08 sep Til fans af Gorillaz: Tre bud på dit nye musikalske crush

Foto: PR

I nutidens musikalske jungle kan vi som vanemennesker godt være tilbøjelige til at holde os til de acts, vi allerede kender og har været fan af længe. Men frygt ej! Vi har gjort din opdagelsesrejse lidt mere overskuelig og samlet tre bud på dit nye musikalske crush – skræddersyet til dig, der elsker lyden af Gorillaz.

Det virtuelle band Gorillaz har for ikke ret lang tid siden givet et brag af en koncert på årets Smukfest, hvor Damon Albarn og company fulgte stilen fra det efterhånden store bagkatalog, og var svære at gennemskue. Det der er med Gorillaz, er nemlig at det er et af de underligste gennembrud på mainstreamscenen i nyere tid, da de på alle parametre er umulige at sætte i én bestemt kasse og gang på gang genopfinder sig selv. Er det rock, hip-hop, elektronisk, akustisk eller et sted midt imellem? Svaret må nok være ja til det hele, for med nu otte albums i ryggen, og et mere på vej, har ikke ét album bevæget sig i samme retning som det forrige, og alligevel er der noget meget genkendeligt ved musikken, og det er netop det der er genistregen bagved Albarn’s hjertebarn.

Udover lydbilledet, adskiller Gorillaz sig fra mængden igennem deres titel som virtuelt band, hvor det i grunden kun er Damon Albarn og tegneseriekunstneren Jamie Hewlett der er faste medlemmer af bandet i virkeligheden. Igennem musikvideoer, tegneserier og korte tegnefilm bliver vi til gengæld præsenteret for de fiktive bandmedlemmer 2-D, Russell Hobbs, Noodle og Murdoc Niccals, som igennem diverse visuelle medier siden bandets stiftelse har været igennem en lang rejse, som man virkelig burde sætte sig ind i, hvis man ikke allerede har det. Det er nemlig denne historie der især adskiller Gorillaz fra rigtig mange andre bands, og tydeligt illustrerer den kærlighed og detaljerigdom der bliver lagt i hele projektet.

På grund af bandets alsidighed, og deres evne til at undgå enhver form for specifik klassifikation er det naturligvis umuligt at finde andet musik der en-til-én minder om Gorillaz, men vi har forsøgt at finde artister der lægger sig op ad forskellige aspekter af, hvad der gør Gorillaz specielle, og hvem ved? Måske det er lige her du kan finde din nye yndlingsartist, hvis du ligesom os er kæmpefan af Gorillaz.

The Good, the Bad & the Queen

Det første valg på listen er lidt en snyder, for selvfølgelig minder det om Gorillaz, når de to bands deler forsanger. Det er ingen hemmelighed at Damon Albarn er glad for at springe ud i nye projekter, og det er også tilfældet med The Good, the Bad & The Queen, hvilket han startede som et soloprojekt tilbage i 2006. Med tiden udviklede det sig dog til en såkaldt supergruppe, da Albarn endte med at samarbejde med Paul Simonon fra The Clash, Simon Tong fra The Verve og, den nu afdøde, Tony Allen, trommeslageren fra Fela Kuti. En af sangene fra gruppens selvbetitlede debutalbum, “Herculean,” er spækket med finurlige synthmønstre og Damon Albarns næsten ikoniske, megafonlydende vokal og hvis man lytter rigtig godt efter på “Herculean,” kan man næsten høre, hvad der lyder som en prototype til mange af sangene på Plastic Beach-albummet.

MF DOOM

Da Gorillaz i sin tid udgav det første album, var en af de meget iørefaldende og åbenlyse indflydelser, den hiphop der allerede dengang så massiv popularitet. Albarn gjorde dog også genren lidt til sin egen ved at hive rappere med i studiet, og få dem til at rappe over beats der blev flettet sammen med den punkmusik, som han i forvejen rodede med i Blur. I samme tidsperiode begyndte en rapper under aliasset MF DOOM, også at røre på sig med noget af den mest nyskabende hiphop verden havde set dengang, og især samarbejdet med produceren Madlib opnåede stor succes og anerkendelse. Den sang vi har hevet frem her, er dog fra MF DOOMs plade fra 2004, MM..FOOD, hvor mad danner rammen for indholdet på pladen, og giver anledning til popkulturelle referencer eller at gribe religiøse diæter og normer an. “One Beer” er derfor en del af den mere kreative bølge af rapmusik, i en tid hvor genren var på sit allermest højlydte, og på den måde adskilte sig fra mængden.

P.S. Som en lille ekstra godbid, kan man gå ind og lytte til “November Has Come” hvor MF DOOM optræder som gæst på Gorillaz’ (måske) mest ikoniske album Demon Days. Find den her:
På Spotify
På Apple Music

GRETA

Hvis vi ser på hvor Gorillaz befinder sig i dag, rent lydmæssigt, har bandet fået en gradvist mere elektronisk identitet, end den hårdtslående blanding af hiphop og punk der som udgangspunkt definerede lyden. Især hvis man kigger på Song Machine, Season One: Strange Timez eller Humanz er der mange sange der tager fat i klubvenlige indflydelser, og de to singler der indtil videre er udkommet forud for deres kommende album Cracker Island (udgives 24. februar) ser også en fusion mellem forvrængede basgange og dansable rytmer. En kunstner der på samme måde går denne balancegang mellem tunge Berliner-beats og sprudlende indiepop er den dansk/tyske GRETA som vi her på redaktionen har en klar forkærlighed til. Med sit seneste album Forever We’ll Be Dancing søgte hun tilbage til sine tyske rødder og indgydede sine sprudlende synthesizere med et højere tempo, hvilket gør lyden anderledes men stadig genkendelig. Især sangen “Bliss II” har noget meget Gorillaz-agtigt over sig i introen, men bygges op til et højenergisk nummer hvor de atmosfæriske synth-mønstre og GRETAs lette vokal svæver fint henover de bastante maskinproducerede trommer.