07 okt Ti sange der har formet Aysay
Foto: Asbjørn Holst Kragh (Pressebillede)
Har du nogensinde undret dig over hvilke sange, der bliver spillet hjemme hos din yndlingsmusiker eller er du bare nysgerrig på hvilket nummer, der hiver dem ud på dansegulvet? Du skal ikke undre dig meget længere, vi har nemlig fået lov til at lære nogle af vores yndlingsmusikere lidt bedre at kende ved hjælp af ti sange, der har formet dem som mennesker og musikere.
Den danske trio Aysay sigter mod stjernerne. De udgav sidste år deres debutalbum Su Akar, som vi var vilde med. Deres seneste udspil “Nerelisin” følger samme spor, og der er ingen tvivl om at vi glæder os umådeligt til at høre mere fra gruppen. I den her uge har vi fået lov til at lære Luna Ersahin, sanger og spillende på saz i Aysay, bedre at kende gennem 10 sange.
1. Det første nummer, jeg kan huske blive spillet i mit barndomshjem.
Yildiz Tilbe – Sunam
– I mit barndomshjem blev der spillet alt muligt, men det der skilte sig lidt ud fra andre hjem, var måske, at min far spillede tyrkisk og kurdisk folkemusik. Denne her sang er fra et album som vi lyttede meget til. ”når jeg en dag forsvinder fra denne jord Vil dine tårer være til spilde, græd ikke Sunam”
Lyt til sangen her
2. Det første nummer, der fik mig til at tænke “wow, jeg vil også lave musik.”
– Jeg er fuldstændig overbevist om, at jeg har udviklet sindssygt mange kompetencer omkring at være en udøvende musiker gennem vores allesammens MGP. Det var som om, at jeg udlevede min drøm om at være musiker fra jeg var helt lille. I 2003 boede jeg i Grønland, og Anne Gadegaard vandt med “Arabiens Drøm.” Der kan jeg faktisk tydeligt huske, at jeg ønskede, at det var mig. Set i bakspejlet er den sang sindssygt problematisk, og jeg kommer aldrig til at høre den igen. Men altså. Ret skal være ret.
3. Sangen jeg ville ønske jeg selv havde skrevet.
Little Dragon – Twice
– Undskyld, men hvordan laver man lige en sang der er fuldstændig tydelig i sin energi, 100% formidler en følelse, men uden vild dynamik og uden alt muligt overflødigt. Den bliver aldrig kedelig. Jeg kunne høre et helt album med den vibe. Den er SÅ SMUK!!!
Lyt til sangen her
4. Nummeret, der minder mig om dit første heartbreak.
Lauryn Hill – Used to love him
– Hun er så fucking sej. Det er en sang jeg både kan græde til, men som også giver mig kæmpe optur på. Hendes omkvæd siger det hele: I used to love him. Now I don’t. Lauryn Hill <33
Lyt til sangen her
5. Nummeret, der altid får mig på dansegulvet.
Ærligt? Zara Larsson – Lush life
Lyt til den her
6. Nummeret, der får mig til at græde.
Özdemir Erdogan – Gurbet
– Hvis jeg savner Tyrkiet rigtig meget, er denne her sang en direkte kanal til den længsel. Hvis jeg savner et menneske rigtig meget, kan den rumme den samme åbning. Det er også sådan en sang, jeg kan danse vuggende til, mens jeg græder. Den kan ret meget.
“Fortæl mig, er der nyt fra mit hjemland
Eller er denne regn dine tårer
Mit indre brænder
Mit sår er dybt
Er der nyt fra min kærlighed”
Lyt til sangen her
7. Nummeret, jeg altid vender tilbage til.
Mestrinho – Te faço un cafuné
– Denne sang er en brasiliansk stil der hedder Forro. For mig er det den perfekte morgensang. Den minder mig om smukke rejser i Sydamerika og i hele Europa, hvor man slutter festen af med at spille denne sang med sine venner.
Lyt til sangen her
8. Nummeret, der skiller sig markant ud og har en vigtig betydning for/i mit liv.
Intet musik i mit liv skiller sig markant ud, for det er alt sammen meget forskelligt. Men jeg har boet et år i Sverige og gået på Skurups Folkhögskola og studeret svensk folkemusik. Derfor har skandinavisk folkemusik fået en vigtig betydning for mig. Der er sindssygt mange dygtige bands der spiller moderne nordisk folkemusik, men et eksempel er mine venner fra: Stundom – Gamle ven
Lyt til sangen her
9. Mit guiltypleasure nummer
Hate on me – Jill Scott cover af GLEE
– Amen..Amber Riley som spiller Mercedes i Glee synger så godt. Jeg har hørt originalen af det her nummer, men jeg vender altid tilbage til den her sang. Den kan simpelthen bare få mig til at føle mig så kraftfuld. Det er lidt guilty pleasure at den kommer fra Glee, men sangen holder 100.
Lyt til sangen her
10. Nummeret, som skal spilles til min begravelse.
Tigran Hamasyan – Love song
– Jeg tror, at det her måske er en af de smukkeste sange jeg kender. For mig ER den skønhed. Den hedder Love Song, og det tænker jeg er meget godt at give videre og huskes for til min begravelse.
Lyt til sangen her