13 okt Ti hurtige til… DUNE MESSIAH

Foto: Magnus W. Jespersen (Pressebillede)

DUNE MESSIAH har de sidste par måneder rullet den røde løber ud til sit kommende album ‘Privileged’, der endelig udkommer i morgen fredag den 14. oktober. Vi har fået singlerne “In Front of Others”, “Lucy Gray” og lidt til, men i dag, har vi fået lov til at stille musikeren ti hurtige.

Den trodsige danske kunstner DUNE MESSIAH udgiver i morgen Privileged. Albummet handler om det nordeuropæiske menneskes privilegieblindhed og den indre konflikt, som disse privilegier skaber. For hvordan kan man nyde nordens frugter, når verden er i krig? Dette spørgsmål har DUNE MESSIAH sat sig for at undersøge i en lidelsesfuld fortælling med luksuriøse produktioner. Der er spansk trompet, saxofoner, latin-rytmer og en metaforisk lyrik, der skal ryste lytteren ud af smørboblen i sofaen. I forbindelse med udgivelsen af Privileged, har vi stillet ti hurtige, der kommer ind på lidt af hvert. Læs med og lær den profetiske artist bedre at kende.

1. Min musik er…

– Hvad er spørgsmålet?

 2. Jeg begyndte at lave musik fordi…

– Altså det spørgsmål er jo lidt et fortolkningsspørgsmål om, hvor man starter, og hvor langt tilbage man skal gå. Jo jo jeg fandt da ud af at musik var interessant, da jeg var lille, og fik en dør ind af min stedbror, der var otte år ældre og som introducerede mig til Nirvana og andet 90’er grunge. Og jeg fandt da også sammen med andre der havde samme interesse, og vi stod på skateboard og røg cigaretter, og syntes at være musiker var det sejeste. Dengang tænkte jeg ikke særligt over, hvad der drev mig, og hvorfor jeg skulle lave musik, sådan var fællesskabet ligesom bare bygget op. Men det blev en evne, jeg tilegnede mig og en kilde til inspiration. Det var først langt senere, da jeg var blevet forladt af min første kæreste som 21 årig, (hustru faktisk), at jeg følte livet ramme mig i ansigtet, og jeg fik en lyst til at finde min egen måde at udtrykke mig på. Jeg startede fra bunden, og sagde til mig selv at selv, at det værste er godt nok. Jeg følte ikke, at jeg havde noget at tabe. Så jeg skrev 3 sange på et par timer, i min vens kælder, mens han var på arbejde. Siden da har jeg dyrket det lidt som en selvhjælpsbog eller hvad man kalder det, det er noget, jeg har for mig selv som et modelfly eller en togbane. Jeg anskuer faktisk det at lave musik lidt som præcist sådan, noget der skal kultiveres og dyrkes, og som kan blive bedre, som man kan betragte med korslagte arme og sige “det er sgu da meget godt”. Yderlig succes er fint og det kan bekræfte dig i, at du har nogenlunde ret i din anskuelse, men det er den indre success, som er vigtigst. 

 3. Jeg finder inspiration i…

– For mig er inspiration et spørgsmål om fordybelse og at dykke ned i sig selv. Jeg har tit gået ture med en notesbog, når jeg skulle skrive tekster. Jeg kan godt provokere mig selv til at komme i det rigtige state of mind, for eksempel klædte jeg mig engang ud i sådan gammel western look og gik hele vejen gennem byen ned til øvelokalet. Musik er ikke “for sjov” for mig, det er noget man skal tage alvorligt. Inspirationen kommer ikke af sig selv. Hver eneste sang er for mig et spørgsmål om at opfinde den dybe tallerken. Jeg kan ikke gentage ting. 

4. Det vigtigste for mig, når jeg laver musik, er…

– Der er ikke rigtig noget, der er vigtigt for mig når jeg er i den skabende proces. Lidt vin er lækkert, jo altså jeg synes bunkeren har været et godt sted at lave musik, fordi man ikke fornemmer tiden, når der ingen vinduer er. Og der er ingen forbindelse på telefonen, så man kan ikke blive afbrudt. 

5. Det sejeste sted, jeg kunne forestille mig, at spille med mit nye album er…

– Jeg har ikke et særligt tilhørsforhold til nogle spillesteder i DK, men jeg spillede engang på et venue ved navn Vera, der ligger i Groningen i Holland. Det er et legendarisk spillested, hvor alle de store har været og sat deres præg på stedet. Jeg spillede der med mit gamle band The Woken Trees, og vi fik kun lov at larme nede i kælderen under den store sal. Vi spillede et fedt show, men sneg os bagefter op i salen og kiggede. Hele vejen rundt langs kanten stod alle de navne der havde spillet der, fra Joy Division til Dinosaur Jr. til Nirvana til Black Flag. Det er et meget personligt venue med hjerteblod bag; der er special farvede hotelværelser til alle der spiller, med hver deres egen stil, der er deres eget ‘silk screen’ trykkeri, hvor de laver plakater til koncerterne, der er en gæstebog, hvor der et par sider før os gemte sig underskrifter og en hilsen fra kollegerne i Iceage. Vi fik et klistermærke med spillestedets logo med og satte det på vores bandvogn, som derefter kom til at hedde Vera, og gør det vist stadig, efter den har været De Underjordiskes trofaste følgesvend i mange år. Lang tid senere opdagede jeg på bagcoveret af Tame Impalas album ‘Lonerism’ på et foto af Kevin Parker i hans studie, det selv samme Vera klistermærke sat foran æblet på hans MacBook. 

6. Sangen jeg har arbejdet mest med på Privileged er…

– Den hårdeste fødsel på skiven er nok “Take My Breath Away”. Ikke nok med at den var totalt hjernevridende at lære sig selv, især basgangen, og de skæve taktarter og mærkelig opbygning, så ligger der nok også syv eller otte versioner af den et sted med forskellige rytmer og instrumenteringer. 

7. Om Privileged ville folk blive overrasket over at vide…

– At jeg har spillet alle instrumenter selv, på nær blæs og kor. Desuden var der ingen dyr, der led overlast under optagelserne. Joseph Shabason fra Destroyer spiller sax, mens han var i Canada, sendte jeg ham sangene, og hvad han skulle spille, og så gik han ned i sit eget studie og nailede den. Internettet længe leve. Den akustiske guitar er blevet indspillet i den gamle rådssal i det gamle DR radiohus over for Forum, som nu er klassisk konservatorium.

8. En sang på albummet, som fortjener et ekstra lyt, er alle, fordi…

– Jeg synes ingen og alle sange fortjener et lyt. Jeg er lige stolt af dem alle sammen, men jeg vil ikke “anbefale” nogen at lytte til dem, det må være andres job. Så meget Nordjyde er jeg alligevel. 

9. Historien bag albummets titel er…

– Jeg har bare følt mig så pisse privilegeret på det sidste altså, og det skyldes nok en slags overgang fra de mørke og hårde 20’ere, hvor alt var dystert og navlebeskuende. Til de mere modne 30’ere, hvor man er blevet voksen og kan se alt i et større perspektiv. Så det er et tosidet sværd, for på den ene side afspejler den en optimisme og en glæde over livet, og på den anden side en vanvittig pessimisme over verdens tilstand, og at vi i vesten og særligt Danmark er så pisse forkælede, at vi ikke fatter det, så det er lidt en ironisk sjov titel, hvilket alle titlerne på mine albums egentlig er.  

10. Når man lytter til mit album, skal man..

– Jeg synes, at man skal lave sig en god piná collada, læne sig tilbage i wegner stolen, og nyde musikken gennem det nye anlæg, der er blevet fragtet fra et sted i verden man ikke ved, hvor er. Lade saxofonen massere ens anspændte muskler, rulle gardinerne helt ned til gulvet. og når sangene fortoner sig, skal man gå ned i bussen og sætte sig ind og køre igennem København og kigge ud af vinduet. Når man så kommer hjem igen, skal man drikke resten af den pina colada, som man ved. at man har lavet ved at hælde en hel flaske hvid rom op i en gryde og blandet med en dåse kokosmælk og ananas juice, så der nok til et godt stykke tid.