16 okt Kendrick Lamar – Royal Arena

Foto: Greg Noire (Pressebillede)
Venue: Royal Arena
Dato: Lørdag den 15. oktober 2022

Kendrick Lamar aka Mr. Morale viste i gårsdagens teatralske show, at hiphop koncerter anno 2022 er mere end bare moshpits og stimer af hurtig rap.

4/5 Stjerner

Man kan betragte alle Kendrick Lamars albums som værende struktureret som hver sit medie. Section.80 som en bog (se på titlerne), good kid, m.A.A.d city som en kortfilm (står vitterligt på coveret), To Pimp A Butterfly kan anskues som et digt, og DAMN. som et magasin (se på coveret og de forskellige temaer i hvert nummer). Sidst men ikke mindst er Mr. Morale & The Big Steppers bygget op som et teaterstykke. Et stykke i to akter (det er et dobbelt-album), fyldt med terapi-sessioner, Kendricks forsøg på selvforbedring, og hans egen healing gennem sine refleksioner. Det kan ses som et teater gennem beatsne, storylinen, den måde numrene bygger op og fader ud på, og at det følger mønstre, der er usædvanlige for albums. “The Big Steppers Tour” er legemliggørelsen af albummet – showet bar nemlig på alle måder stærkt præg af det teatralske.

Jeg var meget spændt på koncerten, med tanke på at albummet er så anderledes og emotionelt intenst end de tidligere, og fordi flere af numrene nærmere er spoken word, end klassisk rytmisk hiphop. Hvis man gik ind til koncerten med teater-idéen i mente, gav showet nok en del mere mening end hvis man blot havde forventet et klassisk hiphop-show anno 2022. Det var delt op i akter, delt af lange pauser, og scenen var sat med et hav af rekvisitter og dansere, Kendrick var selvfølgelig hovedrollen, og interagerede med scenen, når den enten agerede et klaver han steppede henad, når han blev hejst metervis op i luften i en boks fyldt med røg, forsvandt ned i gulvet med sit klaver efter ”HUMBLE.”, eller legede fyrste vs lærling med sin support (og fætter) Baby Keem, som i en anden Star Wars battle.

Store tæpper kørte ned og afslørede skygger, der illustrerede de individuelle numres temaer. Nogle gange overordnede temaer, andre gange ordret – rappede Kendrick ordet ’shark’ kom der helt simultant en haj på lærredet. Der var i det hele taget et ton af symboler at hente i hans visuals og rekvisitter på scenen. Terapeutiske citater var sommetider blæst op på skærmen, en boks blev hejst ned over ham og mænd i hazmat suits og masker trådte ind og tog en Covid-test på ham, (efterfulgt af ”Alright”, hvilket gav en opløftende stemning og en, dog respektfuld, fuckfinger til pandemien).

På ”Crown” drejede en skive med hans ansigt rundt, hvorefter lyskasser omringede ham ovenfra, mens han sang: // I can’t please everybody’ //. Lyset skiftede til tider på en måde så det virkede som om at Kendrick skiftevis stod mutters alene i salen, til at afsløre hele crowdet. På ”Father Time” sad Kendrick i en stol midt på scenen, som var han til terapi, hvilket også afspejlede albummets tema ret godt. Herfra skiftede stemningen brat, da en yderst heavy, guitarpræget udgave af ”m.A.A.d city” buldrede ud i Royal Arena. Det genkendelige beat fra nummeret døde lidt ud i heftigheden, men også dette nummer var fedt repræsenteret ved visuals fra et kriminelt gadebillede og danserne der i hastig fart kastede lommelygte-lys over Kendrick, som var de politi.

Skiftene mellem de store hits og de mere emotionelle, spoken word-agtige nye numre fungerede ikke helt optimalt. Hitparaderne faldt til tider næsten til jorden, og man nåede (i første akt) ikke den der ’high’ fra hitsene, der blev afbrudt for hurtigt og brat. Han kunne med fordel have brugt de ekstremt lange pauser (som trods alt giver mening når man anskuer koncerten som et teaterstykke) som skel mellem hurtige hits og emotionelle, teatralske numre, men der virkede ikke til at være nogen kontinuerlig sammenhæng mellem hvornår pauserne var. For eksempel, var der en uendelig lang pause mellem ”King Kunta” og ”LOYALTY. FEAT. RIHANNA”, hvor han bare stod bomstille.

Nogle gange var pauserne så lange, at der kunne herske tvivl om hvorvidt det var meningen. De var der selvfølgelig for at skabe kontrast og få næste akt til at virke storslået, men de kunne snildt have været kortere og have haft samme effekt.

Det var ikke meget han selv bidrog til hits som ”Swimming Pools” og ”Bitch, Don’t Kill My Vibe”, han lod publikum synge hele omkvæd. På blandt andet. ”DNA.” fik man dog det man kunne forvente af en Kendrick koncert – hurtig, imponerende rap.

”Money Trees” var klart det smukkeste øjeblik i løbet af showet, her var der mest kontakt og intimitet med publikum, lyset var formidabelt, og vi blev beriget med det fulde nummer, hvilket var det eneste rigtige her. For mig skete al guldet på det yderste podie. Hvert et step, ord og rekvisit sad lige i skabet. Kendrick virkede som en skuespiller – opstillet vred, følelsesladet og glad på alle de rigtige tidspunkter. Det resulterede i at hele herligheden føltes meget iscenesat. Men igen, dette kunne forsvares ved at betragte det som et teater. Med den soleklare rap, den eksperimenterende indstilling til hvad en koncert bør være, det vilde sceneshow, og alle de symboler og referencer der var at hente, ville der dog aldrig herske tvivl om, at hvis det var et teater jeg skulle se mere end én gang, skulle det gerne være et med Kendrick Lamar i hovedrollen.