17 sep Sei Selina – by:larm 2022
Foto: Kai Chen
Scene: BLÅ
Dato: Fredag den 16. september 2022
Den dygtige sangerinde Sei Selina diskede op med dance-pop, der desværre gik lidt i glemmebogen.
2,5/5 Stjerner
Allerede i torsdags kunne man opleve Sei Selina på by:Larms konference program – nemlig til deres kendte sangskrivnings talk. Hun har på kort tid fået opmærksomhed i både ind og udland og sågar vundet en Spellemans pris, som er Norges vigtigste musikpris. Jeg var derfor nysgerrig på denne sangerinde, der altså virker til at have vind i sejlene.
På BLÅ startede Sei Selina ud med en ægte popballade, hvor man fik lov til at høre hendes flotte vokal helt upoleret og fin. Men der skulle ikke gå lang tid før stortrommen, tung bas og synthesizer kom på banen, og satte “ild” til nummeret. Det her var rendyrket elektronika!
Melodierne samt vokal gav mig flasbacks til de helt store melodi grand prix optrædener, med smæk på de store produktioner – hendes startnummer fik mig til at tænke på den svenske grand prix vinder Loreen med hendes kæmpe hit “Euphoria”. Og det er jo som sådan ikke en dårlig ting, men vi forblev i den her dance-boble, som var lidt belastende at være i i al for længe.
Der var ingen tvivl om at hun er en populær kvinde, da især forreste række kunne sende så høje skrig mod scenen, at man skulle tro at et boyband fra 90’erne stod deroppe. Men det gjorde norske Sei Selina, badet i lille lys, som fik startet en fest. Selina ville være den perfekte til at sætte ild til et dansegulv til en Melodi Grand Prix efterfest, og det er også en bedrift i sig selv. Hendes sange og melodier er ikke revolutionerende, men er man til elektronika med et lille bitte drys soul, så skal man sætte Sei Selina på til sin næste fest, det er helt sikkert.
Efter høj energi på scenen, gik Selina tilbage til det mere følsomme og stille, det var rart. Men den sidste, stille sang blev ud af det blå, gennemtævet af en trommesolo og for derfra at gå direkte over i en ny sang. Koncerten var generelt en smule rodet uden nogen form for rød tråd. Her kunne man virkelig mærke showcase-forbandelsen: at skulle presse så meget show og musik ind som muligt, for at bevise hvad man kan. Men det gav nu bare den modsatte effekt og jeg stod tilbage med en rimelig tom følelse.
