Tobias Rahim – Når sjælen kaster op

Foto: Noemi Kapusy (Pressebillede)
Label: Sony Music Danmark
Udgivelsesdato: Fredag den 21. oktober 2022

Tobias Rahim har været her, der og alle vegne de sidste par år, hvor han på nærmest ingen tid har gjort sig til en af vor tids mest indflydelsesrige kunstnere. Nu byder han succesen op til dans med albummet ’Når sjælen kaster op’, der er et mesterværk i selvransagelse og strukturkritik. 

5/5 stjerner

Klokken havde slået 00:04 natten til fredag, da jeg lyttede til albummet for første gang på vej hjem fra en koncert. Jeg slentrer gennem bybilledet med mine høretelefoner skruet op på max, for når Danmarks måske største popstjerne udgiver album, så skal der lyttes, højt. Tobias Rahim udgav debutalbummet NATIONAL ROMANTIK 2021 i 2020, som i takt med den stigende interesse for musikken og artisten selv, har høstet en masse lyttetid af sig. Vi var formentlig også mange, der denne festivalsommer var vidne til de gigantiske menneskemængder, der samledes rundt omkring på landets scener – til en cementering af den enorme status kunstneren selv har lagt grunden for. Når sjælen kaster op lander ovenpå et kort fravær fra musikscenen og mediebilledet for Tobias Rahim, efter han så fornuften i øjnene og trak sig, da et angstanfald indtraf på vej hvem fra prøverne til P3 Guld. Heldigvis er han nu tilbage – endda i stor stil – så lad os da bare dykke ned i albummet Når sjælen kaster op.

Op til udgivelsen har Tobias Rahim delt appetitvækkere på sin Instagram – herunder albummets trackliste. Her kunne man se at første nummer bærer titlen ”07 I 6A”. Sangen er en fin indledning til, hvad der er i vente med en drømmende spansk guitar, akkompagneret af et pulserende intenst beat, hvor Rahim åbenhjertigt deler ud af sig selv med en linje som »De tolker min ydmyghed som svaghed«. Kort inden udgivelsen havde Rahim proklameret, at man burde lytte til albummet fra A til Z, hvilket giver god mening når man hører den nærmest usynlige overgang til ”Feberdrømmer Xx Dubai”. Den sang behøver vist ikke den store introduktion, ligesom giga-hitsene ”Stor Mand” og ”Mucki Bar,” som også er at finde på pladen. 

Herefter finder man sangen ”Alene på Staden”, der med en taktfast rytme præsenterer et klassisk Tobias Rahim nummer. Her er der også blevet plads til en lille hyldest til ”Røgsignaler” – sangen Rahim oplevede stor succes med som den ene halvdel af duoen Camilo & Grande. Sangskift og genreskift, for der er også blevet plads til kærligheds-bossanova på sangen ”Taber mig i dig. Føler vi ku vinde”. En let akustisk guitar og en charmerende latin-inspireret trommemaskine fører slagets gang, mens Rahim fremfører sine længselsfulde og forførende vokaler. 

Albummet er fint bemandet med gæsteoptrædener, hvor den dundrende ”Kurder I København” byder velkommen til ZK og Luna Ersahin. Førstnævnte tager sig af omkvædet, mens Ersahin tager andet vers og outroen, som indleder et dansende fællesskabs-univers, hvor tyrkisk-kurdisk folkemusik indtager lydbilledet, i hvad der er et af albummets højdepunkter. Vi er ørevidne til en unik forening med den vestlige musikkultur, hvor grænserne mellem sprog og tilhørsforhold falmer. 

Energien fortsættes af sangen ”Makeup”, mens ”udfylder tomhed” på interlude-agtig vis agerer som efterfølger til førnævnte sang. Hvis man var til Tobias Rahims koncert på Roskilde Festival i år, kan man måske huske at en af de mange gæster på scenen var The Minds of 99-forsanger Niels Brandt. Sammen har de lavet sangen ”Ozonlag A Energi”, som vel nok er en af pladens mest radiovenlige og poppede numre. Brandt leverer et stærkt omkvæd, hvor han nærmest lyder som Post Malone med sin karakteristiske nasale vibrato. De to sangere er umiskendeligt nogle af landets absolut største, hvorfor det også er oplagt og kærkomment at cremen af dansk rock møder cremen af dansk pop.

Albummets anden halvdel består hovedsageligt af singleudgivelserne ”Når Mænd Græder”, ”Mucki Bar”, ”Flyvende Fadouma”, ”Bums For Eliten (feat. Artigeardit)” og ”Stor Mand (feat. Andreas Odbjerg)”, men der er også blevet plads til mere nyt. ”Skæbnen elsker os.” er en lang monolog ovenpå et drømmende lydbillede, hvor Rahim på rørende vis fortæller personlige historier der ender ud i manifesteringen af at »bunden det er et springbræt«. 

Når sjælen kaster op indeholder egentlig 16 sange, men kun 15 af dem er tilgængelige. Man kan lytte til den samtalefyldte interlude ”ALIVE//interlude” som indtil videre fungerer som afslutning på pladen, for sang nummer 16 ”ALIVE ALIVE ALIVE” udkommer først hvis verden bliver klar til det. Hvad end det så skal betyde, skal jeg ikke kunne svare på, men ikke desto mindre er det skrevet i parentes på sangtitlen. Så mon ikke vi er mange der håber at verden snart bliver klar. 

Tobias Rahim er nået til tops med en hastighed, der sjældent ses herhjemme. Han kan nu skrive to fuldlængde albums på CV’et og over 100 millioner streams i bagagen. Han bærer på en kompromisløshed og radikalitet, som er dybt beundringsværdig, samtidig med at han bibeholder en fuldhjertet og oprigtig version af sig selv. Man skal hylde kvalitet hvor kvalitet er, og Tobias Rahim er indbegrebet af kvalitet. Han er en vaskeægte kunstner, der i den grad fortjener den ros han får. Hatten af for Danmarks popstjerne nummer et.

Tags:
Oliver Schalck
oliverschalck@bandsoftomorrow.com