24 okt Ugens Upcoming – Elinborg
Foto: Lydia Hansen (Pressebillede)
I dag kan vi præsentere Elinborg som Ugens Upcoming. Færingen udgav i sidste måned Ep’en ‘Vera’, der var inspireret af Færøernes natur og det brusende hav. Lige for tiden er hun på Europa-turné med Eivør, men lige i dag, der er hun i vores rampelys. Byd velkommen til Elingborg.
Elinborg er en 25-årig færøsk sanger, sangskriver og producer. Hun bosatte sig i København, da hun blev optaget på det danske musikkonservatorium. Her et par år efter, er uddannelsen færdiggjort. Ep’en Vera er blevet udgivet, og med sine fem numre tager projektet lytteren med ind i en brusende fortælling om kærlighed og dens mangler. Hele fortællingen foregår på færøsk, mens selve sangskrivningen er inspireret af den færøske natur og det enorme hav, der afskærer øen. Elinborg beskriver selv sin lyd som mørk elektro pop, hvilket man må anerkende. Produktionerne er hjemsøgende og står i kontrast til den færøske skønsang, der bærer fortællingerne. Storesøsteren går under kunstnernavnet Eivør, hvilket måske virker bekendt. Kort sagt, så laver Elinborg smuk musik. Nu giver vi ordet til Elinborg, så du kan læse med og lære hende bedre at kende.
1. Hvem er Elinborg?
– Elinborg er en færøsk sangerinde, sangskriver og producer.
2. Hvordan vil du beskrive din lyd?
– Mørk Electropop, med et glimt af håb’’.
3. Hvordan startede du?
– Det hele startede da jeg var syv år, og jeg fik et keyboard i fødselsdagsgave fra mine forældre. Det var et keyboard, hvor man kunne trykke på play, så spillede det helt af sig selv. På den måde startede jeg at skrive og performe mine egne sange, og næsten hver aften, havde jeg en stue koncert for familien. I dag skriver, og performer jeg stadigvæk musik, dog ikke med mit selv-spillende keyboard ;).
4. Kan du fortælle lidt om den proces, der foregår, når du skriver musik?
– Min kreative proces starter normalt om natten, med mange stearinlys, røgelsespinde, og et glas rød vin/eller en kop te (det kommer lidt an på hvilket humør jeg er i). Det varierer meget, hvad kommer først, om det er melodien, eller teksten. Men ret ofte er det en sætning, eller et ord, som har fanget mig, hvor jeg så prøver at skabe musikken ud fra det. Det er meget vigtigt for mig, at lytteren kan skabe sit eget billede omkring musikken, så det har jeg altid i baghovedet, når jeg er i den kreative proces.
5. Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd?
– Der er mange artister som har inspireret mig. De har på hver sin måde haft stor indflydelse på min musik. For eksempel FKA Twigs, Highasakite, Banks, og London Grammer.
6. Hvad er der på pladespilleren lige nu?
– Jeg er verdens største Leonard Cohen fan, og hans musik er altid på replay her hjemme. Lige nu er det ´I’m your Man’.
7. Hvad er du i gang med lige nu?
– Jeg har lige udgivet min EP ‘’Vera’, og er i øjeblikket på turné med Eivør rundt i Europa, som er ret vildt.
8. Hvad er drømmen?
– Drømmen er, altid at kunne skabe musik, og imens jeg gør det, leve et godt liv, sammen med dem, jeg holder af.
9. Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?
– ‘’Vera’’, som er titelnummeret på min nye EP!
10. Hvis din musik var en drink, hvilken ville den så være?
– Dark ’n’ Stormy
Du kan lytte til titelnummeret “Vera” her: