07 okt Magnus Tempels – Leech
Foto: Phie Beckett Stenbæk (Pressebillede)
Label: Selvudgivet
Udgivelsesdato: Fredag den 7. oktober 2022
Magnus Tempels’ debutalbum er skabt til at forsvinde ind i, og bruge de pulserende mørke produktioner til at pege fokus indad. Fyldt med et levende sprog og maleriske produktioner er man revet med fra start til slut.
4/5 Stjerner
Igennem de seneste par måneder har den unge producer og sangskriver Magnus Tempels gjort opmærksom på sig selv, takket være sine fire nyeste singler der blandt andet har hjulpet ham med at storme op igennem feltet på P3’s upcomingliste. Tempels’ karriere startede med en guitar over skulderen, men senere hen har computeren og de elektroniske produktioner indtaget pladsen som den primære kilde til sin sangskrivning. Dette kulminerer i dag med debutalbummet Leech, hvor disse mørke elektroniske produktioner indtager midten af scenen i Magnus Tempels medrivende lydunivers.
Albummet åbnes op af den mystiske “Fata Morgana” der sætter dagsordenen for resten af albummet med en pulserende klubstemning der næsten bliver undertrykt af de dystre og brede klangflader, og efter denne solide åbning mødes vi af P3-darlingen “A Picture” samt “If You Were Sorry” og hermed bliver man næsten fristet til at tro at vi har med en popplade at gøre. Dog ligger der noget andet på lur, og som albummet skrider frem bliver man trukket endnu mere ned i det mørke der skabes på pladen, med plads til både eftertænksomhed eller frigørelse derfra. Magnus Tempels har nærmest fundet en lille niche i det danske musiklandskab, med sine popsange som gennemsyres af det dystre elektroniske mørke fra klubscenen, som har inspireret ham siden han fik øjnene op for den.
Magnus Tempels er vildt god til at skabe et inddragende rum i sin musik, hvor man som lytter kan blive revet med, og albummet bevæger sig ikke særligt meget stemningsmæssigt. Man bliver ikke revet rundt i et bredt følelsesspektrum, hvor man hele tiden skal forholde sig til noget nyt, men man fastholdes på en rejse hvor billeder af en mørklagt skov bliver tydelige for det indre øje. Derfor bliver det også endnu mere storslået når dette rum åbnes op midt på albummet når sangene “Deep Dive” og “Love In Vain” for en stund lader dig få en pause fra det pulserende lydbillede, dog kun for at “For You” hiver dig indenfor igen. Dette har til gengæld også været udfordringen ved at anmelde dette album, for det er nemlig så stemningsbaseret at det ikke nødvendigvis altid er det album man har lyst til at sætte på, men et album der er rigtig godt til denne bestemte stemning. I løbet af albummets 38 minutters spilletid er man nemlig fuldstændig til stede i det landskab Magnus Tempels maler. Sange som “For You,” “Tree Line” og “The Queen” inviterer dig ud på det mørklagte dansegulv for at danse problemerne væk, hvor netop “Deep Dive” og “Love In Vain” kan hive dig op og se tingene mere ovenfra. Dermed ikke sagt at alle sangene ikke også kan fungere til at have på i baggrunden imens man ordner andre ting, men det skal forstås som, at hvis man har tænkt sig at lytte til albummet fra ende til anden, skal man også forberede sig på det, for at få den fulde oplevelse ud af det.
Samtidig benytter Tempels sig af et ordforråd og et arsenal af metaforer der som en kold kniv skærer helt ind til benet af de følelser der har inspireret ham til at lave lige netop dette album. Følelsen af at skulle finde sig selv uden for et forhold, og slippe vanen om at være en igle der desperat klamrer sig til et andet menneske. På “Tree Line” synger han “I’m in need of a forest fire / Could you please stop raining” som udover at være en kreativ måde at beskrive hvordan forholdet til at andet menneske, står i vejen for at blive det man gerne vil være, også bidrager til stemningen som gennemsyrer hele albummet. Hele “Fata Morgana” er også bygget op omkring at beskrive ørkenen og få den til at føles levende, kun for at Tempels kan bruge fatamorgana-metaforen for at beskrive at han ikke er den person man ser udadtil. Man kan derfor næsten tage og føle på de oplevelser der ligger bagved albummet, og albummet føles også på grund af disse billeder som en rejse for Magnus Tempels, der virkelig ikke ligger skjul på noget. Men dette gør dog også lytteren til en slags tilskuer i Magnus Tempels følelsesliv, da alt det der beskrives på trods af at være universelt, bliver behandlet på et meget personligt plan, frem for at gøre det relaterbart.
Leech føles derfor som en meget personlig plade, men dette skal ikke trække den ned fra at være et unikt værk der virkelig tager lytteren med på rejsen igennem et farverigt sprog og de tydelige billeder sammensat med det dunkle og næsten trancefremkaldende lydunivers. Det er ikke et album man til hver en tid vil sætte på, men der skal helt klart opstå tidspunkter hvor det er lige netop dette album man har lyst til- og brug for at høre.
