5 sange, der har fået Saveus hertil i dag

Foto: PR

Før de store hits og mange streams har selv de største stjerner og hitmagere startet et sted. Vi har fulgt dem alle på deres musikalske rejse fra den første singleudgivelse til det store gennembrud. I denne artikelserie har vi samlet fem numre fra Saveus’ bagkatalog, der har været med til at få ham hertil i dag.

Bag det musikalske soloprojekt Saveus står sanger og sangskriver Martin Hedegaard. Hans rejse ind i den danske musikbranche begyndte på nationalt TV, nemlig på X-Factor scenen tilbage i 2008, hvor hele Danmark kunne opleve den dengang blot 15-årige sanger vinde hele showet. Siden da har Martin Hedegaard løsrevet sig fra X-Factor-identiteten og påbegyndt sit soloprojekt, som især de sidste par år har fået god medvind. I år er han booket til at spille to kæmpe arenakoncerter – Royal Arena i København og ACC i Aarhus – og lige rundt om hjørnet venter hans kommende albumudspil Rainman. Fra 2017 til i dag har det tilsyneladende været en lang og kreativ rejse, der har fået Saveus til at forfine sit musikalske udtryk og lave et overraskende comeback. I forbindelse med hans nye album, som lander på gaden fredag den 2. september, har vi samlet et overblik over de fem sange, der har været med til at forme Saveus’ musikkarriere frem til i dag.

“Levitate Me” (2015)

Den klaverdrevne “Levitate Me” var førstesinglen til Saveus’ debut-EP Will Somebody Save Us fra 2017. Nummeret havde premiere tilbage i 2015 på P3 Guld, hvor den danske befolkning så småt begyndte at få øjnene op for det comeback, Martin Hedegaard senere ville lave på den danske musikscene. EP’en nåede ikke at toppe førstepladsen på hitlisterne, men Saveus fik uanset rettet noget opmærksomhed sin vej. “Levitate Me” kulminerer i et storslået lydbillede, som er en fællesnævner for mange af Saveus’ produktioner, og du kan høre nummeret her.

“Himalaya” (2017)

“Himalaya”-singlen er et af de numre, som publikum ubestridt kan synge med på, når Saveus optræder live. Hvad, der starter som en intim klaverballade med Martin Hedegaards særegne stemme i centrum, udvikler sig til en gospel-klingende pop-produktion, hvor blæsere og rytmiske beats får lov at udfolde sig. Det er uden tvivl ved udgivelsen af dette nummer, at Saveus’ musikalske univers begynder at vokse sig større på den danske musikscene. Du kan sætte det euforiske nummer på ved at trykke lige her.

“Ready To Die” (2018)

Blandt Saveus efterhånden mange udgivelser står “Ready To Die” stadig tilbage som det ubesejrede hit med hele 7,7 millioner streaminger på Spotify. “Ready To Die” er åbningsnummeret på soloprojektets første albumudgivelse Neuro, og meget karakteristisk for Saveus sættes den intime stemning an, før det storladne tager over. Med en tendens til at gøre musikken nærmest guddommelig gennem hans bombastiske kompositioner og enorme vokaltalent er “Ready To Die” absolut ingen undtagelse. Lyt til nummeret her.

“Bloodmoney” (2021)

Singlen “Bloodmoney” har religiøse undertoner og frembruser en dyster mistillid til menneskeheden, hvilket afspejles i det både medrivende og intimiderende nummer. Det er et stærkt nummer, der viser en udvikling i Saveus ellers opløftende lydunivers. Om nummeret har Martin Hedegaard fortalt:

– Jeg føler mig som en del af en verden, hvis ypperste valuta er blodpenge – uanset hvor du kigger hen. Lige nu betaler vi prisen for, hvordan vi har behandlet vores planet. Og jeg er overbevist om, at der kommer flere regninger til os i fremtiden. Jeg har ikke bind for øjnene mere, men nu er jeg derimod bange.

Det er en opsang til os som mennesker, der maskeres i et hårdtslående beat og en virkelig catchy vokalpræstation, som du kan lytte til lige her.

“Dark Vibrations” (2022)

Med “Dark Vibrations” præsenterer Savues’ den tredje single, som teaser for det kommende album Rainman. På trods af sin relativt korte levetid har nummeret fået en rigtig flot modtagelse. Martin Hedegaard bliver i det storslåede univers, men denne gang sendes associationerne til den internationale popscene i langt højere grad, end vi har hørt før. Saveus virker tilsyneladende til at have perfektioneret sit udtryk, hvor der er en fin balance mellem det rørende og det evigt storeladne. Lyt med på “Dark Vibrations” på Spotify her.

Tags:
,
Kira Buur
kirapost@bandsoftomorrow.com