20 sep INTERVIEW: Pauline er ikke bange for at falde, for ellers lærer hun aldrig at stå på skateboard

Foto: Mads Fisker (Pressebillede)

Stjerneskuddet Pauline er endelig ude med sit debutalbum Noget for Nogen. Siden førstesinglen ”I Ny og Næ” er hendes karriere fløjet i raketfart, med førnævnte single på top ti hitlisterne i flere uger og to udsolgte koncerter på Hotel Cecil. Jeg har taget en snak med Pauline om hvordan man holder tungen lige i munden, når karrieren tager fart, selvom det faktisk ikke var det man havde regnet med at skulle leve af. 

På en af de sidste sommerdage, hvor solen står højt på himlen, cykler jeg til Christianshavn hvor Universals danske hovedsæde ligger. Jeg er der tidligere end Pauline og har derfor tid til at beundre og få en smule angst over alle de seje mennesker, der har deres daglige gang på det store kontor i den store, gamle, gule bygning. 
Pauline dukker op få minutter senere og vi bliver ledt ind i et af mødelokalerne. Lokalet vender ud mod gården, så der er helt roligt og det virker ikke til at trafikerede Torvegade ligger lige ved siden af.
En stor, blå veloursofa fylder halvdelen af rummet og overfor er der placeret et TV. Der er ægte stuevibes, havde det ikke været for akustikpladerne, der fylder væggene. Vi slår os ned i sofaen, Pauline på den ene side med sin kvædete og jeg på den anden side, med min lille flaske danskvand. Hun er ramt en smule af sygdom, men har snakket med lægen i dag og:

– det smitter altså ikke! Det er bare min krop der tror den er ramt af sygdom, men jeg har det altså helt fint!

Fra Højbjerg og badminton til Frederiksberg og musik

Efter at have introduceret mig selv, havner samtalen naturligt på uddannelser, da jeg får nævnt at jeg læser på KU på Islands Brygge.

–Der har jeg også læst! Jeg startede på pædagogik og læste et semesters tid. Indtil jeg droppede ud for at læse til skolelærer. Jeg forstod ikke helt hvad jeg skulle derude, det havde jeg svært ved at se. Det ville helt sikkert være gået op for mig senere, men jeg stod og kunne slet ikke se, hvad jeg skulle gøre med det i fremtiden. Det kunne jeg slet ikke gennemskue.-

Vi bliver enige om, at det også er mega sejt at kunne sige fra og melde sig ud fra noget, man netop ikke kan se en mening med. Og at det nok var et godt kald, for der gik ikke længe før musikken tog fart og blev altoverskyggende. Det leder godt videre til mit første spørgsmål om hvem Pauline egentlig er: 

–Uh, må jeg ringe når jeg finder ud af det en dag? Det er jo et kæmpe spørgsmål, som ingen nogensinde har svaret rigtigt på.

Jeg prøver grinende at berolige hende med, at det jo netop er sådan et spørgsmål, man ikke kan svare rigtigt på. Og som hele tiden forandrer sig samtidig med at man selv forandrer sig. 

-Jamen, jeg er fra Aarhus, Højbjerg. Jeg har spillet rigtig meget badminton og jeg tror egentlig jeg er sådan lidt en prop. Jeg flyttede til København da jeg var 16, lige på grænsen til 17, ind på et lille værelse, hos en dame der havde en masse katte. Der var uendeligt mange katte, det var sådan at man kom hjem og så var der en ny kat, som man ikke havde set før. Det var så weird, men hun var rigtig sød.

Jeg bider mærke i at det er tidligt at flytte hjemmefra og spørger om hun bare vidste, at hun skulle væk fra Aarhus og Højbjerg: 

–Ja, simpelthen. Jeg havde krudt i røven og så gik jeg på Team Danmark på Marselisborg Gymnasium, fordi jeg spillede så meget badminton. Men jeg kunne ligesom mærke, at selv hvis det går rigtig godt, så var den der konkurrence bare ikke mig. Så jeg måtte ringe til landsholdstræneren og hele baduljen og bare være sådan: ”Jeg stopper.” Og så gik jeg til min studievejleder og spurgte om de ikke kunne rykke mig til Frederiksberg Gymnasium, de to gymnasier har nemlig et samarbejde, så jeg spurgte om jeg ikke kunne få en plads der og så bare begynde forfra i 1G igen, og så fik jeg en plads. Så gik jeg op i stuen til mine forældre og sagde: ”Jeg flytter, jeg har styr på det hele, jeg har fundet et værelse, jeg starter i gymnasiet igen, jeg flytter. I skal bare køre bilen, for jeg har ikke kørekort.” De var rimelig målløse, men jeg havde jo taget beslutningen. Og så flyttede jeg. Jeg kendte kun min søster i København, så det var et helt nyt eventyr. Jeg ville ønske jeg kunne sige et eller rigtig interessant, men så spændende er det jo heller ikke at høre om min livshistorie”

Pauline eller Pauline

Og netop livshistorien er værd at gribe fat i, især når man bruger sit eget fornavn som musiker. Der er ikke meget at gemme sig bag og jeg er derfor nysgerrig på om der er forskel på kunstneren Pauline og musikeren Pauline: 

–Jamen, det er jo det der er lidt tricky. Altså det man hører i radioen, er jo et projekt, der er rigtig mange mennesker med i. Altså jeg skriver selv teksterne, det er meget vigtigt for mig at understrege. Det er mig der skriver de her tekster og jeg hedder jo Pauline og jeg er mig, og så er der det her musikprojekt, som hedder det samme, men som er noget andet, for Pauline projektet involverer jo helt vildt mange dygtige mennesker, der kan alt muligt og som har arbejdet med alt muligt i masser af år. Der er de her skønne labelfolk, der er bookingfolk, der er mine producere og der er mine livemusikere. Så det er jo et sammensurium af en fantastisk masse indsatser fra en masse fantastisk dygtige mennesker. Jeg er jo ikke alene i radioen, der har jeg en masse mennesker at støtte mig op ad.

Men hvordan havner man pludselig i en musikverden, når man egentlig troede at man skulle være skolelærer eller bare have et helt almindeligt job?:

 –Det er faktisk en lidt weird historie, hvordan det her musikeventyr startede. Jeg havde en veninde der lavede musik og så var jeg nede i deres øvelokale. Og altså, jeg har altid skrevet, jeg har skrevet digte siden jeg gik i børnehave, og fik mine pædagoger til at skrive det ned, fordi jeg ikke selv kunne skrive endnu. Så gik jeg op til dem og var sådan: ”En dør står åben, nogen kommer ind. Måske er det en stille, stille vind, vil du skrive det for mig Per?” og så skrev han det ned på et stykke papir og så sad jeg og tegnede på det samme papir og dem har min mor stadig. Nå, men altså jeg har altid skrevet, så jeg gik ned i det der øvelokale og så gik det ligesom op for mig, at meget af det jeg havde øvet mig på hele livet, som jeg ikke vidste var musik, det kunne ligesom oversættes til musik. Og så var det bare at lave melodier til, så jeg begyndte at skrive for min venindes projekt. Og så havde guitaristen også et projekt, og spurgte om jeg ikke også ville skrive lidt med ham og så havde han en ven, og så skrev jeg lidt med ham. Og det var altså bare tekster jeg fandt på, på min cykel, da jeg var 18. Og de her ting bliver jo nogle gange sendt ind alle mulige steder, og så var der en producer, Ole Brodersen Meyer, der skrev til mig, fordi han havde set mit navn alle mulige steder og tænkt ”Hvem er hun”. Så han skrev og spurgte om jeg ikke kom ind og skrev med nogle af hans artister, og jo det ville jeg da gerne. Men så sagde Ole: ”Du skal da være artist” og jeg sagde: ”Nej, du må da være tosset”. Jeg tror jeg har været 21, nej 22, måske 23, men mindst 22. 

Jeg er lige fyldt 26, så det er heller ikke fordi vi har været i gang længe. Det kommer også bag på mig. Men ja, han sagde ”Du skal være artist” og jeg sagde: ”nej, jeg kan ikke synge og jeg kan ikke stå på en scene, det kan jeg da slet ikke.” Men han synes jeg skulle tænke over det, for ”du skriver sådan lidt weird, lidt kringlet, altså lidt mærkeligt og det er ikke alle der kan bruge det til noget.” Så han synes selv jeg skulle levere det. Så jeg tænkte over det og det kunne måske være meget sjovt at prøve det af. Jeg ville ikke kunne leve med mig selv, hvis det nu rent faktisk gik. Så jeg sagde ja, og vi begyndte at lave musik. Først på engelsk, i meget kort tid og så skiftede vi til dansk og bum, bum, bum nu er vi her. Det er også lidt et chok for mig, altså hvor er verden absurd… 

Jeg tager en tår af min danskvand, mens Paulines te står nærmest urørt på bordet. Hun er helt opslugt af at fortælle og hendes hænder flyver rundt i artikulationer. Hun er en god fortæller, så jeg er helt grebet af historien. 

-Jeg skulle lige vænne mig til det i starten, de første par måneder var rimelig syrede. Når man skulle ud at spille og bare var sådan: ”Jeg aner intet om det her.” Der er så mange ting i den her branche, som man ingen forudsætninger har for at forstå. Altså, hvad er en tarif, hvad med de der in-ears og hvilken vej skal mikrofonen egentlig vende? Men alle de her ting, var jeg bare sådan ”hit the ground running og learn by doing”. Så jeg synes ikke længere jeg kan sige, at jeg er dumpet ind i det, for det har virkelig også været hårdt arbejde. 
Det er jo ikke fordi jeg har drømt om at lave det her i fem år, så jeg havde ligesom ikke set den komme, men nu er jeg blevet mere og mere vild med det. Jeg elsker at være ude og spille og dele det her med folk. Det med at snakke med mennesker og dele noget så overvældende. Det er er så fantastisk, men også en skør omvæltning synes jeg. Det var en meget hurtig livsændring. 

En karriere i raketfart

Og den hurtige livsændring må man nikke ja til. Siden førstesinglen ” Ny og Næ” udkom i 2021 er det nemlig gået vanvittigt hurtigt. Sangen gik top fem på den danske airplay chart, fik masser af afspilninger i radioen og lå i top 20 i to måneder.  Den næste single ”Noget for nogen” klarede sig lige så godt og lå i flere uger på den danske top ti. Og med den succes i bagagen tog Pauline på turné og spillede to udsolgte koncerter på Hotel Cecil, med kun to udgivne singler. Det leder mig til mit næste spørgsmål. Om hun kan følge med hele succesen:

-Ja, altså ja, det synes jeg. Men jeg er også meget heldig, qua at jeg er landet hvor jeg er. På en eller anden mirakuløs måde, er jeg bare dumpet ned i armene på folk, der bare er ypper kompetente, skide dygtige og mega tjekkede og som har vildt meget erfaring med alt muligt. Altså mit band er det bedste band, jeg ved ikke hvordan jeg er så heldig, at jeg bare i første hug falder sammen med de fedeste musikere. De er så søde og så tjekkede og har gjort det 100 gange, også altså, så er det bare meget nemmere, når man har så stærkt et hold og så nice mennesker omkring sig.

Debutplade og digtsamling

Nu er debutalbummet endelig ude, (du kan læse vores anmeldelse her) og fans kan nu lytte til hele 12 sange. Jeg er nysgerrig på hvor Pauline finder inspiration til at skrive sangene og hvordan hun egentlig selv vil beskrive sin musik: 

–Uuh, man vil jo så gerne genrebasere det. Men altså, jeg vil sige vi laver det der passer os og det vi har lyst til og kan lide. Og det ændrer sig jo nok hele tiden. Jeg er jo meget inspireret af tekstkunstnere og jeg kan godt lide John Mogensen, Steffen Brandt, Tina Dickow og sådan. Men så er der også dem der producerer, som kommer fra helt andre baggrunde. Der er Ole (Brodersen Meyer), der har mange års erfaring i pop og så er der Søren (Lausen Henriksen) og han kan ret godt lide EDM, så det er sådan et sammensurium. Lige nu kan vi godt lige sådan noget indiepop, stadionrock, wannabeagtig stemning, men det kan jo ændre sig. Jeg er også ret glad for ballader, altså de her stille, eftertænksomme sange. 

Og balladerne og de stille eftertænksomme sange er at finde på den nye plade. Udover dem, er der også et digt. Og er man så heldig at have en pladespiller og køber pladen på vinyl, så er der sågar en lille digtsamling i omslaget. 

–Det er fedt, at få lov til at have den med i vinylen. Altså, de har jo ikke noget med sangteksterne at gøre, det er bare små digte. Jeg synes det er svært at svare på, hvor inspirationen kommer fra. Det kan være, jeg har set en gammel mand på en kirkegård, så skriver jeg om det, eller min søster har haft en virkelig god dag, så skriver jeg om det. Jeg havde egentlig lidt et dogme, eller det ved jeg ikke om man kan kalde det, at jeg ikke ville skrive kærlighedssange. Men så mødte jeg min kæreste..
Jeg ville gerne skrive om noget universelt, og ja, kærligheden er universel, men det er sorg, glæde og venskab jo også. Så jeg ville gerne prøve at indkapsle noget hverdagsagtigt, noget eftertænksomt. Det er jo oftest de samme ting, som vi mennesker er bange for. Altså sådan en sætning som ”Jeg er bange for at blive elsket” er vi jo alle ræd for. Men når det bliver sagt højt, finder man ud af at man slet ikke er alene med det. For så unik har man altså slet ikke lov til at være.

Fremtiden med debutpladen i bagagen

Med pladen i lommen skal Pauline på turne og spille i hele Danmark. Der er ikke tid til at slappe af, for det stopper jo ikke, blot fordi man udgiver en samlet plade. Pauline er meget begejstret og trods en snottet næse og lettere sygdom, bliver hun helt frisk og retter sig spændt op, når hun fortæller hvad fremtiden bringer: 

–Man skal jo fortsætte, og det gør man jo også automatisk, når man elsker det man laver. Så planen er ny musik, ud at spille, møde en masse fede mennesker og så bare følge pladen og se hvor den lander.

Solen står nu lige ind på vinduerne i mødelokalet og skaber en rigtig god lune. Vi har efterhånden siddet og snakket i en halv times tid og jeg begynder så småt at runde af og spørger, om der lige er noget på falderebet hun vil have med: 

-Ja, altså jeg vil sige, sådan rent kreativt. Hvis der er noget man gerne vil, så er det bare at gøre det. Der er ikke nogen, der er mere egnede til at være kreative end andre. Min guitarist sagde engang noget rigtigt klogt: ”Hvis du er bange for at falde, lærer du aldrig at stå på skateboard,” og det synes jeg egentlig er en meget relevant sætning, når man snakker om kreativt arbejde. Jeg tror målet er at lave noget man selv bliver ramt af, og så se om der er andre, der også kan lide det. Og er der ikke det, jamen så har du stadig lavet noget, du er stolt af og det har også værdi.

Og således runder Pauline interviewet af på den fineste måde. Med rådet, om at kaste sig ud i det man drømmer om at lave, selvom man ikke ved hvor man lander. Man vil falde og slå sig, men gør man ikke det, lærer man netop aldrig at stå på skateboard. Og Paulines debutalbum Noget for Nogen vil være et perfekt soundtrack, mens man samler mod til at kaste sig ud i det.  

Hør det lige her.