10 navne fra Jylland, du skal kende til

Foto: Modest // Andreas Bang Kirkegaard (Pressebillede)

Mangler du inspiration til ny musik og nye artister? Eller vil du bare gerne danne dig et overblik over, hvad der foregår i øjeblikket på den danske musikscene? I denne artikelserie, tager vi dig i hånden, og guider dig igennem de danske navne, som vi synes er særligt interessante i øjeblikket indenfor forskellige genrer, geografiske områder eller andre kategorier – og her tager vi fat på 10 jyske artister, som vi mener er særligt interessante, og som vi slet ikke kan stå for.

Er det her så en liste over de absolut bedste 10 jyske artister, I kunne finde? Og indkapsler disse artister essensen af, hvad der foregår på den jyske vækstlagsscene? Well… næppe hele essensen, og hvor vidt det er de mest interessante i hele jylland, må være op til læseren selv. For selvom den jyske vækstlagsscene jo ofte centrerer sig om den jyske hovedstad Aarhus, så skal vi ikke glemme hvor stort et område hele jylland repræsenterer, og hvor meget god musik, der hver uge pumpes ud af den her del af Danmark.

Listen her er dog et forsøg på at samle en bred palet af kunstnere, så der både er lidt til de indierockede lyttere, dem der brænder for hiphoppen eller dem der elsker en ægte pop-banger. De fleste artister har fortsat beholdt den jyske base, mens andre har revet pløkkene op og er draget mod Sjælland og København. Nyd denne musikalske rejse, der tager dig igennem 10 særligt udvalgte nye artister fra jylland. Vi starter som altid med de mest kendte og bevæger os langsomt længere og længere ned i det uopdagede.

Zar Paulo

Okay, man kan vel næppe kalde Zar Paulo for vækstlag længere. Det aarhusianske fem-mandsband, der for alvor skød afsted i begyndelsen af 2022 med ”Klap For Fædrelandet” har nemlig nu mejslet deres navn fast som uundgåeligt på den danske musikscene, og som et navn vi i fremtiden uden tvivl kommer til at hænge på i lang tid. Som det seneste nye kunne man se gruppen fyre op for deres nye version af ”Stop Believing” på nationalt tv til årets P3 guld, og i slutningen af oktober tager gruppen ud på deres første turné i hele landet, som i starten af november får sin store finale i den aarhusianske hjemby. Zar Paulo er den jyske hovedstads store stolthed i øjeblikket, og er man, kort fortalt, ikke hoppet med på vognen endnu, så er det ved at være på tide.

Rigmor

Det var også i den jyske hovedstad, at det stærkt poetiske Rigmor fik sin begyndelse tilbage i 2018. Rigmor er den gruppe, der tager alle med bukserne nede, når de står på plakaten på den festival, man befinder sig på. Anmeldere landet over har nemlig stået måbende tilbage, når kvartetten har stået på scenen – om det så har været i VEGA, på SPOT festival eller endda Roskilde Festival, hvor de i år kunne findes på Rising-scenen. Vi er mange, der er blæst bagover af det her band, der har sin essens i at fortolke Michael Strunge digte, og igennem musikken gøre dem langt mere relevante i dag, end vi troede de var.

iomfro

Har du stiftet bekendtskab med ”danse”, ”ægte kvinde” eller ”en mand”, så har du stiftet bekendtskab med iomfro, hendes særlige vokal og unikke tekstunivers, der på én og samme tid er dybt poetisk, men også jordnært og relevant. Selv beskriver hun sin musik, som ”poetisk pop fra en ung krop”, og mere præcist kan det nok ikke udlægges. Der er nemlig en ungdommelighed i hendes musik, der samtidig er moden og eftertænksom. iomfro får dig nemlig til at tænke, ligeså meget som hun også får dig til at føle. Sidste udgivelse fik vi i foråret, men der er varslet ny musik, og i oktober kan du opleve hende live, når hun spiller sine to headliner koncerter i henholdsvis København og Aarhus.  

DAYYANI

Selvom DAYYANI har kunne fryde sig over radiorotation, ikke mindst med hittet ”Goddess” fra 2020, samt en plads på årets Roskilde Festivals Countdown-scene, så har den unge aarhusianske sangerinde stadig sit helt store gennembrud til gode. Til gengæld tør vi godt sige, at det ligger lige om hjørnet. DAYYANI laver nemlig popbaskere i topklasse, og har en attitude der emmer af stjernestøv. Der er en helt særlig selvtillid over den unge Isabella Dayyanis levering af sine fremragende pop-sange, som kan få enhver popelsker op af stolen.

Sofie1998

Sofie1998 fra Herning sigter efter stjernerne. Med kun én officiel udgivelse ude, lader hun på samme måde det store gennembrud vente på sig. Man kan dog kun gisne om, hvornår det sker. Hun er nemlig et navn, der har været svært at overse, hvis man har holdt øje med den danske vækstlagsscene det sidste halve år. Sangerinden stod nemlig på scenen i DR-koncerthuset som én ud af de fem finalister i 2022’s karrierekanonen, hvor hendes tid på scenen stod frem som en af aftenens helt særlige optrædener. Sangerinden skriver dansksprogede tekster indhyllet i elektronisk pop, R&B og essenser af hiphop i en særlig blanding af det indadvendte nærvær og ekspressiv udadvendthed . Mest af alt, er hun unik. Lyt til ”For X” og opdag det selv.

Modest

Vi tager et skridt væk fra poppens verden, og bevæger os ind i den aarhusianske post-punk. Modest startede tilbage i 2017, og selvom gruppen stadig befinder sig i vækstlaget, så har de af flere omgange formået at få omtale i diverse landsdækkende danske medier, og har imponeret anmeldere landet over. Selv var vi stærkt begejstrede for kvartettens debut-album Friend, der var en særlig melankolsk rejse, man ikke kunne andet end at blive dybt berørt af og i øvrigt suget langt med ind i. Med Modest får man en palet af mange facetter. Den mørke og rå yderside, og den dybtfølte samt rørende inderlighed.

La$affair

Bag navnet La$affair finder man 23-årige Lasse fra Vejle. Et navn, som vi tilbage i august highlightede som vores ugens upcoming, og det gjorde vi i særdeleshed i forbindelse med udgivelsen af debut-EP’en God Fyr, der fik sin udgivelse i slutningen af juli. En EP, der med sin tvetydige og paradoksale tematik fik lytteren til at sidde tilbage med spørgsmålet om, hvor vidt den unge rapper egentlig var en god fyr. Med fede flows og velskrevne rim er rapperen hastigt ved at sætte sit navn på landkortet, ikke kun som interessant artist, men også som en utrolig dygtig lyriker. På sommerens festivaler kunne man finde rapperen på plakaten til både Distortion og Smukfest. Lær ham meget bedre at kende lige her.

NEBULAH

NEBULAH har sin base i Sydvestjylland. Det er nærmere bestemt i Esbjerg, du kan støde på de fire kvinder, der er stærkt i færd med at hamre sit navn fast iblandt de spirende artister, man skal holde særligt øje med. Med NEBULAH får du magiske lydbilleder, hvor tre vokalister og en guitar flyder sammen, og tager dig med ud på deres rejse ud i stjernehimlen, som kunstnernavnet så passende antyder. Gruppen beskriver selv musikken, som en konstant bevægelse mellem, hvad der er virkeligt og hvad der er forestilling. På debut-albummet Trace, der landede i maj, kan du opleve hele bagkataloget, så skynd dig at give dig i kast med det.

Lærkelil

Lærke Bertelsen har sin base i Aarhus, hvor hun bruger tiden ihærdigt på at skrive og udgive musik under navnet Lærkelil. Indtil videre har hun tre singleudgivelser ude, så kan man let give sig i kast med bagkataloget og danne sig et overblik over, hvad den jyske sangerindes musikalske univers består af. Det er dansksproget, og det er energisk pop med hjerte og nerve, og der lægges ikke fingrer imellem noget. På et nummer med Lærkelil fyldes du op af enorme mængder af positivitet og forelskes følelser, og den høje energi løfter dig bombastisk op af stolen og ud på dansegulvet. Senest aktuel med singlen ”Stroboskob”, der stærkt anbefales herfra – men lyt da også lige til de forrige ”Tag mig med” og ”Amorinerne Brænder”.

Maaneland

Til sidst drager vi en tur til Nordjylland og kigger nærmere på aalborgensiske Maaneland, der med numre som ”Maaneland”, ”En Underdog, En Bagdanserinde” og ”Ildebrand” har formået at lave sin egen fanbase både indenfor og udenfor Nordjyllands grænser. Maaneland laver dansksprogede soft-rock sange med enormt meget på hjerte. Med en fornem blanding af distortion-guitarens slagkraft og de drømmende klavertoner som underlag, dannes den lyd, der indkapsler bandets mission om at skrive nærværende sange om alt det, der rører sig under skjorten. Maaneland er fortællende musik, der trækker lytteren langt med ind i deres personlige univers. I juni udkom debut-EP’en Metervarer, og lige her kan du få en lille forsmag på gruppen med EP’ens selvbetitlede første nummer ”Maaneland”:

Jakob Backer Schmidt
jakobschmidt@bandsoftomorrow.com