08 sep Ti sange der har formet Knægt
Foto: Alexander Hjorth Jespersen
Har du nogensinde undret dig over hvilke sange, der bliver spillet hjemme hos din yndlingsmusiker eller er du bare nysgerrig på hvilket nummer, der hiver dem ud på dansegulvet? Du skal ikke undre dig meget længere, vi har nemlig fået lov til at lære nogle af vores yndlingsmusikere lidt bedre at kende ved hjælp af 10 sange, der har formet dem som mennesker og musikere. I forbindelse med udgivelsen af den nye single “Radio Silence”, har vi den her gang fået lov til, at komme lidt ind under huden på Knægt og lære ham bedre at kende gennem ti sange.
Knægt, med det borgerlige navn Malte Nordtorp, er endelig klar med ny musik, efter debutEp’en Tragisk Komedie fra 2021. Den nye single”Radio Silence” er første udspil fra det kommende album Månen danser pænest, en musikalsk fortælling om sorg, savn og rastløshed, dog med små glimt af afklarethed og spirende håb om at kunne mærke livets opture igen. I denne artikelserie. kan du lære Malte Nordtorp, og Knægt, meget bedre at kende.
1. Det første nummer jeg kan huske blive spillet i mit barndomshjem
–Det må være noget fra Halfdan Rasmussens ABC. Jeg kan huske at jeg syntes, at “Dorte Fik En Dukke” var pisseuhyggeligt, men at jeg alligevel havde lyst til at høre det igen og igen på ghettoblasteren. Senere hen var det “Hits for Kids”-cd’erne, der blev tyndslidt. Særligt numrene “Space Invaders” og “Cotton Eye Joe” stikker frem i hukommelsen.
2. Det første nummer der fik mig til at tænke “wow, jeg vil også lave musik”
–Måske “Mardy Bum” eller “Fake Tales Of San Francisco” med Arctic Monkeys. Selvom jeg havde spillet klassisk violin og sunget i kor siden jeg var 6 år, skete der alligevel noget stort i mig, da jeg som helt ung teenager, sad og tjekkede riffs og akkorder ud hjemme på drengeværelset. Da vi opførte dem til skoleafslutningen i 8. klasse, kan jeg huske, at jeg følte mig mere selvsikker end nogensinde før. Jeg lagde dog ikke så meget mærke til om publikum nød det lige så meget.
3. Sangen jeg ville ønske jeg selv havde skrevet
–“Last Christmas” af Wham. Jeg tror der er så eksorbitante royalties på dét nummer, at jeg bare ville sidde ude i en luksushytte i en skov, læse nogle bøger og skrive indadvendte kærlighedssange fra morgen til aften (måske endda betale et publikum for at høre mig spille dem) og holde fester for venner og familie hver anden uge, resten af livet. Ellers skulle det være outroen på Timber Timbre-sangen “Hot Dreams”. Det dér tostemmige, patosladede saxofon-stykke frembringer nogle store følelser i mig.
4. Nummeret der minder mig om mit første heartbreak
–Det kunne være “Funny Valentine” med Chet Baker. Jeg havde lige fået øjnene op for jazz dengang i 1.g. og nærmest alle romantiske situationer havde en afdæmpet trompet i baggrunden.
5. Nummeret der altid får mig på dansegulvet
–“Move on up” med Curtis Mayfield. Gerne extended version. Det er måske det mest catchy-blæser-riff, der nogensinde er skrevet (hvis vi ikke regner synth-blæser-hooket i “You Can Call Me Al” med) og dén der super optimistiske “American Dream”-vibe i teksten, gør mig usårlig på dansegulvet.
6. Nummeret der får mig til at græde
–Det første der lige slår mig er godnat-bangeren “Solen er så rød, mor”. Mine forældre sang den for mig som barn, og teksten og melodien indkapsler al den melankoli, som jeg har taget med mig ind i voksenlivet. Et lidt senere eksempel kunne være “Hinanden” med den fjerde væg. Det lyttede jeg virkelig meget til, da min eks og jeg gik fra hinanden, og mens jeg vandrede hvileløst rundt på Vesterbro og ledte efter mig selv.
7. Nummeret jeg altid vender tilbage til
–Nummeret “Masterpiece” fra Big Thief-albummet af samme navn er sådan et slags nummer, jeg aldrig bliver træt af. Det er fire akkorder og høj energi derudaf. I det hele taget er det et band, der både spiller og skriver overdrevent godt, så det er ikke sjældent at de får en tur i høretelefonerne. Der er altid noget nyt at komme efter, hver gang jeg lytter, og Adrienne Lenkers poetiske tekster og leveringer er enormt intime og indbydende uden at være åbenlyse. De udfolder sig mere og mere for mig, hver gang jeg hører dem. Det er vildt, når musik kan gøre dét.
8. Nummeret der skiller sig markant ud og har en speciel plads for/i mit liv
–“Rome (Always in the Dark)” – eller et hvilket som helst andet nummer fra pladen Double Negative – af Low er noget af det mest skelsættende, jeg har hørt meget længe. Pladen er mesterværk og hele produktionen er fuldstændig magisk. Jeg kendte ikke så meget til deres musik inden, men lyden af Double Negative fik mig virkelig til at indse, at du altid kan tage din musik nye steder hen uanset hvor langt ned ad en sti, du er gået. Det gælder også livet.
9. Mit guiltypleasure nummer
–Lige nu er det “Mums” af Tessa. Det er simpelthen så off i forhold til min øvrige æstetiske smag, men der er bare noget super catchy og alt for sjovt i måden hun udtaler ordet mmmmmums på. Jeg overhørte to 12-13-årige piger i metroen recitere den, og jeg måtte – helt impulsivt – finde ud af hvad fanden det var de sang. Nu har den siddet fast i hjernebarken i snart en måned. Jeg glæder mig lidt til, at det går over, men jeg havde engang Neil Young-nummeret Heart of Gold på hjernen i 3 år, så jeg gruer lidt for fremtidsudsigterne.
10. Nummeret der skal spilles til min begravelse
–“Rhinestone Cowboy” af Glen Campbell. Og hvis nogen lige smider en cowboy-hat på kisten og et lavmælt “yeehaaa”, så er livscirklen i sandhed afsluttet.
