KALASET – Smukfest 2022

Foto: PR

Scene: The Hood
Dato: Fredag den 5. august 2022

Selvom det ikke var det største publikum, der var mødt op foran The Hood, for at se KALASET, holdt bandet modet højt og formåede at lave en god koncert, for de fremmødte festivalgængere. 

3/5 Stjerner

Det kunne næsten ikke blive mere lokalt end da KALASET stævnede Smukfest torsdag klokken 13:45. Bandet der til daglig bor i kollektiv i Skanderborg, har vi skrevet en del om her på magasinet, så vi var fulde af forventning, da de blev annonceret til årets festival. Bandet vandt i 2021 Jelling Musikfestivals talentprogram Quasar, pendant til Smukfests Karrierekanonen. 

Ind på scenen kom bandet, Guitarist; Anders Mygind, Jakob Rønn; trommeslager, Sidsel Due; pianist og korsanger, Henrik Skov; bassist og forsanger Morten Holm Ørsager med glimmer i ansigtet og farverigt tøj. Det kunne have klædt bandet at have et mere ensartet udtryk for at understøtte deres skarpe tekster og musik. For musikken ER skarp og teksterne finurlige og rammende. 

Forsanger Morten Holm Ørsager var især et trækplaster til koncerten. Hans dansetrin, indlevelse og scenetilstedeværelse virkede meget professionelt og enormt dragende. Ved tredje nummer “Kaos Kan Være Smukt” oplevede man et publikum, der blev mere og mere engageret i koncerten, og bandet brugte flere taktikker i løbet af koncerten for at fastholde folks opmærksomhed. Ørsager fik folk til at synge efter, klappe og komme helt ned i hug mens han hviskede “Bang Bang jeg tror du er farlig.” Der var mange gode elementer i en ellers lidt standard koncert. Især Sidsel Dues lyse, svævende korstemmer løftede lyden i flere af numrene, og på mange måder ville jeg ønske, at hun var kommet længere frem på scenen, selvom de gjorde hvad de kunne, for at få hende i fokus. 

De sluttede af med hittet “Riv I Mit hår”, hvor alle stod med hænderne i vejret. Der var noget helt specielt ved denne her blanding af uptempo 80’er inspireret musik, og de meget følsomme tekster, som op til flere gange sendte gys gennem publikum. 

Alt i alt var det en god koncert, dog en smule kort med kun 35 minutter – men de har heller ikke mere end seks udgivne sange. Bandet virkede glade for at være på scenen og publikum ligeså for at være med. Vi glæder os til at høre meget mere fra KALASET fremover. 

Amanda Freisleben Lund
Amandafreisleben@bandsoftomorrow.com