20 svenske artister du skal kende 

Foto: CHIVVY // Elvira Glante (Pressebillede)

Vores nordiske naboer er fyldt med dygtige artister, der skaber vanvittig god musik. Vi har her samlet 20 af Sveriges allerbedste artister, som vi synes du skal kende.

Lorentz

En af de mest anerkendte svenske R&B og rap-artister er Lorentz. I 2014 bragede han frem med sit solo-debutalbum Kärlekslåtar, der fik tildelt den svenske Grammis for Best HipHop/Soul of The Year. Sidenhen har Lorentz udgivet en række album med varierende succes. Han laver eksperimenterende svensk autotunet R&B og rap, og har selv hænderne på produktionsknapperne. For tiden er han aktuelt med en digtsamling. En god introduktion til ham er “Där dit vinden kommer”.

Tomode

Tomode er en duo, der består af producerne og sangskriverne Viktor Westerberg og Carl Leandersson. De to har fundet deres musikalske forbilleder i landsmændene ABBA og det amerikanske R&B band Chic. Tomode laver moderne disko, der fortjener et spin til din fest. Du kan starte med at lytte til “Conversation starter” her.

Cleo

Cleo er en kvindelig rapper og sanger, der startede karrieren i de tidlige 00’er. Sidenhen har hun været med til at starte Femtastic, der er et svensk kultur- og musiknetværk for kvinder. I år udgav Cleo albummet Missaoui, hvis titel også er hendes efternavn. En anbefaling fra dette stærke rap-album er nummeret “Landet i Fjårran” sammen med den svenske R&B artist Fricky. Nummeret handler om Cleos forhold til sine rødder og far. Du kan lytte til det her.

Fricky

Fricky er en svensk rapper og sanger, der fik sit store gennembrud i 2017 med hittet “Aqua Aura”. Efterfølgende er han blevet et etableret navn på den svenske musikscene. Hans seneste album Fricktion er solid svensk R&B, og hvis du ikke forstår et hak svensk, så betyder det ikke så meget. Frickys melodier bryder sprogbarrieren.

Et nummer, der beviser dette er “hon få mig”, der er et festligt rap-nummer, som du kan høre her.

A36

Du kender måske A36s nummer “Samma gamla vanliga”. Nummeret har 62 millioner afspilninger på Spotify, og Branco er da også kommet på besøg.

A36 er en rapper, der er inspireret af fransk hip-hop og housemusik. Sidste år udgav han albummet AREA 36, der blandt andet er inspireret af aliens. Hans nyeste udspil “Tappat” er indspillet i samarbejde med Spotify, som et remix af Viktor Leksells sang. “Tappat” handler om brødskab og at miste det. Du kan lytte til nummeret her.

Victor Leksell

Victor Leksell startede karrieren i det svenske talentprogram idol 2017. Han vandt dog ikke, men i 2020 udgav han nummeret “Svag”, der blev en landeplage i Sverige, Norge og Danmark. I sommers udgav popsangeren “Din Låt”, der har den afdøde svenske rapper Einár som feature. “Din Låt” er en ulykkelig kærlighedssang, som du kan høre lige her.

Girl Scout

Vi har tidligere dækket det norske indie-band som Ugens Upcoming, og vi hiver dem frem igen. Deres lyd er fed, og dette er også vovet skrevet, da bandet kun har udgivet et nummer. Girl Scout er et band fra Stockholm. De er inspireret af The Beatles og Phoebe Bridgers. De laver ørehængende indiepop, og du kan høre deres nummer “Do You Remember Sally Moore” her.

Silvana Imam

Silvana Imam er en af mest ikoniske rappere på den svenske musikscene, hvis hun ikke er den mest ikoniske. Hun debuterede i 2013 med albummet Rekviem og her knap ti år senere, er hun stadig relevant. Hendes seneste udgivelse “Hela Vägen Upp” er en banger lige til gulvet eller en kørsel gennem storbyen med taget nede. Nummeret er udtaget til Fifa 23, og du kan drible rundt til det her.

Newkid

Newkid er en svensk pop og R&B sanger, der udgav sit debutalbum i 2011, men så holdt han en pause. Vendte tilbage i 2017 og i 2018 fik han sit gennembrudshit med “Lakan”. Det folkelige gennembrug kom, da han deltog i programmet Så mycket bättre, der svarer til vores Toppen af Poppen. I år har Newkid udgivet albummet Vi, hvor nummeret “Vänner” er en rigtig føler, om ja, gamle og nye venskaber. Det er ømt, lidt folkeligt og helt okay. Du kan lytte her.

Nanie Tauno

Nanie Tauno er et forholdsvis nyskrevet blad. Hun laver eksperimenterende svensk-pop, hvor især hendes evner som sangskriver skinner igennem. Det er nært og bart. Følelserne svømmer igennem musikken. Nanie Tauno udgav sit første nummer i 2019, og i år blev hun valgt som top 100 af det svenske Denniz Pop Awards. Hendes seneste udgivelse “Verklingen över” er et smukt nummer om tiden efter et brud. Du kan lytte til det her.

CHIVVY

CHIVVY er en svensk indie-duo, der flirter lidt med pop. De skaber drømmende lydbilleder med guitarer, synthesizere og atmosfæriske vokaler. De er blevet sammenlignet med Warpaint, Beach House og Massive Attack, da CHIVVY kan skabe en hel atmosfære på et nummer. For eksempel “Deeper Blue”, der føles som at blive overfaldet af havet. Du kan lytte lige her.

Raghd

Raghd er en svensk rapper, der primært begår sig på engelsk.. Leveringen er skarp, mens flowet er melodisk og halvt syngende. Det er måske lidt tarveligt at reducere Raghd til en rapper, da hendes lyd også læner sig op ad R&B. Derudover er hun også producer, og genrer bryder hun sig ikke om. Lad os sige, at Ragdh er en 21 årig artist, der finder sin egen plads.. Du kan blive overbevidst med nummeret “Kitchen” her.

Lucky Lo

Hvis du har fulgt med i magasinet det sidste stykke tid, så er du nok stødt på Lucky Lo, hvis ikke, så læs videre. Lucky Lo laver grænsesøgende indiepop. Hun flyttede fra Sverige til Danmark i 2o14, hvor hun optrådte i Københavns gader som gademusikant. I år udgav hun sin debutplade Supercarry, der fik flotte anmeldelser og rosende ord for sin eksperimenterende tilgang. Du kan lytte til det fængende titelnummer “Supercarry” her.

First Aid Kit

Sveriges mest kendte søskendepar. Okay, jeg ved ikke så meget om søskendepar i Sverige, men First Aid Kit består af søstrene Johanna og Klara Söderberg, og de laver svensk folk på engelsk. De har opnået stor succes udenfor Sverige. De startede i 2007, hvor de skubbede deres demo-musik rundt på det sociale medie Myspace. I næste måned udgiver de deres femte plade Palomino, hvor nummeret “Turning Onto You” er et lyt værd.

Molly Sandén

Den svenske popsangerinde Molly Sandén startede sin musikkarriere i 2006 som vinder af Junior Eurovision Song Contest. Sidenhen har hun deltaget i det svenske melodi grand prix tre gange, men det er ikke her, at hun lavet sine hits og markeret sig. Molly har en succesfuld karriere med over en million månedlige afspilninger på Spotify. Sidste år udgav hun albummet DOM SKA VETA, hvor nummeret “vi ska aldrig gå hem” er et rendyrket pophit.

Bolaget

Bolaget kan oversættes til dansk som “virksomheden”, men Bolaget er et svensk band, der består af fire kammerater. Gutterne fik ideén til bandet under en fest, hvor de efterfølgende startede med at lave ét nummer. Da det var færdigt manglede gruppen et bandnavn. De så den svenske statsejede spirituskæde Systembolagets logo, og ja resten var lige til. Det går strygende for Bolaget, hvor især deres nummer “Kan Inte Gå” er et lyt værd.

Seedy

Seedy er en rapper med et skarpt flow, der nærmest flyder over beatet. Han har været aktiv i det svenske rap-game siden 2017, men han er bestemt ikke kørt træt i det. I år har han udgivet nummeret “Bianca”, der har et bouncy trap-beat lige til klubben. Seedy leverer med en selvsikker mørk stemme, mens der rappes om venner og coco. Du kan lytte til nummeret her.

Sir Was

Sir Was er både producer og vokalist på sine numre. Hans beats er lette, funky og tager tankerne hen på Tame Impala, bare lidt mere tilbagelænet. Bag Sir Was er Joel Wästberg. Han startede som jazz saxofonist. Saxen blev efterfølgende skiftet ud med trommer, hiphop-beats og loft-æstetik. Lyden er selvsikker, afslappende og lidt groovy. Hvis du ikke tror mig, så kan du lytte til nummeret “I Don’t Think We Should Wait” her.

JÁNA

JÀNA laver groovy lofi-R&B sange. Hun startede med at spille guitar og skrive sange, da hun var ni år gammel. Sidenhen tog hun musikstudier i nord Sverige og London. Nu kan hun skrive producer og sangskriver på CV’et. Sidste år udgav JÀNA Ep’en WORKS, hvor nummeret “Joyride” er en lækker nedtonet R&B skæring. Du kan lytte til nummeret her.

1.Cuz

1.Cuz har sin base I Stockholm men er født i Somalia. Rapperen optræder altid maskeret, iført en hvid og sort balaclava, der er trukket ned over hovedet. Rapperen holder sin sande identitet hemmelige for offentligheden, hvilket er en stigende mode blandt rappere. 1.Cuzs musik er påvirket af en fængselafsoning på to år, men dette har ikke stoppet hans succes. Han har på givne tidspunkt over 1. million afspilninger på Spotify, hvor især nummeret “FÖRSENT skiller sig ud. Du kan lytte til det her.

Asbjorn Skov
asbjornskov@bandsoftomorrow.com