08 sep 10 danske hiphop- og rapnavne, du skal kende til
Foto: hun_sagde // Sebastian Mirz (Pressebillede)
Mangler du inspiration til ny musik og nye artister? Eller vil du bare gerne danne dig et overblik over, hvad der foregår i øjeblikket på den danske musikscene? I denne artikelserie, tager vi dig i hånden, og guider dig igennem de danske navne, som vi synes er særligt interessante i øjeblikket indenfor forskellige genrer, geografiske områder eller andre kategorier – og her tager vi fat på 10 danske hiphop- og rapnavne, som vi mener er særligt interessante, og som vi slet ikke kan stå for.
USSEL
Vi starter med en af de mest uundgåelige artister fra vækstlaget i øjeblikket. Den ene halvdel af Karrierekanonens førsteplads gik i år til unge USSEL, der i finalens hede tryllebandt salen med sine energiske, humoristiske og ikke mindst mørke provinsfortællinger om ungdommen i Sønderborg, og det at finde sin egen plads – også når man ikke passer ind i skolesystemet. Siden den overbevisende sejr i DR Koncerthuset, har rapperen kun haft travlt med at slå sit navn endnu mere fast i danskernes øregange, og USSEL bliver efterhånden sværere og sværere at overse. Bag det rå kunstnernavn gemmer sig 25-årige Emil Mercedes Baadsgaard, der selv har beskrevet sin musik som lyden af ’hvis Dirch Passer lavede hiphop’. USSEL oser af originalitet og rammer en form for nerve i musikken, hvor begejstringen for at skrive sange skinner igennem på kilometervis afstand. Det kan være svært at definere rapperens lyd. Den kan nemlig både indeholde euforiske feel-good toner som på ”SPRINGER UD”, et ekstremt aggressivt og mørkt trap-univers som på Orgi-E-samarbejdet ”DÅBEN” eller en følsom, kærlig og eftertænksom fortælling som på den spritnye ”En Sang Til Min Kommende Kone”. Om du så er til det ene eller andet, så anbefaler vi, at du skynder dig ind og tjekker ham ud, hvis du ikke allerede har gjort det.
Josie Amadonna
Josie Amadonna er på samme måde lidt en no-brainer for os – og desuden også en kunstner, der i lang tid har været i gang med at slå sit navn fast på den danske musikscene. Du har måske hørt hittet ”Donkey Kong” fra 2021, hvor hun i allerstørste blærerøvsstil flower afsted på den ene linje efter den anden, med hårdtslående og velskrevne punchlines såsom:
// Håber en dag at blive ligeså kendt som Corona, Jeg smiler stort som Jim Carrey, De smiler skævt ligesom Mona, Jеg tæller streams ligesom kronеr, Jeg ser de rapper som kloner //
Og dertil et pulserende omkvæd om, hvordan hun ruller afsted ligesom ‘Donkey Kong’. Tilbage i marts fik vi endnu en gang en smag på Amadonnas rap-talent med ”Shopaholic”, der på samme måde skød velskrevne og komiske punchlines. Essensen af Josie Amadonna er humor, attitude, selvtillid og toneløse bars der skydes afsted som et automatvåben. Hvis du er til hiphop, hvor velskrevne tekster, diva attitude og flows i massevise er i fokus, så er hende her et rigtigt godt bud på en af dine nye favoritter. Underholdningsværdien er stor, når du sætter et nummer med Josie Amadonna på.
Flava
Selvom Flava egentlig ikke selv har behov for at blive proppet ned i nogen særlig genremæssig kasse, og selvom der ikke er nogen tvivl om, at hun som artist rummer rigtig mange forskellige ting – hiphop, R&B og punk, så rammer hun specielt en lyd, der er helt unik og førhen totalt uhørt på den danske musikscene. Med lyden af et enormt internationalt potentiale, skyder Flava afsted i den danske undergrund med en stødt voksende fanskare herhjemme. I februar landede hun den fornemme plads, som én af de seks talenter i VEGAS udvalgte – i fint selskab med PRISMA, FABRÄK, eee gee, Reveal Party og i øvrigt Josie Amadonna. I maj 2021 udgav hun debut-EP’en Megalomonia med fire stærke sange, hvor de mørkglødende produktioner smeltede sammen med sangerindes stærke sangstemme, og man havde svært ved ikke at lade sig trække med ind i Flavas tunge univers.
UNG-SKAB
Det vigtigste man kan sige om UNG-SKAB er, at de som duo rummer rigtig mange forskellige ting – flotte melodier, tunge produktioner og et nærværende, nede-på-jorden tekstunivers – og ikke mindst massive mængder af talent. De melodiske R&B-linjer fås hos duoens ene halvdel Clara Rose Lundberg, mens rap-linjerne overlades til den anden halvdel, nemlig Eigil Bjørn Meldgaard. De to artisters utryk og levering smelter sammen i en perfekt og unik symbiose, hvor det ene element ikke ville kunne stå uden det andet . Hvis du derfor er til hiphop, men samtidig sætter pris på stærkt elektronisk pop-musik – her leveret af Clara Rose Lundbergs stærke, unikke og nærmest fløjtende sangstemme, så lyt til UNG-SKAB. De er senest aktuelle med deres selvbetitlede EP fra november 2021, hvor særligt numrene ”Dem”, ”Snekkersten Strand” og ”Du Vil Ik Se (Føler Den Ik)” anbefales herfra.
Såforsatan
Såforsatan har stadig sit store kommercielle gennembrud til gode. Til gengæld har han i et stykke tid domineret undergrundsscenen med sin helt egen tilgang til genren – særligt med sin atypiske band-besætning, i hvert fald hvis man snakker hiphop – hvor det slet ikke er noget problem, at numrene hurtigt kan variere fra dunkel klub-trap til tilbagelænet bossanova eller dybfølte popballader. Med sin mørke og ikoniske stemme, leverer han tekster om det uperfekte liv, om at udlevere sig selv, om det opbrudte parforhold og det at være nysgerrig på at prøve nye ting af. Såforsatans musik kredser sig om den såforsatan-persona, han selv har skabt og musikken er totalt værd at dykke ned i, som fan af hiphop og som fan af det at turde nytænke genren.
hun_sagde
På årets SPOT-festival kunne man i år opleve aarhusianske hun_sagde. Den stadig mystiske rapper/sangerinde har holdt sit materiale skjult for omverdenen i et længere stykke tid, og i skrivende stund kan man stadig kun finde hendes éneste officielle singleudgivelse på Spotify, nemlig ”Ingenting”. Bag kunstnernavnet finder man unge Emma Lillelund Saugaard, der skriver hårdtslående tekster, hvor der ikke lægges fingrer imellem noget som helst. Igennem mørke og tunge elektroniske beats lukkes der op for et nærværende og ærligt men også kynisk univers, hvor man kommer helt tæt på hun_sagde-personaen. Rapperen er snart mere aktuel end nogensinde med udgivelsen af sin kommende debut-EP i efteråret, så lige nu er det helt rigtige tidspunkt at begynde at følge med på.
HUNNID22
Vi har ofte nævnt HUNNID22 her på siden, og det er bestemt heller ikke uden grund. Gruppen fra 8210 er nemlig svær at komme uden om, når man skal diskutere de store talenter på den danske musikscene i øjeblikket. Modsat mange af de allerede nævnte hiphop-artister på vores liste her, så lægger HUNNID22 en ære i at være tilbageskuende. De vil tilbage til rødderne. Nærmere bestemt lyden af old-school amerikansk hiphop fra øst-kysten. Der er ingen tvivl om, at gruppens medlemmer består af bund-radikale rappere, der nostalgisk hellere stiler efter lyden af Wu-Tang Clan eller Notorious B.I.G frem for en stor nytænkning af genren. Og selvom de fire rappere fra gruppen har base i det jyske, så mestrer de det engelske sprog på en måde, der gør det umuligt at høre, at de ikke er indfødte amerikanere. Drengene leverer flow, attitude, tekstlevering i topklasse. Er du amerikansk rap-nørd af den gamle skole og vil imponeres i din grundvold, så hop med på HUNNID22-vognen med det samme. Start med at lytte til ”Breaking Bad” og følg derefter trop med deres nyeste ”Murder Was the Case” og ”I NEED THAT”, så er du hurtigt inde i den brandvarme og svedige lyd af den amerikanske østkyst.
So Far So Fus
Hvor skal man overhovedet begynde, når det kommer til So Far So Fus. Først skal det bare nævnes, at det her er en særligt original tilgang til den danske rap-musik. Denne dansksprogede rapper er stadig rimelig uopdaget, og det kan man kun undres over. For rapperen har en pærevælling af rigtig mange ting, der kun fortjener at få stor fremgang. Hos So Far So Fus, kan du opleve humoristisk rap, hvor der er kælet for den mindste detalje – på en måde, der sender tankerne afsted mod tekstuniverser fra Malk De Koijn eller Gramsespektrum, men nærmest med et ekstra lag af freakyness. Skal du derfor have en underlig, men samtidig velskrevet og helt igennem humoristisk rap-oplevelse, så lyt til EP’en LOKUM-ALRUM igennem, hvor du kan støde på numre som ”DE KALDER MIG KIM MEN JEG HEDDER KEVIND”, ”LOKUM-ALRUM” eller ”ENÆGGET TVILLING” og blandt andet opleve hvad det indebærer at have et lokum-alrum i sit hjem eller at være // ved siden at sig selv som en énægget tvilling //. So Far So Fus opsummerer egentlig sit lyriske univers bedst selv på ”ENÆGGET TVILLING”:
// Mit sind er forskruet. Du sku’ prøve at være inde i mit hoved //.
Skakklubben
Kunne du lide So Far So Fus? Så præsenteres du hermed for en, på mange måder lignende gruppe, nemlig Skakklubben, som på samme måde slet ikke er opdaget endnu. Derfor har du muligheden for at blive en helt særlig first-mover på dem her. Baseret i Aarhus, består duoen af rapper Anders Vinther og Oliver Kristensen, der helt tydeligt har talent for at skrive tekster. Den her gruppe er særligt til dem, der elsker velskrevne tekster, eksplosive flows og originale punchlines. Kast dig over nummeret ”En farlig cocktail” til at starte med og bliv betaget af originale rim, en overbevisende produktion og stærke vendinger i massevis. Og når du har fået nok her, så kan du efterfølgende kaste dig Oliver Kristensens soloprojekt Oliverk af nærmest samme kaliber.
Timur
Da dansksprogede Timur udgav sin seneste EP Hvor Vi Ikke Kan Bunde landede det på som highlight på vores liste over ugens vigtigste albumudgivelser. Vores opmærksomhed faldt nemlig på rapperens univers, hans både sarkastiske og kontante lyrik og elektroniske produktioner, der skulle afspejle lyden af klubberne i nattelivet. Der er ingen tvivl om, at Timur bringer noget særligt til den danske undergrundsscene og har du ikke fået hørt Førhen endnu, så er det kun på tide.