Jung – Smukfest 2022

Foto: Petra Kleis (Pressebillede)

Scene: Stjernescenen

Dato: Fredag den 5. august 2022

Det var på mange måder en lidt standard koncert, Jung spillede lige inden midnat på den store Stjernescene på Smukfest. Heldigvis var Jonas Jungs stemme og de velskrevede numre, som altid en fornøjelse at lytte til. 

3/5 Stjerner

Selvom Jung på mange måder er at ret ungt band, har de på meget kort tid formået at komme langt ud over stepperne, og fredag lige inden midnat, var de klar til at spille på den store Stjernescene på Smukfest. 

En god skare havde mødt op foran den lyserøde stof-svøbte scene. To lyskegler fokuserede på guitarist; Sigurd Boesen og basist; Michael Hovmand. Ind på scenen kom trioens egentlig stjerne nemlig forsanger Jonas Jung, der med sin distinkte vokal har fået Jung på Danmarkskortet. Iklædt hvid skjorte og beige bukser, lyste han scenen op i sin egen lyskegle og begyndte koncerten med et mere stille nummer end først forventet, men det pirrede til publikums opmærksomhed og viste Jungs smukke stemme. 

Det var tydeligt at se, hvor glad og stolt Jung var, for at stå på den scene, især efter så kort tid i deres karriere. Ligesom tidligere act; Andreas Odbjerg, havde Jung heller aldrig været på Smukfest, hverken som festivalgæst eller koncertnavn, og spændtheden fornemmede man hos bandet, der også til tider virkede lidt overvældede af det hele. 

Jonas Jung spankulerede rundt på scenen, gik ned i brede squats for at møde sit publikum i øjenhøjde og sang utrolig fantastisk. Det er en så særpræget stemme, som desværre til tider ‘overdøvede’ bandets lidt spinkle lyd. Det var meget skiftende hvordan de forskellige numre lød, nogle gange sad den lige i skabet, andre gange blev det lidt tyndt. Det stationære udtryk hos musikerne fungerede egentlig ret godt til den meget stringente musik, men man kunne godt ønske lidt mere publikumskontakt fra andre end Jonas Jung. 

På mange måder var det en ret standard koncert. Der var godt med show på lyset, de spillede de numre man havde forventet på den måde man kender dem. De eneste numre, hvor de (desværre) havde taget et andet valg var til nummeret “Kørebanen” som fik et langsommere mere akustisk udtryk. Det var ikke helt det rigtige valg, i hvert ald ikke hele vejen igennem. Selvom de spillede smukt og udgaven gjorde at der kom godt opmærksomhed på teksten, så var der en opbygget energi, der ønskede at eksplodere i skrål og klap. Noget af det samme skete under nummeret “Lige nu lige her”, hvor de afsluttede flot stående på scenen, hele bandet accapella, og hvor publikum begyndte at klappe i for hurtig takt, hvilket var ærgerligt for den ellers smukke ide. Men alt blev overskygget af Jungs enorme glæde for at stå på den scene, som han indtog på flotteste vis. Showstopperen “Hun Kommer Tilbage” var den naturlige afslutning, selvom de også her prøvede at gå ned i dynamik, hvor overgangen ind til den 80’er-lydende synth bare ikke blev helt skarp. Ud over de små momenter, var det som sagt en god koncert og altid en fornøjelse at få lov til at lytte til Jungs vanvittige vokal. 

Amanda Freisleben Lund
Amandafreisleben@bandsoftomorrow.com