28 okt Ugens vigtigste albumudgivelser // uge 43
Foto: Mia Berg // Synne Sofi Bønes (Pressebillede)
Her er vores guide til denne uges vigtigste albumudgivelser. Vi har forsøgt at finde noget, der både passer til en festlig weekend såvel som en hyggelig dag på sofaen. Om du er til international islandsk pop eller frisk dansk rap, så er der helt sikkert noget for dig blandt vores favoritter.
Reitzel – Linedans (album)
Reitzel har udgivet sit debutalbum Linedans, der består af 12 numre om livets balancegang. Rapperen balancerer på linjerne med bars, selvrefleksion og de euforiske pauser, som livet byder på i flasker, kvinder og sammenhold. Reitzel går på line med følelserne på tøjet og leverer en flot debut, som han beskriver som et album til “…til opturen, nedturen, fremtiden”.
Linedans har fået en flot kortfilm, hvor gutterne og kvinderne hænger ud til hver deres førfest, inden de mødes til Linedans mellem kærlighed og længslen efter at flyve væk. Du kan se den fine kortfilm her.
Asgeir – Time On My Hands (album)
Den islandske stjerne Asgeir udgiver albummet Time On My Hands, der består af ti numre, hvor Asgeirs smukke stemme glider igennem atmosfæriske og flotte produktioner. Albummet byder både på pop-ballader, som “Snowblind”, ømme beskrivelser af naturen og familieforhold på “Blue” og et overvældende lydbillede på åbneren “Time On My Hands”. Her er et album fra Island til det danske efterår.
William Torp – Still u’r all I’m thinking about (Ep)
Den roste danske folk/country sanger William Torp har udgivet sin debut Ep Still u’r all I’m thinking about, der igennem fem numre kommer ind på en hjerteknust William, der forsøger at navigere i livet. Om albummet fortæller han selv:
– ’still u’r all i’m thinking about’ er en samling af meget personlige sange. De handler om livet som ung voksen og alt det, det indebærer. Om knuste hjerter, angst, savn og søgen efter drømme. Sangene handler om de små og store ting i livet, der altid flyder sammen og er evigt skiftende.
’still u’r all i’m thinking about’ er en hyldest til at være ’lost’ – og at have det okay med det.
Det er ikke dårligt at være lost denne fredag, når William Torp leverer soundtracket.
Mia Berg – Sleepwalkers at noon (album)
Det norske indie-håb Mia Berg er ude med sit debutalbum. Sleepwalkers at noon er et lo-fi-indie album, der er præget af nostalgi og store følelser. Mia Berg tog det første spadestik til albummet under pandemien, hvor hun ramte en ny kunstnerisk åre. Hun begyndte at udforske nye lyde, og sangskrivningen blev mere personlig. Barndomsminder, relationer og en længsel efter livet før pandemien blev de bærende motiver på albummet. Mia fortæller selv:
– Jeg var lige blevet færdig med mit musikstudie, og følte mig lidt fortabt, både i livet og musikalsk. Året før havde jeg lige udgivet min debut-EP, fået lidt opmærksomhed uden for Norge, spillet på branchefestivaler og havde flere live-dates planlagt i 2020. Så kom pandemien, og midt i det hele havde jeg plads til at tage en pause, og besluttede sammen med producer Henrik Lillehaug, at det var på tide at lave noget nyt.
Nu er det nye ude.
Rebebe – What Are You Into (Ep)
Den danske alt-pop artist Rebebe har udgivet sin debut-ep. What Are You Into har fem numre, der hver især viser sider af sangerens alsidige vokal. Numrene tager udgangspunkt i Rebebes eget liv, hvilket gør musikken jordnær og personlig. Vokalen er unik og til tider strukket helt ud i syrede udtryk, men det fungerer. Om nummeret “Want Out” fortæller sangeren selv:
– Sangen handler delvist om at væmme sig ved sin krop og om væmmelsen ved sin egen tankegang omkring sin krop, seksualitet og fertilitet.
Rebebe er ikke bange for at give noget af selv, hvilket har skabt en flot debut.
Tjek også de her udgivelser ud:
between mermaids and me – Reality Cravings (Ep)
Kasper Bjørke – Kasper Bjørke Quartet: Mother (album)
Katarina Barruk – Ruhttuo (album)
Lady Friend – Songs From The Guesthouse (album)
Maise – Guide Me Home (Ep)
Maja og De Sarte Sjæle – Wroom-Wroom (album)
Marie Sahba – AZERI BABY (Ep)
Marijke Florien – Anætomy (album)
Styrtdyk – Fejl 40 (Ep)
WIDE – Girl Is Gone (Ep)