23 aug Tame Impala – Royal Arena

Foto: Natacha Jensen
Venue: Royal Arena
Dato: Mandag den 22. august 2022

Kevin Parker udskrev en kollektiv recept på musikalsk ekstase, da han og Tame Impalas live-medlemmer tryllebandt Royal Arena med et gennemført psykedelisk show i verdensklasse.

4,5/5 Stjerner

Den psykedeliske musik er, som navnet antyder, uløseligt forbundet til indtaget af bevidsthedsudvidende stoffer. Og det var da også en tematik, som Tame Impalas mandagskoncert i Royal Arena var stærkt påvirket af. 

Allerede ved indgangen til arenaen blev det næsten udsolgte publikum mødt af et overdimensioneret pilleglas. Det skulle fungere som reklame for det opdigtede lægemiddel Rushium, som lægger navn til den turné, der på denne aften var nået til København. 

Ved koncertens begyndelse blev der bygget videre på konceptet, da en slags informativ promoveringsvideo for stoffet blev afspillet som introduktion til den oplevelse, som ventede foran det sitrende publikum. Videoen blev langsomt mere og mere forvrænget og brød til sidst ud i alle regnbuens farver, akkompagneret af nummeret ”One More Year”, der ligeledes indleder Tame Impalas seneste album The Slow Rush.

Selvom det selvsagt er den nyeste plade, der turneres med, var det dog generelt det ældre materiale, der stjal showet i Royal Arena. Især Currents, der vel må regnes som Kevin Parkers gennembrud med projektet, vejede tungt på sætlisten. 

Tilskuerne jublede ved gensynet med numre som ”Let It Happen”, ”New Person, Same Old Mistakes” og selvfølgelig ”The Less I Know the Better”. 

Sidstnævnte indie-hit lød dog i mine ører en anelse kluntet, da bandet udførte det som et af de to ekstranumre. De efterhånden ikoniske guitarriffs, der langt hen ad vejen bærer tracket, slog ikke rigtigt igennem i lydbilledet, og trommerne, som på studieversionen danner et simpelt og disco-inspireret rytmisk grundlag, kom i live-versionen til at fremstå mere banale og mindre taktfaste. 

Det nummer, der skulle have været højdepunktet, endte derfor med at fremstå mere som en eftertanke – måske også fordi både bandet og publikum var udkørte efter de lige godt to timer, som koncerten varede. 

Heldigvis var det til gengæld svært at sætte en finger på det, der kom før bandet sprang tilbage på scenen for at udføre de to ekstranumre. Her leverede både Parker og de medrejsende live-medlemmer en koncert, der beviste, at stofferne slet ikke er nødvendige for at opnå en oplevelse, der transcenderer en grænse til noget magisk. 

Musikken og de fuldstændigt vanvittige visuals, bestående af lys og lasere i alverdens farver samt konfetti en masse, fusionerede i et forunderligt samspil, som jeg sjældent har set mage til.

Bandet spillede upåklageligt, og når Parkers karakteristiske vokal indimellem blev overdøvet af publikums korsang, var der – i hvert fald for mit vedkommende – dømt gåsehud for alle pengene. 

Parker selv havde en behageligt tilbagelænet og charmerende ydmyg fremtræden på scenen, og derfor fungerede det også ganske fint, at han med jævne mellemrum havde mulighed for at trække sig lidt tilbage og lade musikken og lysshowet tale for sig selv.

Han havde publikum i sin hule hånd og det resulterede i en stemning, der på én og samme tid var afslappet og fuld af energi. Som en bølge af kærlighed virkede den gode energi til at sprede sig til hver eneste krop i bygningen og beviste, at musik er det mest kraftfulde stof, der findes.