09 sep Pauline – Noget for Nogen
Foto: Mads Fisker (Pressebillede)
Label: Universal Music
Udgivelsesdato: Fredag den 9. september 2022
Man bliver hverken overrasket eller taget på sengen, når man lytter Paulines debutalbum ’Noget For Nogen’ igennem. Albummet lyder nemlig præcis, som de fleste kunne have forestillet sig et album med Danmarks nye mesterlige singer-songwriter, Pauline. Der bliver ikke satset stort på det nye album, der til gengæld reddes af den stærke sangskrivning, hvor man som lytter trækkes igennem det inderlige, det dødsnære, livseuforiske og ikke mindst det stolte med enorme mængder af livsvisdom – ofte på knivsægsbalancen til det prætentiøse.
3,5/5 stjerner
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg hurtigt blev stor fan af Pauline, da hun pludselig bragede frem i radioerne i 2021. På trods af, at jeg ved første gennemlytning af sangen ”Noget For Nogen” ikke rigtigt kunne finde ud af, hvad i alverden vi skulle med hende her, når vi jo allerede havde én Tina Dickow – og hun også var begyndt at skrive folkede dansksprogede sange. Men lad den strøtanke ligge, for jeg blev hurtigt revet med af ”Noget For Nogen”, som det fremragende nummer det er, og til min skræk fandt jeg jo også ud af, at debutsinglen ”Ny og Næ” nærmest var endnu bedre. De to sange rummede nemlig dansk sangskrivning i høj klasse, og emmede af en sangskriver med noget på hjerte – og med hjertet på et rigtig fint sted. Niveauet faldt ved tredje singleudgivelse ”At Leve”, hvor teksten blev en anelse kliché og overgjort for min smag. Og det er netop denne lidt overforklarende måde at skrive livsvisdomssange på, som Pauline også forfalder til hist og her på det nye album. Men det er ikke hele historien. For ved gennemlytning af albummet blev jeg også rørt og revet med, og nød mest af alt den musikalske oplevelse, det var at høre dette album igennem fra ende til anden – for ikke at tale om hvor klæberigt fast, sangene i løbet af dagene, har fået lov til at sidde fast i mit hoved.
Netop de tre første singleudgivelser blev albummets åbning, så man overraskes ikke af noget nyt i den første fjerdedel af det 12 tracks-lange album. En velkendt, men stærk åbning, hvor nogle af albummets absolut bedste sange skydes i gang fra starten – hvilket jo vil sige, at jeg nok i bund og grund mener, at sangerindens bedste sange, stadigvæk er hendes første singleudgivelser. På fjerde nummer lander vi i den inderlige fingerspils-ballade ”Når Jeg Dør”, som jeg dog er fuldstændig solgt til. ”Når Jeg dør” er en hjertevarm fortælling om at acceptere det at skulle dø og at finde fred med de simple ting i livet. Her bliver vi præsenteret for en ny og langt mere stille og skrøbelig Pauline, en fantastisk dejlig omkvædsmelodi og en personlig skildring uden fingrer imellem – og en simpel instrumentalbesætning, der skiller sig lidt ud i forhold til resten af albummet.
For mit vedkommende, er der ingen tvivl om, at Pauline er allerbedst, når hun holder sig til de personlige fortællinger, frem for at forsøge at male et filosofisk verdensbillede eller fortælle os, hvordan alle mennesker går og har det. Det, som lidt er tilfældet i det efterfølgende nummer ”Vindende Hvisker”, hvor teksten får lidt for travlt med at fortælle os, at alle mennesker ”løber væk fra noget” eller ”længes efter nogen”. Det bliver desværre et lidt for halvsløjt forsøg på at male store perspektiver, som ikke fungerer særlig godt – og så synes jeg desuden heller ikke, at en omkvæds-linje som »Lever for i dag, indtil vi lever for i morgen« og senere »Du er i live, indtil du dør« har så meget at byde på desværre. Alt dette på trods af, at nummeret musikalsk er super lækkert, med en opløftende feel-good melodi i omkvædet, et energisk højt tempo og en lyd der skriger Pauline, som vi kender hende.
Disse knap så velfungerende øjeblikke, der er med til at trække helhedsoplevelsen en smule ned, skal findes på ”Livet Venter Ikke”, ”Helt Blind”, til dels ”Når jeg Lige har Ro” og langt hen af vejen på førnævnte ”Vindende Hvisker”. ”Livet Venter ikke” er albummets store afsluttersang, men desværre også en lidt halvkedelig affære, hvor der igen bliver malet med lidt for store penselstrøg. Halvkedeligt bliver det også på et nummer som ”Helt Blind”, bare på en anden måde. Her er tempoet højt og omkvædet fyldt med slagkraft. Fortællingen om at fare vild i livet, mens man prøver de samme ting af om og om igen rammer egentlig ret fint ind hos mig. Til gengæld virker sangen ikke helt færdigudviklet, omkvædsmelodien bliver for intetsigende og sangen for kedelig – mens omkvædet og groovet minder for meget om ”Lide Lidt”, som man har hørt lige før det her nummer gik i gang.
Til gengæld kan man ikke andet end at nyde numre som ”Til Månen”, ”Lide Lidt”, ”At Fryse Om Sommeren”, ”Når jeg Dør” og selvfølgelig ”Noget For Nogen” og ”Ny og Næ”. ”At Fryse Om Sommeren” skiller sig ud fra resten af sangene på hele albummet, idet der her ikke er tale om et velproduceret nummer, som alle de andre. Tværtimod er det et one-take i en sang, der kun bæres af Paulines sangstemme og en akustisk guitar. Helt intimt, hudløst ærligt og med alle småfejl, der måtte opstå på instrumentet undervejs, inkluderet. En rå, upoleret men mest af alt, smuk ballade hvor man lukkes inde i et lille rum sammen med sangerinden. På ”Lide Lidt” får vi en sjælden vred side af sangerinden – sendt afsted til en modtager, som hun ønsker at se personen; føle bare en lille smule smerte på baggrund af det, som vedkommende har trukket hende igennem. Et vanvittig fedt nummer, der har en enorm slagsangs pondus over sig og generelt sparker hårdt lige i brystkassen.
Albummet får sin afslutning med det halvandet minuts digt om tvivl ved navn ”Tvivlen”, som jeg lige skulle lunes op til i første omgang. Men så fandt jeg også ud af, hvor fedt skrevet det egentlig var. En fornem måde at slutte et forholdsvis medrivende album af på. Min største ærgrelse ved hele oplevelsen er og bliver, at Pauline ikke fik tænkt længere ud af boksen med disse nye sange. Sangene er gode hver især, men de sovser sammen, og det kan være svært at skelne dem fra hinanden. Fordi hun for lang tid siden har besluttet sig for én bestemt lyd, besætning og udtryk, som hun så går helskindet efter. Denne folk-blanding af akustisk guitar smeltet sammen med elektroniske trommefigurer og synthesizere og et vokalt power-omkvæd, som vi allerede fik slået fast ved udgivelses af ”Ny og Næ”, og som jeg kunne have ønsket mig, man havde bevæget sig en smule længere væk fra her, på en del af sangene. Derfor lander vi i denne omgang ikke på en topkarakter, men det betyder ikke, at jeg ikke anbefaler, at man kaster sig over det her album. Kunne du lide de første tre singleudgivelser – ja, så vil du sandsynligvis også kunne lide langt de fleste sange på det her album.
