16 okt The Cure – Royal Arena
Foto: Babora Gadlinová
Venue: Royal Arena
Dato: Fredag den 14. oktober 2022
De grå goth-rockere fra The Cure gennemførte en stilsikker marathonskoncert fredag aften i Royal Arena.
4/5 Stjerner
The Cures forsanger Robert Smith holdt forståeligt nok flere små snakkepauser ved fredagens midnatsforestilling i Royal Arena. Ofte var det desværre vanskeligt at forstå, hvad der blev sagt, når den karismatiske frontmand på mumlende britisk forsøgte at adressere det brogede publikum. Men på ét tidspunkt blev der i hvert fald sagt noget om de grå hår, som alle i bandet, på nær bassisten Simon Gallup, gik på scenen med. Yngste mand var 55-årige trommeslager Jason Cooper, mens resten af bandet for længst har rundet de 60. Det er dog udelukkende den fysiske fremtoning, der afslører den fremskredne alder, for hvis man under koncerten lukkede øjnene i et øjeblik, var det ganske nemt at drømme sig tilbage til bandets storhedstid i det forrige århundredes fjerde kvartal. Smiths stemme lyder lige så inderligt ængstelig og bærer den samme kraftfulde følsomhed, der har gjort den til en af rockens lettest genkendelige stemmer. Og de resterende fem medlemmer har heller ikke på nogen måde mistet deres pondus. Bandets lyd byder stadigvæk på den velkendte blanding af svævende dream-pop og goth-rockens opslugende mørke.
Harmonien mellem de tre guitarer og Roger O’Donnells synths blev bakket perfekt op af Cooper og Gallups solide fundament af trommer og bas. Smith lavede til tider nogle små fejl i sit guitarspil, men han reddede den med en charmerende kommentar om, at man altid skal sørge for at lave den samme fejl flere gange, så det virker overlagt. Koncertens varighed taget i betragtning, er et par fejltrin da også til at se igennem fingre med. De aldrende goth-pionerer formåede nemlig at underholde publikum i omegnen af 150 minutter.
Der blev godt nok holdt to pauser undervejs, hvor bandet forlod scenen i et par minutter, men den lange spilletid skyldtes på ingen måde nogen form for sløseri med tiden. Hele 28 numre blev det til, og det var ovenikøbet på trods af, at ganske få af dem fatter sig i korthed. Vi kom vidt omkring i forskellige perioder af bandets legendariske karriere, fra den tidlige post-punk over storhedstidens goth-rock og forbi 90’ernes alternative rock. Og netop derfor virkede det usædvanligt lange sæt generelt berettiget. Alligevel kunne det ikke helt undgås, at en smule af luften undervejs gik af ballonen, især når der blevet gravet lidt dybere i diskografien. Der blev også plads til et par nye numre, fra bandets kommende plade, men uden nogen genkendelsesfaktor at spille på, endte de med at virke en anelse anonyme i den store sætliste.
På trods af den lange spilletid var publikum generelt ret godt med hele vejen, og da bandet kom ind på scenen for tredje og sidste gang for at slutte af med en kavalkade af deres allerstørste hits som “Friday, I’m in Love” og “Boys Don’t Cry”, eksploderede energien på ny, efter den havde virket en anelse dalende. Man kunne nok med fordel have skåret et par numre af her og der, men jeg tvivler på, at særligt mange af de fremmødte havde noget imod at få så meget for pengene fra et band, som man aldrig ved, om man får chancen for at høre igen. Dømt på det til stadighed ufatteligt høje niveau er der dog endnu længe til, at The Cure må trække stikket.
