17 sep Brimheim – by:Larm 2022
Foto: Ole Martin Andreassen (Pressebillede)
Scene: John Dee
Dato: Fredag den 16 september
Som den sidste optræden på John Dee fredag aften, leverede Brimheim et rockshow uden lige.
5/5 Stjerner
Hvis nogen efterhånden skulle være i tvivl om Brimheims kæmpe talent, fik hun igen manet al tvivlen til jorden, da hun sammen med hendes helt eminente band spillede fredagens sidste koncert på spillestedet John Dee. Og netop fordi det var den sidste koncert havde de udvidet spilletiden fra 3o minutter til 45 minutter, og vi var derfor så heldige at få et par ekstra numre serveret.
Brimheim er en Rockqueen uden sammenligning, og trods det halvsløje fremmøde gav hun 110 procent på scenen. Det er sjældent, jeg oplever en kunstner have så meget kontrol over sin vokal og kunne fremføre den uden forstyrrelser, samtidig med at man danser rundt på scenen. Sammen med bandet, var de som i en symbiose og det var en oplevelse i sig selv, at se dem spille på deres instrumenter. Guitarist Buster Jensen fremførte også en vanvittig guitarsolo, som bogstavelig talt fik ham i gulvet og udløste klapsalver, så man skulle tro at rummet var fyldt til randen.
Vi fik hele paletten af numre, fra “favorite day of the week” og “can’t hate myself into a different shape” hvor trommerne fik fuld smæk, man vitterligt ikke kunne stå stille til, til en nedbarberet udgave af “this weeks laundry,” der meget passende skabte en pause i rocken og gjorde at man kom ned igen og igen kunne koncentrere sig fuldt ud om musikken. Dette nummer gik desuden lige ind i hjertet på et par, der stod helt oppe foran scenen og man blev helt glad, af at se kærligheden blomstrer til et nummer man måske ikke umiddelbart ville tænke var særlig romantisk. Dette lagde Brimheim også mærke til og hun krediterede med luftkys til de to turtelduer,
Der var absolut intet at sætte på Brimheims optræden på by:Larm 2022, og har man ikke oplevet hende live endnu, er det altså på tide.