14 okt Hvalfugl indfrier længslen og annoncerer EP
Foto: Ivan Riordan Boll (Pressefoto)
Hvalfugl udgiver singlen “Vekslende Længsel” og løfter sløret for ny kommende EP.
Hvalfugl er en instrumentaltrio fra Aarhus, der laver dybt behagelig og tilbagelænet jazzmusik. Bandet er kendt for deres melodiske og nordisk-inspirerede folkejazz, som siden debutalbummet By fra 2017 har tryllebundet lytteren med simple og rytmefulde melodier. Disse melodier kan man snart høre mere til, for trioen har nemlig annonceret EP’en Bag Vore Øjne, der udkommer til november. Her er der blevet plads til at trommerne får en mere fyldig rolle, med hjælp fra deres gode ven Lasse Jacobsen. Om den kommende EP fortæller Hvalfugl:
– Med de vante drømmende stemninger og de minimalistiske melodier, som er arketypisk for vores musik, vil vi denne gang forsøge at åbne arrangementerne op, give de rytmiske elementer frit løb og for en kort stund forsøge at udfordre de sædvanlige musikalske strukturer som ellers er forbundet med musikken i Hvalfugl.
Samtidig med annonceringen af Bag Vore Øjne, offentliggør de også datoen for en stor koncert, der vil finde sted i Aarhus den 26. november.