19 aug veiles – UHØRT Festival 2022
Foto: Phie Beckett Stenbæk (Pressebillede)
Venue: Skaterscenen
Dato: Torsdag den 18. august 2022
Det introverte lydbillede fra veiles fyldte rummet på skaterscenen, mens solnedgangen meldte sin ankomst i baggrunden. De sceniske smukke omgivelser prægede den intime stemning, der dog til tider gav os en noget ensformig koncertoplevelse.
3/5 Stjerner
Den aarhusianske singer-songwriter veiles skriver sange om kærlighed i alle dens former – det var sådan, at artisten præsenterede sig selv, da hun væbnet med sin akustiske guitar trådte ind på Skaterscenen på UHØRT Festival. Med blot en enkel singleudgivelse tilgængelig på musiktjenesterne spillede veiles os ind i sit følsomme univers med en håndfuld nye numre, der til en start tryllerbandt publikum foran scenen. I skæret af det beskedne lysshow og med solnedgangen hængende over festivalen stod veiles i centrum af scenen med sit liveband bag sig. Det var scenisk smukke omgivelser, som kun blev mere eventyrlige af sangerindens skiftevis skrøbelige og kraftfulde vokal.
Med sange om hjertesorg og kærlighed, der var relaterbare i sin helhed, blev vi lukket ind i, hvad der føltes som et personligt rum, hvor mystik og skrøbelighed mødtes i en intim atmosfære. Til tider kunne veiles optræden føles en smule ensformig, selvom hendes enkelte numre var gennemsyret af en dragende sangskrivning.
Undervejs fortæller hun om sin skriveblokade, som opstod, da hun havde lovet sig selv ikke at skrive flere kærlighedssange. I stedet kom nummeret “My Best Songs”, der stadig kredser om kærlighedstematikken, men som udformer sig i et mere countrypoppet format. Senere optrådte hun med singleudgivelsen “You & Me”, hvor vi som publikum blev lukket helt ind i hjerterummet på den håbløse romantiker veiles.
Koncerten bød dog på få overraskelser, da sangerindes pludselig forklædte sin stemme med vokaleffekter og kortvarigt optrådte i et mere elektronisk inspireret lydbillede, der gav hele hendes optræden en smule mere kant.
Alt i alt var det en intim koncertoplevelse sat i de helt rigtige rammer, hvor det i særdeleshed var guitaren, der drev værket i samspil med veiles nærmest fejlfrie vokalpræstation.