28 okt Amea indgår en pagt med djævlen
Foto: Sebastian Vistisin Toft (Pressebillede)
Amea indleder halloweensæsonen med singlen ”Deals With The Devil (feat. Al Jacobi)”.
Danske Amea viser sin dystre side frem på singlen ”Deals With The Devil”. Uhyggen har indtaget lydbilledet, med gyserelementer og morsomme gimmicks, der er integreret i produktionen. Dette indebærer blandt andet lyse strygere og skræmmende grin, mens vi genremæssigt befinder os et sted mellem pop og hiphop. Ameas stemme oser af selvtillid, samtidig med at den skaber en tryghed på en ellers hårdtslående sang. Rapperen Al Jacobi får også et vers på sangen, der underbygget af en tung 808 giver et intenst og stærkt udtryk. Amea fortæller om sangen:
– Det har altid undret mig, hvorfor vi mennesker gør ting mod os selv, som vi udmærket godt ved er dårlige for os — specielt når det kommer til at være sammen med nogen, ikke fordi de er gode for én, men fordi man simpelthen ikke kan lade være. Sidste halloween var vi så i studiet, hvor jeg gerne ville have de her tanker ned i en sang, og jeg tænkte; hvorfor ikke lave et skamløst halloween-bop, der handler om at indrømme og omfavne de her mørke lyster. De fleste af os kender jo godt forskel på rigtigt og forkert, men nogle gange har man bare ikke lyst til at gøre det rigtige, vel.
Lyt til “Deals With The Devil (feat. Al Jacobi)” her: Spotify