Aminé – Store VEGA

Foto: PR

Venue: Store VEGA
Dato: Lørdag den 1. oktober 2022

Aminé ramte lørdag aften København med sin turné ‘Best Tour Ever’. Han fik skabt en underholdende, farverig hiphopfest, og satte rammerne for en lørdag med energi i højsædet, for alle der mødte op.

5/5 Stjerner

Lørdagens koncert i store VEGA startede med den seje, independent danske artist Ju Kaia, som support. Hun gjorde sit bedste for at få publikum op i gear, inden et DJ set på 20 minutter, der varmede publikum godt op til aftenens hovedperson. DJ’en spillede den ene klub-og hiphop banger efter den anden, plus en række TikTok-hits i ny og næ, der faldt i god jord hos det primært meget unge publikum.

Aminé trådte op på den varme scene, og lignede et festligt lyskryds – orange shorts, gul jakke og en græsgrøn T-shirt, der som koncerten skred frem, blev mere og mere mørkegrøn af sved.

Den energiske Portland-rapper stod nemlig ikke stille et eneste øjeblik under showet. Han hoppede rundt baglæns og forlæns som en sprællemand, og fik bevist sig som en strålende danser, hvis humør smittede af på alle i salen. Hittet “Charmander” fik alle op af tribune-stolene. I dette nummer rapper Aminé;

// ’My energy is priceless // og det var ikke blot en floskel fra teksten – det var den virkelig fra start til slut.

Selvom koncerten rummede forskellige moods, var der hele tiden høj energi, selv når han satte sig på en stol under et nummer, opretholdt han denne glødende energi. Under “YiPiYaY” havde han så meget fart på at han tabte mikrofonen på gulvet. Han fik hurtigt samlet den op og sprang ubesværet videre på scenen.

Under nogle af numrene poppede sangteksterne op på skærmen, ét ord ad gangen i takt med hans rap. Ikke at det var nødvendigt, for publikum sang med uanset, især på “Heebiejeebies” og debutsinglen “Caroline”, der blev sunget 50 procent af publikum.

Udover karaoke-effekten der prægede et par af numrene, var der generelt fede, farverige visuals. Løbende skikkelser foran lysende farver, trippy mønstre og sjove udsagn, i noget der mest af alt lignede gamle Word-skrifttyper og farvepaletter.

Men ens øjne fløj hurtigt fra skærmene og mod Aminé, der virkelig danser fedt, sjovt og på en måde der afslører at musikken stråler ud af ham. Selv når han tørrede sveden af sig gjorde han det i takt.

Aminé var i det hele taget suverænt underholdende, og havde publikum med sig hele showet igennem. På trods af at han kun tog sine firkantede solbriller af et par gange og afslørede sine store, kendetegnende øjne, var der hele tiden klar kontakt mellem ham og publikum.

Mellem stort set hvert nummer råbte DJ’en eller Aminé selv: “You’re beautiful”, hvortil publikum var blevet instrueret i at svare ’I KNOW!’. Dette skete måske 15-20 gange under koncerten, men publikum virkede ikke til at blive trætte af det.

På trods af en enkelt moshpit og et hiphop-show med kæmpe fart på, var der samtidig en hyggelig og tryg stemning. Ikke at forveksle med at den var kedelig, for det blev det på intet tidspunkt.

Aminé har et par ’tour pants’ – et par jeans han har haft med på hele “Best Tour Ever” turnéen, hvorpå han har en patch fra hver by han har optrådt i, og får hevet et publikum op på scenen for at signere det respektive patch. Dette var en sød lille gimmick, der også viste at han virkelig selv synes at det er ’the Best Tour Ever’.

Et hjørne af Store VEGA var præget af Etiopiske flag som nogle publikummer havde taget med, og der var flere i T-shirts i disse farver – en tribute til Aminé, da hans forældre er etiopiske immigranter. Der var også folk i Spice Girls merch, og nummeret “Spice Girl” blev da også fadet over i – ja – Spice Girls, da “Wannabe” pludselig ramte Store VEGA og gav 90’er barnet Aminé en pause fra rappen, men endnu en grund til at løbe rundt og feste på scenen.

DJ’en opdaterede undervejs publikum i hvor mange procent de skulle give, og gik fra 100 til 1.000 da “REEL IT IN” bragede ud i salen og Aminé fortsat gav den alt hvad han havde af taktfulde, cool moves. En perfekt afslutning inden “Charmander” igen kom på som ekstranummer.

Lørdagen bød altså på en farverig fest, på en ellers regnfuld dag i København. God publikumskontakt, fede visuals og endnu federe danseevner fik slukket for regnen, og i stedet varmet godt op for humøret i hele Store VEGA.

Tags:
,
Therese Mayland Bagger
Theresemayland@bandsoftomorrow.com