20 okt Fem helt særlige sangtekster fra danske artister

Foto: Pauline // Mads Fisker (pressebillede)

Nogle gange sker det, at man støder på det der helt særlige nummer, hvor musik og tekst bare går op i en højere enhed. Man står måbende tilbage over et musikalsk kunstværk, man lige har været vidne til – måske fordi man støder på en fortælling, der rammer noget personligt i ens eget liv eller fordi man bare må bøje hovedet og lade sig imponere over hvor velskrevet og veludført det hele er. Man behøver ikke sigte mod den store verdensscene for at finde sangtekster i topklasse. De findes nemlig i massevis herhjemme i Danmark, og i denne artikelserie taler vi om nogle af de allervildeste sangtekster fra den danske musikscene – og hvorfor netop de, er ekstra særlige.

Guldimund – ”Dem, vi plejede at være”

Jeg læste et sted, at den virtuose sangskriver bag kunstnernavnet Guldimund, Asger Nordtorp havde fundet frem til sin helt egen niche på debutalbummet Dem, Vi plejede at være. Nemlig, at sangteksterne ikke skulle spækkes med udtalte følelser, men derimod nærmest kun skulle bestå af specifikke beskrivelser af hændelser eller øjeblikke. Derimod skulle følelserne kun tales igennem det musikalske lydbillede – igennem syngende toner, bankende rytmer og et til tider symfonisk lydunivers. Vi finder ikke et bedre eksempel på dette end på albummets titelnummer, der tager os ud på en intens musikalsk rejse på fem minutter og 30 sekunder. I fortællingen placeres vi, som observatører i et øjebliksbillede på et skænderi mellem et kærestepar, fortalt ud fra sangskriverens eget perspektiv. Et voldsomt og til tider fysisk skænderi, der dog må forblive i det stille fordi han: »kan ikke råbe højt for drengen sover«.

De fysiske udbrud i skænderiet starter simpelt med at give et figentræ et hidsigt dask, knuse et lille bitte glas mod siderne i køkkenvasken og udvikler sig til at flå yndlings t-shirten i stykker og derefter hamre sig hårdt i eget brystet med stempelkanden, så det vælter ud med kaffegrums og koldt vand. Billederne står klart for lytterens nethinde hele vejen igennem, og man sidder med åben mund fra start til slut over den fortælling, man er vidne til – og man sidder i øvrigt tilbage med indtrykket af, at det slet ikke er første skænderi af denne kaliber, disse to mennesker har haft. Det er almindelig rutine, som at børste tænder om aftenen.

På én og samme vis, lykkes det Guldimund at fortælle en historie om to mennesker, der virker til at hade hinanden, mens de samtidig har en grundlæggende kærlighed, som ikke kan forklares. Bedst beskrevet med den afsluttende linje »Jeg kan tage 1000 slag fra dig for dig endnu«, der opsummerer kernen i tekstfortællingen om, at disse to slet ikke er færdige med hinanden endnu. Det er fremragende og kompleks historiefortælling.

Patina – ”Sådan Må Det Være”

Patinas sange har ofte en helt særlig vanvidsenergi over sig. Lyt til ”Langsomt Sind”, ”Omvendt Forsvar” eller ja, ”Sådan Må Det Være” og hør selv, hvad jeg mener. Det er lyden af tre sangere, der er ved at eksplodere indefra med en energi, der bare må brages ud til os alle i udråbende og upoleret sang – med lyden af et hidsigt buldrende band i ryggen. Ofte med en positiv og opløftende lyd, der giver dig lyst til at springe ud i alle livets udfordringer med selvtillid, men hvor teksterne derimod også kan indeholde tunge emner, personlige livskriser eller selvhad. Og det er ikke mindst sidstnævnte, der er tilfældet på ”Sådan Må Det Være”.

For der er noget befriende over det her eksplosive nummer, hvor forsangerne nærmest ikke laver andet et at råbe, at de har det forfærdeligt. På en måde, hvor man da lige tænker; skal jeg være bekymrede for jer, når I synger linjer som: »Tror sgu, der er gået en hel dag, siden jeg sidst har spist«, »Jeg står på bruttolisten over psykopater, så jeg har sgu brug for hjælp« eller »jeg er for længst fortabt«?

Jeg må samtidig indrømme, at disse tekstbider ikke nødvendigvis ligger helt vildt langt fra noget, jeg selv kunne have tænkt i nogle af de tunge perioder i mit eget liv. Og mon ikke, det også taler lige ind i nogle af de desværre mange unge mennesker, der kæmper med depression, stress, angst eller andre former for mental mistrivsel. Netop derfor bliver det befriende at høre det her nummer, hvor en gruppe drenge helt upoleret og bramfrit udtrykker, at de også »har det helt ad helvede til« og hvor meget selvhad det så fører med sig – den klassiske onde cirkel. Hvor omkvædet, der med linjen »Sådan er det, og sådan må det være«, kunne tolkes som opgivende og håbløst, også kan forstås som en accept af, at livet er utrolig barskt og hårdt. Midt i kampen for at holde sig overvande, så er det måske også vigtigt at finde en eller anden form for accept i det hele.

Pauline – ”Når jeg Dør”

Det er ikke lang tid siden, Pauline udgav debutalbummet Noget For Nogen, hvor hun igennem veludført sangskrivning tog os igennem livets mange forskellige facetter af det glade, det melankolske og det livseuforiske. Noget for Nogen er en pærevælling af sange, der varierer mellem de håndterbart jordnære tekster og de nærmest ubegribeligt storslåede livsanskuelser. Og midt i det hele, støder man på albummets skjulte perle, nemlig balladen ”Når Jeg Dør”.

”Når Jeg Dør” er nemlig en blanding af begge ting. Det er et rørende stykke musik i det musikalske, såvel som i det tekstmæssige, hvor hun samler de store tanker om evighed og fugleperspektiver, og giver det plads til at komme ned på et menneskeligt plan: »Nogen tror på et evigt liv. Jeg ved kun jeg elsker dig«. Vi hører om et menneske, der ikke kan lade være med at tænke over de helt store filosofiske aspekter, men i sidste ende må konkludere, at det eneste man kan være sikker på, er den menneskelige relation. Og det man ser lige foran øjnene.

Samtidig er det en fortælling om dødsangst, og behandlingen af dette. Skrevet af en ung artist, men samtidig et modent nummer, der kunne gøre sig gældende til at tage afsked med, særligt med den stærke omkvædslinje »Jeg er ikke bange for at dø, for at du, når jeg skal, når jeg skal er jeg klar. Du skal ikke græde når jeg dør, når jeg dør for jeg tog det med alt hvad det var«.

Brimheim – ”can’t hate myself into a different shape”

Brimheim er fremragende til at sætte ord på følelser om selvhad, skyld og skam eller det at føle sig helt forkert. Det er på en måde, hvor det rammer lige ind i en særlig nerve hos lytteren, og taler til nogle af de mange mennesker, der går rundt og kæmper med selvdestruktive tanker – og hvor man i øvrigt føler sig opmuntret og trukket med ind i et opløftende fællesskab.

”can’t hate myself into a different shape” er, som titlen antyder, et rigtig godt eksempel på dette. Når man læser teksten alene, så vil man først opdage, at den kunne stå alene som et poetisk mesterværk. Når det tilføjes til musik, bliver det endnu bedre.

Brimheim tager et personligt dyk ned i en tematik om kropsidealer, og den skam der følger med til at sammenligne sig selv med andre ”perfekte” mennesker. I det rørende andet vers, rammes du lige i maven af denne tematik »Remember the birthday dinner for your prettiest friend

I’ve never tried harder to not be myself (…)«, hvor sangerinden må konkludere at »I’ll never be like her«. Det er hjerteskærende på sin helt egen måde, og skal bare opleves.

Joyce – ”Jeg Har Glemt Hvor Gammel Jeg er”

Joyce’ tekster kan få selv dem med de mest usle eksistenser til at føle sig gode nok. Det store rockband laver 00’er inspireret rock, speciallavet til at skråle med på personlige frustrationer – og det er aldrig uden humor. På ”Jeg Har Glemt Hvor Gammel Jeg Er” præsenteres vi for fortællingen om et fuldvoksent menneske, der emmer af succes, men egentlig føler sig som et lille bitte barn, der mest af alt savner mor og drømmer om at tage hjem og kramme hende. Man kan gisne om, hvor vidt sangen er et portræt af de følelser, der hørte med til at få stor og hurtig succes på den måde, Joyce fik det efter udgivelsen af deres første album. Stemningen står klar lige fra første linje: »Jeg har fået nok. For hver dag, der går mister jeg mere og mere mig selv«.

Teksten er velskrevet, og rammer en følelse af ensomhed i fortvivlelsen – følelsen af, at andre mennesker hverken kan se eller forstå, hvorfor man ikke har det godt – hvilket helt særligt udpensles, når der ironisk synges »Jeg har det godt, så lad være med at spørge om hvorfor jeg ikke er glad. Alt er så godt…«.

Den rørende skildring rammer ind i en følelse, som jeg ikke tror er helt uvant for rigtig mange mennesker. At man slet ikke har styr på alle de ting, man burde have styr på som voksen. Og at man i sidste ende går rundt med en frygt for at hele korthuset vælter, samtidig med at man har et stort smil på læben, og signalerer overskud i overflod. »Ja, jeg tror, jeg har glemt Hvor gammel jeg i virkeligheden egentlig er«