INTERVIEW: JOSVA under udvikling – »Jeg tror jeg er blevet bedre til at udtrykke mig selv«

Foto: Marcus Krogh (Pressebillede)

JOSVA har de seneste år vist sit musikalske talent frem på den danske musikscene, hvor han har markeret sit navn som en af landets mest spirende rapartister. Læs med, når vi med indblik fra artisten selv taler om karriere, popularitet og fremtidsudsigter. 

I et lydstudie i Aarhus sidder en ung JOSVA bag knapperne og producerer beats på sin computer. Omringet af gode venner som inspirerer og begejstrer, stiger interessen hos JOSVA for at forbedre sine evner som producer, hvor hans beats i en nær fremtid skulle vise sig at stå bag sange fra artister som Omar, PAY og Artigeardit. I dag kan JOSVA ses som en etableret producer og rapartist i eget navn, med to album og en lang række hits på gaden.

Jeg møder JOSVA en solbeskinnet eftermiddag hos Sony Music i indre København. Ovenpå rusen af udgivelsen af albummet Er Du Ude? som vi her på redaktionen anmeldte med 4/5 stjerner, tager vi en snak omkring popularitet, forventningspres, udvikling og naturligvis det aktuelle album- Det har taget et års tid at lave albummet siden jeg startede med de første sange, de er så blevet ændret meget undervejs. De er ikke blevet lavet på samme tid, men handler meget om det samme – ikke kun om det samme forhold, men om forskellige aspekter af forhold og relationer generelt. Det er jo ikke kun om romantiske forhold.

– Det har bare været mig og mine venner fra Aarhus der egentlig mest har lavet det. Vi havde så en stor pulje af sange vi havde lavet igennem det år, og så tog vi i sommerhus i et studie, og valgte ud, og færdiggjorde de sange på en lille uge tror jeg.

Netop vennerne har været en vigtig del af JOSVAs musikalske udvikling, og har bidraget til at danne ham som den artist han er i dag.

– Mine venner har inspireret mig, fordi de er rigtig dygtige til musik. Jeg har haft mange barndomsvenner der har været rigtig seriøse omkring musik og rigtig dygtige til det, så det var derfor jeg tog det mere seriøst tror jeg, fordi jeg havde nogen rundt om mig som synes det var fucking fedt. Ellers er inspirationen bare hvad end der foregår i mit liv og hvad jeg går og tænker over.

Med popularitet følger forventninger – eller hvad?

Der er de seneste år kommet mange om buddet på den danske hiphop-scene, hvor flere og flere vælger at forfølge deres drøm om et liv som rapartist. I den forbindelse skulle man fristes til at tro at der opstår en større konkurrence i hiphop-miljøet, og at det derfor kan være sværere at slå igennem. Spørger man JOSVA om kulturen er præget af en konkurrence, er svaret klokkeklart:

– Nej det synes jeg ikke man kan sige der er. Jeg synes at alle, eller i hvert fald min omgangskreds indenfor musikken, støtter hinanden – også fordi der er plads til det føler jeg.

Hvordan skal forventninger til én håndteres når karrieren pludselig får fart på, og ens popularitet som musiker stiger? Tit og ofte har man hørt historier om at stigende popularitet hos en artist har ført til stress grundet det voksende forventningspres der er forbundet med rollen, hvilket kan være svært at håndtere i et samfund præget af en høj perfektheds- og præstationskultur. 

– Jeg startede ud med at lave musik med nogle store navne, så tror altid der har været en eller anden forventning, men føler ikke jeg er presset på den måde. Det er ikke fordi der er et kæmpe stort forventningspres, det er der måske, men det er ikke noget jeg lægger mærke til. Jeg stresser ikke over det i hvert fald.

Det handler om at skille sig ud

På flere måder stræber artister efter at skabe sin egen lyd, og måske adskille sig fra normen med sin musik. Ofte prøver musikere at forny sig selv og opfinde en ny lyd, for at følge med i hvad der rører sig i jagten på at skaffe lyttere, men også andre metoder kan være behjælpelige til at gøre musikken sin egen.

– Selvom min lyd passer til hvad der er ’populært’ eller hvad man skal sige, er jeg også meget inde over musikken selv og producerer lidt og bestemmer akkorder – altså små ting – men det føler jeg gør det lidt mere unikt måske – det er et stort ord – men jeg er mere mig selv i hvert fald. Ikke fordi at andre artister ikke er sig selv selvfølgelig, men jeg tror også fordi jeg ikke bor i København, at der måske er nogle lidt andre inspirationer eller tilgange til tingene. Så tror jeg også at jeg måske skriver på en lidt mere indadvendt måde, selvom der også er mange andre der gør det selvfølgelig.

Som artist har JOSVA gennemgået en flot udvikling, siden den spæde begyndelse som producer til nu at optræde på nogle af landets største scener. Senere på året kan han både opleves i Vega i København og Volume Village i Aarhus. Til vores snak om sin musikalske rejse supplerer han:

– Jeg synes jeg er blevet bedre til at sætte sange sammen, og selvfølgelig også til at skrive tekster, og formulere mig lidt bedre og gøre det lidt mere spændende føler jeg. Jeg tror bare jeg er blevet bedre til at udtrykke mig selv.

Udviklingen bidrager til en lovende fremtid for JOSVA, som da også har i sinde at fortsætte ufortrødent.

– Jeg går efter stadig at kunne leve af min musik, og lave noget jeg synes der er fucking fedt. Selvfølgelig vil jeg også gerne ud og spille store steder, men det er ikke det det handler om i virkeligheden, jeg laver det mest for min egen skyld egentlig, og for at komme ud med nogle ting som jeg ikke er så god til at komme ud med på andre måder tror jeg.

– Forhåbentlig skal vi ud at spille en hel masse nu, og så skal jeg stadigvæk bare lave musik. Jeg tror ikke jeg holder sådan en lang ferie, nu har jeg selvfølgelig lige slappet lidt af oven på albummet, det er meget rart ikke at lave musik når mit hoved har været fyldt af at lave musik i et års tid. Men jeg skal bare lave mere musik og komme mere ud at spille!

JOSVA kan opleves i København den 20/10, og i Aarhus den 21/10.

Lyt til det nye album Er Du Ude? lige her.

Oliver Schalck
oliverschalck@bandsoftomorrow.com