Mercedess – by:Larm 2022

Foto: Ingrid Slettemoen
Scene: Verkstedet
Dato: Lørdag den 17. september 2022

Mercedes gik på scenen i Oslo og gjorde sin ting med ren elegance og coolness.

4/5 Stjerner

På en lille hyggelig bar i midten af Oslo var jeg spændt på at skulle opleve Mercedess for første gang. Med en stor hat, dynevest og glitrende handsker, trådte Mercedess op på den lille scene og startede sit set, hvor hun virkelig kom godt fra start. Med hatten trukket godt ned, så man kun lige til tider kunne se sangerinden i øjnene. Sange fra det nye album CASA FANTASIA som “Traveling”, “How Funny I Am” og “Serious Dancing” blev spillet med hendes velspillende band i ryggen. Hendes vokal var lige så fløjlsblød som på indspilningerne og hendes distancerede coolness var svær ikke at blive betaget af. Det lille rum blev fyldt af den melankolske R&B-pop, som hun i den grad mestrer, og jeg var imponeret over den lighed, der var på hendes live lyd og indspilningerne man kender.

På nummeret “How Funny I Am”, som er et følsomt, meget fint nummer, stod Mercedess nu blot med sin guitarist bag sig, i hvad der blev et virkelig smukt øjeblik, hvor alle i lokalet stod i stilhed og drømte sig væk til det smukke stripped down nummer. Her kom Mercedess helt ned blandt publikum, hvilket var virkelig modigt i så stille og følsomt et nummer, og netop det nummer var et af koncertens klare højdepunkter. Efterfølgende fik vi det storhittende nummer “Obvious”, som blandt andet landede som P3’s Uundgåelige tilbage i februar. En sang, som handler om at føle sig en smule akavet til fester, hvilket vi vidst alle har prøvet en gang eller to. På aftenens sidste nummer, kom Mercedess endnu en gang ned fra scenen og dansede let på tå foran de fremmødte på baren og sluttede festen af med stil.

Den generte gangster fra Amager leverede et virkelig godt set, som blev fremført professionelt og med indlevelse fra sangerindens side af. Der blev ikke taget mange chancer eller overraskelser, men Mercedess beviste uden tvivl hvor enormt dygtig hun er, og jeg kunne sagtens have hørt meget mere. Selvom teksterne måske siger noget andet, virkede hun selvsikker, men samtidig ydmyg på scenen.

Liva Duus Thorlacius
Livaduus@bandsoftomorrow.com