kingtommi italesætter skrøbeligheden på debutsingle

Foto Phie Beckett Stenbæk (Pressebillede)

kingtommi udgiver debutsingle om at stå tilbage i afmagt fra en forlist kærlighedsrelation.

Det nye navn på den danske musikscene, kingtommi, er i dag ude med debutsinglen Bedre End Dem. Sangen handler om at stå efterladt efter et breakup, med følelsen af at man ikke gjorde nok for at redde det der var tilbage. Sangeren skriver sange om både at føle sig uovervindelig og uduelig på samme tid, hvor debuten beskriver magtesløsheden, ensomheden og længslen efter en anden. Sangen er blandt andre produceret i samarbejde med Emil Emborg og Arto Eriksen, der bidrager med de behagelige klaverakkorder og pulserende trommer. Historiens kulmination rammer i omkvædet, hvor kingtommi med sin skrøbelige vokal besynger afmagten gennem linjerne »Som et lyn indenfor skabt af mennesker, sagde du noget jeg aldrig glemmer, selvom der er stejlt hjem, vi ku’ gøre det igen, og blive Bedre End Dem«. Artisten fortæller selv om det nye projekt:

– kingtommi er min generations bud på en rockstjerne. En som viser sin skrøbelighed og sine usikkerheder, men som også kan sige: ’fuck det hele, jeg er den sygeste’ – For det er sådan det er for langt de fleste. Det er ikke enten eller, selvom det er det vi har fået fortalt så længe.

Lyt til “Bedre End Dem” her: Spotify

Tags:
Oliver Schalck
oliverschalck@bandsoftomorrow.com