19 aug Fra rytmisk rap til uimodståelig R&B. Her er 5 nigerianske navne du skal kende til
Foto: Atlantic Records (Pressebillede)
Kom med på en musikalsk jordomrejse, når vi i denne artikelserie guider til artister fra nær og fjern. Denne gang går turen til Nigeria, der har masser af forskellig og god musik at byde på! Nigerianske artister siger dig måske ikke det store, men hvis du har hørt Futures sommerhit “WAIT FOR U”, så er du faktisk lidt med på beatet. Men lad os scrolle videre og blive bedre bekendt med den Nigerianske musikscene.
Burna Boy
Damini Ebunoluwa Ogulu, bedre kendt som Burna Boy, har indenfor de sidste par år indtaget den internationale musikscene. I 2019 han vandt prisen, som det bedste internationale act ved BET Awards. Men før den internationale anerkendelse lagde Burna Boy grundstene til sin karriere i det sydlige Nigeria. Her producerede han sine egne beats i musikprogrammet FruityLoops og fik sidenhen en praktikplads ved urban radiostationen Rhythm 93.7 FM i Nigerias hovedstad Port Harcourt. I Juli udgav han albummet Love, Damini, hvor især nummeret “Last Last” er blevet en mindre sommerbanger med sit fængende omkvæd om at dulme et brud med igbo (hash) og shayo (alkohol).
Du kan lytte til nummeret herunder:
Ayra Starr
Afropop og R&B sangerinden Ayra Starr er forholdsvis ny på den nigerianske stjernehimmel. Fast besluttet på at jage musikken, udgav hun sin første single i 2019, som bare 17 årig. Ayra Starr voksede op i en musikalsk familie i Afrikas største by Lagos. Her formede hun sit eget musikalske udtryk. Hun sang kor i gymnaiset og holdt sangskrivningssessioner med sin bror, der selv spillede guitar og skrev. Musikkarrierens start skulle tage sit afsæt på Instagram, hvor hun uploadede sit første nummer, der hurtigt skabte interesse ved pladebranchen. Ayra Starrs musik kan beskrives som en sjælfuld og følelsesladet tilbagelænet vokal, der bearbejder temaer om kærlighed og forhold. Sidste år udgav hun sit debutalbum 19 & Dangerous, hvor nummeret “Beggie Beggie” med den nigeriansk sanger Ckay, står som en heftig guitarballade, der efterspørger lidt kærlighed.
Du kan lytte til nummeret her:
Zlatan
Afrobeat og hiphop artisten Zlatan har grundlagt sit eget pladeselskab Zanku records. Men før Zlatan blev bossen i egen bule, så startede hans musikalske eventyr med et lokalt talentshow. Til showet vandt Zlatan førstepladsen og opnåede opmærksomheden fra den Nigerias musikindustri. Zlatan fik på skiftende pladeselskaber udgivet en række singler, før han endelig startede sit eget. Udover at være artist, så har Zlatan en sidegesjæft som danser, hvilket kan mærkes i hans musik, der med lette afropop rytmer og ‘højt til loftet’-levering får skabt en lille dans. Et nummer der indfanger dette er “Money”, som får danseren, rapperen og forretningsmanden til orde.
Du kan lytte til det herunder:
TEMS
Så er vi ved det hint, der blev sat i introen. Vi er kommet til sangerinden Tems, der i disse år træder i internationale vande. Hun har samarbejdet med verdenstjerner som Drake, Beyoncé, Brent Faiyaz og for tiden kører nummeret “WAIT FOR U” med Future og Drake igennem den danske sommer.
Men før de store roser og den stigende berømmelse startede Tems sin karriere med en tilfældighed. I staten Lagos begyndte Tems, som så mange andre børn, i skole. I musikundervisningen blev hendes lærer opmærksom på talentet og Tems begyndte at spille klaver. Mens hun I fritiden øvede sang med sin bror. I 2018 sagde sangerinden sit job op, da hun ville jagte musikken. Starten på jagten blev at se YouTube tutorials, der kunne introducere hende til musikproduktion. Afkastet kom efterfølgende med debuten “Mr.Rebel”. Sidste år udkom Ep’en If Orange Was A Place, hvor nummeret “Crazy Tings” fortjener en fremhævelse. På nummeret blander Tems både afrobeat og old school reggae, når hun synger om et giftigt forhold.
Du kan lytte til nummeret her:
Lagbaja
Den sidste nigerianske kunster i denne omgang er Lágbájá, der både er musiker, singer-songwriter og percussionist. Lagbaje kan tilsyneladende lidt af det hele. Han er da også den ældste artist i denne artikel, da han har været aktiv siden 1991. Lágbájá skulle eftersigende betyde den “identitetsløse”, da han under sine optrædener påtager sig en maske, der skal gøre ham identitetsløs. Formålet med maskeringen er, at kunstneren dermed kan repræsentere den “almindelige mand”. Maskeringen og omfavnelsen af den “almindelige mand” hænger sammen Lágbájás overbevisning om, at musik kan føre til social reform. I år udkom nummeret “Konko Below Riddim”, der med dansable rytmer, en konstant rytmisk perkussion og hihats skaber et jam, der kan varme de stiveste typer op.
Du kan lytte til nummeret herunder: