02 jul Saveus – Roskilde Festival 2022
Foto: Simon Zahrtmann
Venue: Arena
Dato: Fredag den 1. juli 2022
Saveus leverede en storslået koncert, en regnfuld eftermiddag på Roskilde. Der blev følt, grinet og grædt, imens musikken bragede ud af højtalerne.
5/5 stjerner
Skyerne havde åbnet sine sluser på den anden sidste dag på Roskilde Festival. Folk havde stimlet sammen under parasoller og pavilloner, men der var en stor gruppe dedikeret fans, som var klar til at modstå regnen. De stod nemlig i kø til Saveus, som skulle spille en sen eftermiddag på Arena, hvor pitten først blev åbnet 10 minutter inden koncertstart. Deres dedikation var tydeligt at mærke fra start til slut – og de ville ikke blive skuffet.
Saveus er en af de kunstnere, som har lavet det vildeste comeback. Han gik fra en halvlunken karriere efter X-Factor til at være en elsket musiker med en pause på 6 år.
Da han trådte ind på scenen var han klædt i hvidt fra top til tå, hvilket understøttede hans image som en gudelignende skikkelse.
Han satte sig op til klaveret, som var hævet op på en platform. Han overtog scenen med selvtillid og arrogance. I sit eget selskab startede han på sangen “Church Full of Bad Men”. Festivalgæsterne blev lukket ind i hans univers, og det føltes som, at man sad på gulvet i hans soveværelse, hvor han sang sine følelser ind i ens hjerte. Publikummet sang med, imens han lukkede øjne og fortryllebandt dem.
På nogle af Saveus største hit som “Ready to Die”, “Dark Vibrations” og “Himalaya” sang publikummet med fra første ord, der kom ud af hans læber. Der blev danset til de hurtigere numre, og der blev følt, når Martin Hoberg Hedegaard krængede sine følelser ud over scenekanten.
Det var svært ikke at blive fanget af hans univers, da hans tilstedeværelse på scenen var intens og oprigtig. Hans band lignede heller ikke nogen, som følte, at det var another-day-at-the-office. Da guitaristen crowdsurfede ud over publikummet, gav det en euforisk reaktion hos de bærende arme. Der var masser af energi at hente hos hele bandet og lyspersonen. Saveus koncert var æstetik smuk, og det var umuligt ikke at nyde farverne og det velovervejet lysshow.
Da koncerten begyndte at lakke mod enden, satte Saveus sig ned på scenen, og performerede sin sidste sang Himalaya. De glade festivalgæster blev ellevilde, og han lod dem synge starten af sangen. Dem som måske havde mistet koncentrationen efter en time og 15 minutters koncert, blev hevet med ind i dansen igen. Saveus løb rundt på scenen, imens folk dansede deres sidste glæde ud.
Selvom sangen var slut tog bandet den instrumentale afslutning en gang til, imens Saeveus smed trøjen. Det var tydeligt at se, han var fuldstændig inde i musikken. Koncerten sluttede med et stort smil, og en oprigtig glæde over at være der hos alle.
Saveus er kendt for at levere storslående koncerter, hvilket han viste på Arena en sen, regnfuld eftermiddag. Han er mere end bare en dansk musiker, han er en del af folket.