24 okt Sigur Rós – K.B Hallen
Foto: Dean Deblois & Hörður Óttarsson (Pressebillede)
Venue: K.B Hallen
Dato: Lørdag den 22. oktober 2022
De islandske post-rock legender skabte en forunderlig tidslomme i deres næsten tre timer længe sæt lørdag aften i KB Hallen, som var fyldt med både det smukke og det voldsomme.
4/5 Stjerner
Varme lys på stilke, reb fra loftet formet som fraktaler og store skærme i HD udgjorde scenebeklædningen i et næsten fyldt KB Hallen lørdag aften. En blandet publikumsskare i et antal, der understreger det utrolige faktum, at det højtsvævende og ukonventionelle band fra lille, men også meget store, Island, har en usædvanlig bred appel. I vanlig stil gjorde et af det 21. århundredes vigtigste rockband heller ikke meget for at underholde den store folkemængde. Minimal verbal kontakt med publikum, en sætliste uden store numre som “Hoppípolla” og “Starálfur” og et langt sæt, som krævede noget af lytteren.
Til gengæld blev ens tålmodighed belønnet via en sammenhængende sætliste med god pacing, flere mellemspil og et fascinerende visuelt setup, som rammesatte det fortryllende og voldsomme musikalske drama, der udfoldede sig på scenen. Sigur Rós, der for tiden er en trio, med turnerende trommeslager Óbó Ólafsson, var fremmødt i en mindre minimalistisk udgave end på forrige trio turnéer, men stadigvæk uden strygerkvartetten Amiina, som ellers var så karakteristisk for bandets storhedstid i 00’erne.
Måske var det derfor, at bandet trak så meget på deres mest minimalistiske plade med den mundrette titel ( ) hvoraf de spillede ¾ af numrene. Dog er selv en forsimplet udgave af det Islandske orkester i stand til at skabe en kolossal lydflade, der både var klar og balanceret. Sammen med de kreative og velvalgte visuelle elementer, skabte de det ideelle forhold for bandet til at boltre sig musikalsk.
De rammer benyttede den ikoniske forsanger Jonsi sig af til fulde, der med nær perfekt intonering, god klang og indlevende fremførsel, kom mere end helskindet igennem de ellers noget udfordrende falset(vokaler), der er så karakteristisk for bandets lyd. Det med alderens effekt på stemmen er nok også oftere end fordom end en brat tiltagende fysiologisk proces. I hvert fald lader Jonsis instrument kun til at være blevet mere finstemt og fleksibelt gennem årene. En stemme der stadig i den grad skiller sig ud fra mængden.
Sammen med hans karakteristiske cellobues møde med en stærkt forvrænget og rumklangsfyldt guitar blev Jonsi på scenen noget fra en anden verden. Eller noget fra jordens indre. Uanset hvilke symbolske hentydninger man vil sætte på sin lytteoplevelse, er det i hvert fald stadig den primære tiltrækningskraft ved bandet, at de i en vis grad er upersonlige – men ikke uden karakter. Vedkommende, men ikke via en empatisk forbindelse til en protagonist eller via sympati med et verdenssyn. Noget af dette er sikkert også den sprogkløft, der opstår når man enten synger ordløst (vonlenska) eller på et sprog, som tales af lidt over 300.000 mennesker på verdensplan. Men Sigur Rós kom udover den kløft ved at repræsentere noget fælles erfaret – hvad det så end er.
Derfor var det også ærgerligt at en ellers fortryllende fremførsel fik få, men væsentlige, ridser i lakken i form af til tider manglende rytmisk timing og præcision. Jonsi leverede flere gange sine fraser med forsinkelser, der lod til at forstyrre resten af bandet, ligesom Óbó Ólafsson et par gange havde svært ved at finde tempoet. Mest tydeligt på den ellers rytmisk spændende ‘Gong’, hvor guitarist og pianist (mm.) Kjarri Sveinsson måtte holde tungen lige i munden, for at få tangenterne til at følge med det forhastede tempo.
Ellers var koncerten i KB Hallen en eminent opsamling på, hvad bandet har kunnet siden Ágætis Byrjun udkom i 1999- Det kan kun gøre lyttere, nye som gamle, spændte på hvad trioen fra vulkanlandet brygger på til den nære fremtid.
– Skrevet af Emil Weis Brix
