07 okt Ugens vigtigste albumudgivelser // Uge 40
Foto: aomame // PR (Presssebillede)
Her er vores guide til denne uges vigtigste albumudgivelser. Vi har forsøgt at finde noget, der både passer til en festlig weekend såvel som en hyggelig dag på sofaen. Om du er til folkekær dansk musik eller international pop, så er der helt sikkert noget for dig blandt vores favoritter.
aomame – super-ish (EP)
aomame er tilbage med deres tredje EP. Lofi duoen udbygger sit repertoire med seks sange, der fortæller om det at føle sig usynlig for sine omgivelser, og om at skifte form for at passe ind. Gruppen er indbegrebet af nostalgi og dagdrømme, med et R&B-præget lydbillede, der karakteriserer den tilbagelænede og eftertænksomme stemning de opererer med. Duoen består af søskendeparret Clara og August, der tilsammen har skabt et tegneserie- og anime-inspireret univers, hvor de bruger fantasifulde anti-superhelte til at fortælle om hverdagssituationer og følelser. Clara fortæller:
– Temaet er ligesom superheltetræk gone wrong. Sangene fortæller om de her superhelte, hvis ‘superkræfter’ i højere grad kommer til at begrænse dem. Hvis man er som “miss transparent” kan ens usynlighed komme til at gøre, at ens nærmeste ikke kan se en. Er man som hovedpersonen i ‘shapeshifter’ ender man med ikke at vide hvem man er, fordi man hele tiden tilpasser sig sine omgivelser. I teksterne har vi forstærket ting vi har oplevet og træk ved os selv, og givet dem et comicbook-agtigt twist,
Fribytterdrømme – Menneskejagten (EP)
Fribytterdrømme er på gaden med deres første EP nogensinde. Menneskejagten sammenfatter temaer som tomhed og identitetsforståelse, samtidig med en nysgerrighed på andre mennesker, som man ønsker at spejle sig i. Pladen er produceret af Eloq og Anders Hvass, som på fornem vis indkapsler bandets lettere psykedeliske indie-udtryk. Forsanger Lau IV Pedersen forklarer:
– Lige nu har vi lyst til at arbejde med nogle kortere formater for at se, hvad det kan. ‘Menneskejagten’ indkapsler i virkeligheden, hvad Fribytterdrømme kan. På de fire tidligere plader, har vi efterhånden defineret, hvad Fribytterdrømmes musikalske identitet er. Fra den meget guitardrevne rock på de to første til det elektroniske udtryk på ‘Skin’ til det mere groovy på ‘Ikke Bange For At Dø, Men Rædselsslagen For At Miste Livet’. Selvom ‘Menneskejagten’ kun indeholder fire sange, så når vi omkring alle de musikalske aspekter, som folk efterhånden har lært at kende
Sorry – Anywhere But Here (Album)
Sorry har i dag udgivet det længe ventede album Anywhere But Here. Bandet fra London høstede enorm ros for albummet 925 fra 2020, hvilket har grundlagt forventningsglæden til det netop udgivne album. Gruppen fortsætter med udgivelsen den lettere kaotiske, men samtidig utroligt behagelige musikalske klang som man kender dem for. Bandmedlemmet Asha Lorenz fortæller:
– Vi greb albummet an anderledes end det første. Det var mere en liveband-agtig proces som har resulteret i at det føles mere råt og ægte… synes vi. Vi ville have at hver sang skulle have sin egen tyngdekraft, men også små stykker eller lyriske mønstre som gentager sig og vokser.
Magnus Tempels – Leech (Album)
I dag har Magnus Tempels endelig sluppet debutalbummet Leech. Den 24-årige musiker præsenterer et eksperimenterende og udforskende univers, hvor inspirationen fra den elektroniske verden i høj grad får lov at skinne igennem. Ovenpå atmosfæriske synths og pulserende rytmer, fortæller Tempels historier om håbefulde forelskelser, forliste forhold og den svære disciplin at finde sin plads i de kaotiske midttyvere. Selv forklarer han: »Min stemme kan ses som en lille bitte person, der flyder i en redningsbåd på et stort mørkt hav, som konstant truer med at tippe redningsbåden over«. Vi har netop udgivet en dybdegående anmeldelse af pladen du kan læse lige her.
easy life – MAYBE IN ANOTHER LIFE…
Det britiske band easy life er ude med deres andet album. Bandet fusionerer genre som hiphop, soul, pop og jazz, på en plade der søger efter det gode liv i en verden der kan være svær at navigere rundt i som menneske. På gæstelisten kan man blandt andet finde navne som Kevin Abstract og BENEE, der bidrager til at give pladen et dybfølt, melankolsk og opløftende udtryk. De bombastiske lydbilleder af rytmiske synths og opmuntrende guitarer kan til foråret opleves live, når bandet gæster Lille VEGA den 7. marts. Gruppen fortæller om albumudgivelsen:
– Et centralt tema hos os har altid været eskapisme. I stedet for blot at tænke “life sucks” synes vi det er vigtigt at fejre hvad vi har.
Tjek også de her udgivelser ud:
Broken Bells – Saturdays (Album)
Bård Berg – Oslo Beats Vol.III (Album)
Ella Sandberg – wonder who you love (EP)
Mika Akim – Tillsammans (Album)
Oh Wonder – 22 Make (Album)
Thea & The Wild – Deadheading (Album)