30 sep The Lost Weekend – Radiance

Foto: Maria Amtoft Mikkelsen (Pressebillede)
Label: Møs Møs

Udgivelsesdato: Fredag den 30. september 2022

Er meningen blevet væk i vores hyperkomplekse samfund? Ligger der noget skjult bag det evige endorfin-optag, som vi fixer på sociale medier, og efterlever i lange weekender, hvor dankortet kan åbne døren til evigheden – der hvor euforien føles som frihed. På deres debutalbum “Radiance” jager The Lost Weekend friheden, mens de opløser alle faste former.

4.5/5 stjerner

Det københavnske band The Lost Weekend debuterede I 2021 med udgivelsen af “Real”, der søgte efter noget ægte i en verden af distraktioner. 

På deres debutalbum forlænges tematikken. Radiance skal ifølge bandets forsanger Jeffrey Hessellund beskrive den – erkendelse af, at alting har en inderside og dermed en udstråling. Grundtanken er dermed kortlagt, mens lyden finder inspiration i 90’ernes grunge- og shoegaze-bands. 

På Radiance får støjen mere volumen. Guitaren arbejder som det bærende element, hvor udstrålingen kan eksplodere, mens effekterne på Hessellunds vokal skaber drømmende tilstande, der ikke bryder med overfladen. Lytteren befinder sig i et univers, hvor det forløsende og desperate slænger sig om hinanden. Kontrasterne kæmper på Radiance, der åbner med “Colors Breaking Loose”. 

Trommerne slæber sig gennem landskabet, mens Hessellunds karakteristiske vokal skærer igennem i en klagende tone, der penetrerer et lydbillede af støj. Farverne efterspørger os. Noget undertrykt er blevet vækket. Radiance er åbnet, og det flyder ud med forløsning. 

På næste nummer “A Whisper in Time” træder guitarerne ind i flotte symbioser, mens starten af nummeret giver plads til vokalen og eftertænksomme natte-situationer. Men det eftertænksomme bliver overvundet af guitarer, der trænger helt ind i centrum, mens harmonier af “you know” gentages messende i baggrunden. Det eftertænksomme eksisterer side om side med støjen. Det er lidt himmelsk. 

Radiances fire første numre har alle været udgivet som singler i årets løb, og de bliver afskåret fra resten af pladen af et interlude (nummer fem), der fungerer som et intermezzo til albummets tungere del fra spor 6 til 11, hvor opløsningen er total. Men på albummets første del stilles der spørgsmål til en tidligere dagsorden. Farverne eksploderer og er ikke længere fastlåst (nummer 1). Minderne om et tidligere forhold hjemsøger (nummer 2) og falske forhold kritiseres (nummer 3), men så sker der et vendepunkt med “Whats my Dream” (nummer 4), der retorisk efterspørger lidt håb i opløsningen af de tidligere faste strukturer. 

“You are” (spor 6) er en fragmenteret kærlighedserklæring, der insisterer på at slette alle former og strukturer. Støjbilledet er kaotisk, og der synges // put your hands, where my money is //. Kærlighed har sjældent lyt så råt og udslettende. Et jerntæppe af guitarer lader modvilligt vokalen røre overfladen, mens kernen for kærligheden – hjertet – bliver fejet væk. 

Lytteren bevæger sig fra hjertet til sjælen på næste nummer “Soul Foul”. Det er et hæsblæsende nummer, der søger efter et fikspunkt i hverdagen med påmindelsen om “ikke at spilde vores liv i fortrydelse”. Anden del af Radiance fungerer som en selvransagelse. Lytteren tages med ind bag Hesseslunds følelsesliv, hvor der hersker kaos. Det er som at træde ned i underverdenen ad fem trin, der opløser hver sin figur. Hjertet fjernes (nummer 6), sjælen er desperat (nummer 7), skygge-mennesket træder frem (nummer 8) og lytteren får vip-plads blandt det paranormale (nummer 9).

Hele spiralen nedad ender ud i en introvert-verden, hvor guitarerne og vokalen ikke længere skriger af støj og desperation. På “My Own World” er der igen en form for harmoni. En rejse gennem det vilde vesten skitseres, hvor der kigges tilbage på albummets op og nedture. En helhed mellem de ydre strukturer (albummets første del) og det indre følelsesliv (albummets anden del) skitseres. Vokalen får lov til at ånde og i 11 time på “Breathe (Don’t Let Go)” gør lytteren også.

“Breathe Don’t Go” (spor 11) er der, hvor albummet får sat sin ramme. I et mantra bliver lytteren mindet om at “ånde ind”. Det er nærmest en øvelse i at finde ro efter et angstanfald. Vokalerne træder helt frem og en blød guitarsolo føles som en solnedgang, mens der nynnes til rytmen. Måske opløsningen af omverdenen og en selv fører til morgensolens lys?

Radiance stopper passende med “Outro”, der er et åbent, cinematisk lydbillede. Lytteren transmitteres tilbage til hverdagen. Der er ro. 

På debutalbummet Radiance viser The Lost Weekend sine evner, mens de let skifter mellem den totale støj på anden halvdel af albummet og de mere harmoniske numre på første halvdel. Med sine beskrivelser af en omverden i opløsning og en ransagende eskapisme er Radiance en dualisme, der skitserer menneskelige forhold og individets livsverden. På “Breathe (dont let go)” forbindes disse, som en anerkendelse af alt har en udstråling. Det hele hænger sammen. 

De bærende elementer på udgivelsen er Hessellunds særegne vokal, der vemodigt og overgivende kræver mere end hvad han er blevet givet. Det er de eksploderende guitarer, der danner et spændingsfelt mellem kaos og kosmos. De befinder sig på en linedans, hvor trommerne udgør linen, mens de store emner balancerer mellem det forløsende og det desperate. 

De store spørgsmål er også dem, der knækker lidt af kanten. 12 numre, der alle vil komme til sin ret og ransage. Det er noget af en mundfuld, og det kan godt blive repeterende i længden. Der mangler de små afbræk, hvor lytteren får lov til at ånde. For luften kommer, men det er først i 11 time på “Breathe (Dont let go)”, der endelig tager omverdenen ind. For albummet er en sondring af et menneske i opløsning, hvilket i sig selv er imponerende, men det er også overvældende.