Koncertanbefalinger // uge 39

Foto: Laura // Andrea Brandt (Pressebillede)

Så er vi klar med vores ugentlige koncertanbefalinger, som i denne omgang byder på alt fra kommende internationale stjerner til en intimkoncert af højeste kaliber. Vi har udvalgt fem interessante oplevelser, som du kan læse mere om herunder.

Laura

Hvor: RUST
Hvornår: 30. september

RUST åbner på fredag dørene op for en releasekoncert, når pop-talentet Laura indtager scenen. Laura har i år debuteret på den danske musikscene med de to singler “Livstid er for altid” og “Tokyo”, som begge viser sangerindens stærke musikalitet. Kendetegnet af energiske produktioner og en luftig vokal med tekster i øjenhøjde, præsenterer Laura en bemærkelsesværdig følsomhed, der helt sikkert vil komme til udtryk på livescenen. Laura supporteres af DJ’en bruder_bertrum, der vil sørge for musik til nattens lyttende og nysgerrige gæster.

Verden Venter 2022

Hvor: Store VEGA
Hvornår: 30. september

For tredje år i træk har VEGA rakt ud efter nogle af de danske artister, der meget vel kunne være på vej til at skabe sig en karriere udenfor Danmarks grænser. På plakaten finder man fire navne, der alle får fornøjelsen af at stå på scenen til den engelske festival “The Great Escape” i 2023, hvis formål er at fremme nye talenter og vækstlaget i musikbranchen. På aftenen vil du kunne opleve navne som Scarlet Pleasure og Brimheim, samt de fremadstormende talenter Julie Pavon og Dopha, som alle har verden for deres fødder, og er klar til at tage det næste store skridt. Har du lyst til at se fire sprudlende danske artister, så tag i VEGA på fredag!

Marcus.wav

Hvor: Train
Hvornår: 29. september

Marcus.wav er godt på vej til at gøre sig til et velkendt navn på musikscenen med sange, der omhandler tankemylder og livet som ung mand i 20’erne. I fredags udkom han med singlen “Marcus og månen”, der bidrager til musikerens personlige og lyriske katalog af sange. På scenen i Aarhus er der garanteret en festlig stemning, hvor du kan opleve et musikalsk univers, der eksperimenterer med genrer som pop og hiphop. Et godt bud på en torsdagsaktivitet til dig!

Bette

Hvor: Pumpehuset
Hvornår: 29. september

På torsdag kan en af dansk RnB’s kommende stjerner opleves på scenen i Pumpehuset. Bette udgav i begyndelsen af 2022 debutalbummet min, som præsenterer sangerindens eftertænksomme og nysgerrige lydunivers på fremragende vis. Nu er hun klar til at optræde med sangene live, hvor man kan være sikker på at opleve en udfoldelse af musik med en international kaliber. Til koncerten vil den dygtige August Høyen være at finde som support – en artist som også er værd at holde øje med for tiden. Hvis du står og mangler torsdagsplaner, så find vej til Studiestræde.

Guldimund

Hvor: Gimle
Hvornår: 30. september

Guldimund berigede os i 2021 med debutalbummet Dem, Vi Plejede at Være, der begejstrede og bevægede os alle efter den lange pandemiske dvale. I front for et velspillende orkester står Asger Nordtorp Pedersen, der på nærværende og ærgerrig vis manifesterer en unik intimitet, der er som skabt til livescenen. Den anmelderroste stemme udmærkede sig til hele tre priser ved dette års Steppeulven, der blot bekræfter ham som en af dansk musiks mest interessante artister. På fredag spiller han hus Gimle i Roskilde – en koncert vi kun kan anbefale!

Oliver Schalck
oliverschalck@bandsoftomorrow.com