Clara – AiaSound Festival 2022

Foto: Rasmus Luckmann (Pressebillede)
Venue: Main Stage
Dato: Lørdag den 13. august 2022

Clara ruskede op i det tømmermændsramte publikum og satte standarden for AiaSounds sidste dag.

3,5/5 Stjerner

Den forventningsfulde summen over Tiøren blev afbrudt af Danijel Drux’ boomende stemme, som emmede fra AiaSounds hovedscene. På bedste konferenciervis konstaterede han, at nu skulle festivalens sidste dag skydes i gang – på trods af publikums ”tømmer-bobs” – og dette skulle gøres med ingen ringere end popdronningen Clara

Clara indtog scenen med en nærmest royal fremstråling og en klar forbindelse til publikummet, som løbende sluttede sig til, efter de første toner strømmede fra lydanlæggene. Allerede i åbningsnummeret kunne man opleve Claras imponerende vokal, som blev understøttet af det enormt velspillende band, som alle holdt energien højt. Denne præstation gjorde det dog tydeligt, at dansernes energi ikke var på niveau med resten af holdet, hvilket måske skyldes den bagende hede, som også gjorde publikum døsige. Efterhånden som koncerten skred frem, fulgte danserne dog trop, og i takt med at energien voksede, så man også et stigende antal mennesker danse festligt i retning af scenekanten.

Under hele koncerten, var det umuligt ikke at blive målløs over Claras enestående vokal, som konsekvent sad lige i skabet. Især de lyse toner på nummeret ”Nobody’s Lover”, formåede at give mig kuldegysninger – og taget sommervarmen i betragtning, er det noget af en bedrift. Det blev helt umuligt at stå stille, og selv det tømmermændsramte publikum måtte danse i takt til de forførende rytmer. Da dansen blev for hed, fik man et afbræk med et intimt cover af GIMS’ (førhen kaldet ’Maître Gims’) storhit ”Est-ce que tu m’aimes?”, hvor Claras ærlighed og sårbarhed skabte en mærkbar kontakt til publikum. 

Under koncerten lagde man dog mærke til, at publikum meget af tiden ikke sang med på kavalkaden af pop-baskere, hvilket skyldtes at en stor del af set-listen bestod af ikke-udgivet musik. Vi blev dog forsikret, at der ville blive spillet de mere kendte numre, hvilket blev mødt af jubel hist og her blandt fans, som tydeligvis savnede muligheden for at synge med. 

Løftet blev indfriet med landeplagen ”Girl Like You”, som blev mødt af et stort bifald, og resulterede i at hele publikum sang og dansede til de velkendte toner. Det var på dette tidspunkt, – nær slutningen af koncerten – at jeg tog mig selv i at tænke, ”nu er AiaSounds sidste dag officielt skudt i gang”.

Gustav Rasslan
gustavrasslan@bandsoftomorrow.com