16 sep Al Jacobi sætter ord på den ensomme i festkulturen
Foto: Sara Kavazovic (Pressebillede)
På Felt Acute, Might Delete Later – Chapter 1 påbegynder Al Jacobi en længere EP-serie, der sætter fokus på eksklusionen fra festen.
Bag kunsternavnet Al Jacobi er Rune Mørch. Han har længe bevæget sig i den danske musikbranchen. Først som en del af hiphop-duoen Stigma og sidenhen som producer for Angående Mig, WOLFF og Mund De Carlo, men i 2019 satte han sig selv i front med Al Jacobi. På den nye EP Acute, Might Delete Later – Chapter 1 tager musikeren fat i den oplevelse af eksklusion fra festen, der kom i takt med, at alkoholen blev sat på hylden. Al Jacobi maler billedet af festen udefra med refleksioner og dybe følelser.
Om tankerne bag sin musik fortæller Al Jacobi:
– Det er ingen hemmelighed, at ord fylder meget i mit liv og i min musik. Jeg har altid elsket at fortælle historier, og nyder at udfordre både mig selv og lytterne ved at finde nye måder at sige tingene på. Jeg synes det er nødvendigt at italesætte nogle af de ting, vi måske er lidt berøringsangste for. Hvad end det så handler om samfund, sex eller sårbarhed. Vi lever i en enormt polariseret tid, hvor vi udskammer hinanden – ikke blot for vores handlinger, men også vores tanker. Jeg forsøger derfor gennem min musik, at udforme et fælles space for selv de mest absurde og selvforagtede tankestrømme…
Hvis du selv kan føle dig fremmed fra festen, så kan Al Jacobi forstå dig her.