De bedste koncerter på dette års by:Larm

Foto: ARY //  Christine Klasbu

Vi er kommet godt hjem fra tre dage på by:Larm i Oslo. Med mange kilometer i benene og flere koncertoplevelser rigere, har vi samlet et lille overblik over de bedste koncerter fra dette års festival.

Hver dag gik vi fra venue til venue i den hyggelige storby Oslo, for at nå så mange koncerter på by:Larm som muligt. Vi fik set et godt mix af både danske, nordiske og internationale artister og nogen var naturligvis lige det bedre end de andre. Hvem er gode at holde øje med fra musikkens vækstlag – det kan du forhåbentlig blive klogere på her.

ARY (NO)

4,5 / 5 Stjerner

Norske ARY var uden tvivl et af de helt store højdepunkter. På festivalens største scene viste hun sit kæmpe potentiale, der kan række langt over landegrænser. Det var professionelt, smukt og vildt. Alle former for følelser kom i spil og det var en ren fornøjelse at se hende shine på scenen. Vi håber virkelig, at der var nogle danske bookere til stede i den sal, for vi ser hende GERNE på en festival næste år, eller på et af vores spillesteder!

Læs hele anmeldelsen her.

Afskum (DK)

5/5 Stjerner

Har man allerede læst anmeldelsen af danske Afskum, er man nok ikke overrasket over, at han også er at finde på denne liste. Måske by:Larms højdepunkt! I en kirke midt i Oslo leverede Afskum en så stærk, energisk og vild koncert, at det lidt overdøvede alle de andre koncerter. Trods sygdom var Afskum mere til stede end de fleste og det er altså ret så sejt at blive booket til så stor en branchefestival, når man ikke har udgivet et eneste nummer!

Læs anmeldelsen her.

Brimheim (DK/FO)

5/5 Stjerner

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi her på redaktionen er virkelig glade for Brimheim og har fulgt hendes karriere helt fra starten. Og med god grund. Brimheim var i år en af de nominerede til dette års Nordic Music Prize som løb af stablen på festivalen, men fik desværre ikke lov til at tage en pris med hjem.. Heldigvis viste hun sit store talent til perfektion på John Dee lørdag aften, som endnu en gang blæste os omkuld. Brimheim kan kontrollere sin vokal som ingen andre, og leverer smuk rock, der er umulig ikke at blive betaget af, når man oplever hende og hendes band live.

Læs anmeldelsen her.

Drew Sycamore (DK)

4,5/5 Stjerner

Det er måske lidt snyd, for Drew Sycamore er jo ikke som sådan en del af det helt spirende vækstlag, men hun er trods alt nået dertil i sin karriere, hvor det store udland er næste skridt på vejen. Og så er en en branchefestival i Norge et meget godt sted at starte. I helt intime rammer i Kulturkirken Jakob fik vi lov til at opleve Sycamore helt tæt på. Det var nemlig en ret unik oplevelse at opleve den garvede artist i så intime rammer, og for så “småt” et publikum. Sycamore og bandet gav et imponerende show, som ligeså vel kunne have været på Orange Scene.

Læs hele anmeldelsen her.

Mercedess (DK)

4/5 Stjerner

På en lille bar i Olso fik vi fornøjelsen af at opleve Mercedess. Endnu et spændende dansk navn, som vi må indrømme er kommet ret godt fra start i sin musikalske karriere. Hendes optræden afspejlede hendes musik: tilbagelænet, elegant og virkelig lækkert. Mercedess havde attituden i orden og udstrålede bare en coolness, der var svær ikke at blive nysgerrig på – hvem er sangerinden egentlig bag den store hat? Men det virkede aldrig arrogant, og efter de 30 minutters musik, havde vi faktisk bare lyst til at høre meget mere.

Læs anmeldelsen her.

THE GOA EXPRESS (UK)

4,5/5 Stjerner

Sidste højdepunkt vi gerne vil nævne er de britiske fyre fra THE GOA EXPRESS. Her havde vi altså også at gøre med en frontmand, der ikke var helt på toppen, men levere, det kunne de! På det lille spillested Revolver, rockede de hele det svedende lokale i gulvet – det var højt, det var råt og det var fyldt med attitude. Hvis ikke du har hørt om THE GOA EXPRESS kan vi kun anbefale at tjekke dem ud, for vi tror de her drenge kan gå hen og blive rigtig store i den nærmeste fremtid.

Læs anmeldelsen her.

Læs også:

SKAAR
Léa Sen
Sei Selina
Bo Milli
Raghd
Dillistone

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com