Mina Okabe lader regnen falde

Foto: Louis Jablonski (Pressebillede)

Mina Okabe varsler ikke blot en uundgåelig våd vejrudsigt, men udfolder også en musikalsk forandring med den nye single ”Rain”.

Det 22-årige stjerneskud Mina Okabe har haft en begivenhedsrig sommer. Den har blandt andet budt på festival-debut på både Roskilde Festival og Smukfest, samtidig med en invitation til Lukas Grahams seks store ”In The Round” koncerter i august. Ovenpå den travle sommer, fejres succesen nu med den spritnye ”Rain”, hvor Okabe viser sin intime og inderlige side frem. Indledt af en akustisk guitar, akkompagneret af den lune vokal, er der rig mulighed for lytteren til drømme sig væk i et svævende og roligt lydunivers. Er man bekendt med Okabes tidligere musik, viser singlen en klar stilistisk omstilling i forhold til de velkendte blide pop-sange. Om sangen fortæller hun selv: 

Jeg skrev ’Rain’ på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg ikke følte, jeg kunne gøre noget rigtigt eller godt nok. Jeg holdt mine tanker for mig selv – skjulte overfor andre, hvordan jeg havde det. ’Rain’ handler om at rykke sig mentalt, at turde udvikle sig og ændre dårlige vaner til det bedre. Den er meget selvreflekterende og en af de mest personlige sange, jeg har skrevet.

Den dansk-japanske sangerinde fik med sidste års debutalbum Better Days stor ros og medgang, herunder en anmeldelse på 4,5/5 stjerner fra vores anmelder. ”Rain” kommer på gaden som årets tredje singleudgivelse efter ”Take It Further” og ”Waiting Is A Waste”, og beviser endnu engang at Mina Okabe er en vaskeægte solstråle – selv på en regnfyldt himmel.

Lyt til ”Rain” her: Spotify

Tags:
Oliver Schalck
oliverschalck@bandsoftomorrow.com