21 okt Arctic Monkeys – The Car
Foto: Zachary Michael (PR)
Label: Domino Recording Co Ltd
Udgivelsesdato: fredag den 21. oktober 2022
Arctic Monkeys, der ellers plejer at spille op til dans, er nu blevet efterladt alene på dansegulvet, hvor der gives plads til tvivl i fortællinger om kærlighed og længsel.
4/5 Stjerner
Siden 2013’s AM har Arctic Monkeys befundet sig iblandt toppen af hitlisterne indenfor moderne rockmusik, og med god grund. Sange som “Do I Wanna Know” og “R U Mine?” satte sig fast som klassikere, i det øjeblik folk lagde ører til. Med deres spændende blanding af klassiske bluestræk og dirrende indierock, som afspejlede bandets forkærlighed til rockens diversitet. Men er det denne udgave af Arctic Monkeys, man forventer på deres splinternye syvende studiealbum The Car, kan man godt tro om igen, da bandet endnu engang har genopfundet sig selv. The Car er en mere sjælefuld affære, spækket med inderlig orkestermusik og som trækker 50’er-lydende temaer ind i 2022, hvor de valsede taktarter får et twist af synthbas og indieglimmer.
Fra åbningsnummeret “There’d Better Be A Mirrorball,” som blev udgivet tidligere i år, er man draget ind i det teatralske lydbillede på The Car, hvor billeder af en ensom skikkelse der, i skæret fra en diskokugle, står alene tilbage på dansegulvet. En perfekt åbner til at sætte stemningen for et album, så fyldt med inderlighed, eftertænksomhed og tvivl som dette og hvor man som lytter med det samme identificerer sig med denne skikkelse.
Albummet bevæger sig derefter over i en mere dansabel tone på “I Ain’t Quite Where I Think I Am” som giver glimt af det riffbaserede Arctic Monkeys, som man kender dem. Men denne lyd bliver krydret med et lag af strygere og et storslået kor i baggrunden, for at blødgøre overgangen for den mere stædige side af deres fanbase. Efter disse to modpoler af albummets lydbillede, er der åbnet op for en spændende pærevælling af nuancer på denne orkestrale tone, der er lagt for dagen. Med “Sculptures Of Anything Goes” og “Jet Skis On The Moat,” der næsten lyder som om de er skrevet ud fra det samme tonemateriale og stemning, men med forskellige udvalg af instrumenter. Strygerne får især meget plads på “Body Paint,” som samtidig kunne lyde som et samarbejde med de canadiske Men I Trust, hvor det rolige, men finurlige synthtema svæver over et solidt fundament leveret af en velspillende rytmesektion.
Albummets anden halvdel åbner endnu mere op for universet omkring The Car, hvor der graves ned i konkrete historier og karakterer. Hvor første halvdel af albummet sætter stemningen, er det albummets sidste seks numre, der går i dybden med de historier Alex Turner gerne vil fortælle. “Mr. Schwarts” er en melankolsk fortælling om showbiz og de mange masker, man må påtage sig hvis man skal overleve i den, “The Car” er et nostalgisk langdigt om en bilferie og “Big Ideas” handler om frustrationen ved at glemme alle de gode ideer, man havde glædet sig til at vise frem for bandet.
Der er blevet lagt god tid i The Car og det kan jeg virkelig godt lide! Der er på intet tidspunkt, på albummet, blevet truffet en forhastet beslutning, alting er til gengæld nøje tilrettelagt og på sin plads. Alex Turners sangstemme er tilpasset til hver eneste sang og han får virkelig lov til at vise sig frem på albummet, hvor han ofte skal helt op og ramme en falset, for at passe ind i det skrøbelige lydunivers. Denne falset viser hvor meget følelserne sidder uden på tøjet, og mikset med det langsommelige tempo og de smukke strygersektioner skaber Arctic Monkeys et inddragende rum, hvor man som lytter også har plads til at fordybe sig i egne tanker. Det passer også godt til Arctic Monkeys, der længe har været kendte for de eksplosive og energiladede sange, der katapulterede dem ind i mainstreamen. Dog er der stadig plads til at trække tempoet op på sange som “I Ain’t Quite Where I Think I Am” og “Hello You,” men det er på en måde der stadig passer ind i- og klæder resten af albummet.
Arctic Monkeys er altså stadig i gang med at udforske, hvor deres konstellation kan bevæge sig hen rent musikalsk og denne gang, har de ved hjælp af strygere og et dyk i tempo, søgt indad og skabt et utroligt vellydende album med plads til eftertænksomhed. Skal man ud og danse i aften må man finde noget af deres ældre materiale frem, men Arctic Monkeys er langt fra færdige med at skrive fantastiske sange og mindeværdige lytteoplevelser.
