14 okt The 1975 – Being Funny In A Foreign Language
Foto:Samuel Bradley (Pressebillede)
Label: Dirty Hit
Udgivelsesdato: Fredag den 14. oktober 2022
The 1975 er ude med deres femte album, der både kigger tilbage mod bandets tidlige discopoppede synthunivers, men som også viser en nyfunden kærlighed til mere organiske og retroklingende folk-ballader. Et dobbeltsidet projekt, der har resulteret i en ganske fin samling velskrevne sange, men som bare aldrig helt tager fart.
3/5 Stjerner
Det britiske Manchester-band The 1975 er ude med deres femte album Being Funny In A Foreign Language, der følger op på Notes On A Conditional Form fra 2020. Albummet er lavet sammen med produceren Jack Antonoff, der foruden sit eget soloprojekt Bleachers har arbejdet med ikoniske indiestjerner som Clairo, Lorde og Lana Del Rey. På den nye plade dyrker gruppen sammen med Antonoff en nyfunden kærlighed til minimalistisk folkpop, der flirter med bluegrass-elementer og præsenterer en mere simpel lyd fra den ellers normalt ret så synthglade popkvartet. Enkelte steder lyder bandet dog præcist ligesom de plejer at gøre, og generelt veksler sangene således mellem bløde folk-elementer og dansable popbaskere i en balancering mellem nye eksperimenter og tilbageskuende selvreferencer.
Albummet starter traditionen tro ud med en selvbetitlet albumåbner i form af ”The 1975”, der fra første sekund slår fast, at bandet har brugt den seneste tid på at bevæge sig væk fra de elektroniske eksperimenter på Notes On A Conditional Form og ud i et mere organisk univers med piano, strygere og akustiske guitarfigurer. Åbneren efterfølges dog hurtigt af singlen ”Hapiness”, der kigger mere tilbage mod bandets tidlige discopop-lyd, og selvom det er et udmærket popnummer, virker det nærmest så 1975-agtigt, at man måske lige så godt kunne lytte til en af de gamle plader. ”Hapiness” virker i hvert fald lidt som en genvækkelse af en tidligere version af gruppen, og selvom dette for mit eget tilfælde bærer præg af både teenage-nostalgi og gensynsglæde, virker det altså også en lille smule småironisk og meningsløst.
På førstesinglen “Part Of The Band” lyder bandet omvendt som en tidlig Bon Iver, selvom forsanger Matt Healys vokal flirter mere med en historiefortællende Bob Dylan end et indadvendt indieikon. Nummeret veksler mellem staccerede strygere i verset og en tilbagelænet folkpoppet fornemmelse i omkvædet, mens det komplekse orkestrale lydtæppe i baggrunden signalerer, at Healy og co. ikke er helt færdige med de store armbevægelser. Man skal vænne sig lidt til, at de fængende melodier ikke længere er bandets primære fokus, og at det i stedet er de lyriske leveringer og den modne sangskrivning, der trækker læsset, men ellers er det et virkelig spændende nummer – og desuden et virkelig modigt valg af førstesingle.
Popbaskeren “Oh Caroline” er en af de mest catchy sange på pladen. Ligesom på ”Hapiness” vender de tilbage til et mere stilrent univers med mutede guitar-licks og uden alt for meget eftertænksomhed. Healys vokal står skarpere end nogensinde før, og generelt er det bare en virkelig stærk popsang. “I’m In Love With You” fortsætter i samme boldgade, men ellers sætter bandet tempoet gevaldigt ned på pladens sidste halvdel, der for den popelskende 1975-fan måske mere vil fremstå som en lidt kedelig B-side end en egentlig afrunding af pladen. Det er i hvert fald ganske tydeligt, at de har samlet de mest lettilgængelige popsange på pladens første halvdel, og at anden halvdel er for de lyttere, der har mod på at dykke ned i en mere eftertænksom og voksen nyfortolkning af The 1975’s sound. Fra den retroficerede nostalgi-ballade “All I Need To Hear” over den kravlende klaversjæler “Human Too” og hen mod den storladne Bruce Springsteen-klingende “About You” ryster bandet således de sidste synthpop-rester af sig og kaster sig uforbeholdent ud i deres nye gråtonede lydunivers, der bare ikke rigtigt bider fra sig.
Det kan godt være lidt svært at finde ud af, hvad The 1975 egentlig vil med Being Funny In A Foreign Language. Det er en fin samling af sange, og blandingen af synthpoppede selvreferencer og organiske folk-ballader falder aldrig decideret til jorden, men det dobbeltsidede projekt lykkes heller ikke helt. For når de lyder som sig selv på sange som ”Hapiness”, så virker det lidt for let og leflende, og når de sætter tempoet ned på de håndspillede ballader, så lyder det altså en smule kedeligt og identitetsløst. Det er måske en hård analyse af et ellers ganske rimeligt forsøg på at spille på to heste og vise flere nuancer af en albumproces, og hvis begge dele havde fungeret 100%, så havde det også kun været en styrke for pladen. Alligevel er det bare som om, at der mangler et eller andet, og især melodierne fremstår flere steder lidt flade og uambitiøse. Det er med andre ord et nysgerrigt album, der kører den hjem på at være et godt og solidt håndværk, men som bare aldrig helt tager fart i månekapløbet mellem bandets albumudgivelser op gennem tiden.
