When Saints Go Machine – Smukfest 2022

Foto: Emil Marius Bertelsen
Scene: Teltet
Dato: Lørdag den 6. august 2022

When Saints Go Machine spillede både gammelt og nyt i Teltet til Smukfest, hvor en masse mennesker havde mødt op, for at se det interessante act. Desværre var lyden for lav og scenen for mørk, så vi fik ikke helt den oplevelse, vi havde håbet på. 

3/5 Stjerner

Teltet var fyldt, da When Saints Go Machine gæstede Smukfest tidlig lørdag aften. På scenen stod en trommeslager, DJ/Synth-spiller og så den altid karismatiske forsanger Nikolaj Manuel Vonsild på en helt tåget og mørk scene. Jeg havde set frem til at opleve When Saints Go Machine på denne smukke festival, men desværre var der en eller anden barrierer imellem os og hvad der foregik på scenen. 

Som en skygge bevægede Vonsild sig rundt på scenen, og en skygge af hans stemme var da også kun det vi hørte, som ellers er det store trækplaster i alt det han laver. Det blev næsten en hvisken, også når han talte til publikum, og det var altså ærgerligt, for det gjorde at bandets imponerende musik ikke rigtig ramte publikum, som ellers var meget opmærksomme.

When Saints Go Machine føltes meget som et skuestykke, et teaterstykke, en mytisk figur i et andet univers. Med skæve trommerytmer, underfundig synth og enestående vokal blev man draget af dem, og man kunne næsten ikke tage øjnene fra scenen. Det mærkedes som en historie, man var vidne til. Den startede med det mørke, tågede univers, som bevægede sig over til en helt oplyst scene med lettere lysere musik, som sluttede af med en farverig fest. 

Under festen spillede de et nyt nummer, fra den plade de er i gang med at lave, og det var ikke som man måske havde forventet. En klubballade kunne man næsten kalde det – som de selv siger – at et ufærdigt nummer, der med fire i gulvet og klubsynth nok var det mest overraskende under hele koncerten. Efter festen var der et lille smukt afbræk, hvor vi heldigvis kunne få lov til at nyde Vonsilds stemme uden en overdøvende bas, inden bandet kørte den hjem. 

Desværre blev det et skuestykke, og vi følte os ikke involveret i koncerten, som måske på grund af den lave, dårlige lyd, havde en barrierer foran sig. Til gengæld glæder vi os rigtig meget til at det nye album snart er klar, så vi rigtig kan få lov til at nyde noget mere af When Saints Go Machine. 

Amanda Freisleben Lund
Amandafreisleben@bandsoftomorrow.com