04 jul Iceage – Roskilde Festival

Foto: Søren Lynggaard (Pressebillede)
Venue: Avalon
Dato: Lørdag den 2. juli

Iceage var desværre hæmmede af den sene spilletid på Roskilde Festival, og på trods af deres vellydende og -udførte koncert formåede de ikke helt at overbevise publikum om, at det var søvnmanglen værd.

3.5/5 Stjerner

Den sidste skumring havde lagt sig, og tusindvis af gæster var allerede på vej hjem imens de sidste skæve bemærkninger fra The Strokes’ forsanger Julian Casablancas gav genlyd over festivalpladsen, men for rockfans var der et enkelt punkt tilbage på programmet. Iceage havde nemlig fået stillet til opgave, at runde et aftenprogram af, der var pakket med mageløse navne, på festivalens sidste aften.

Det lettere amputerede publikum, hvilket nok skyldes en kombination af træthed og en koncert med dronningen af dansk rap inde ved siden af, havde fundet vej frem til scenen, da bandet trådte ind på scenen til en fanfare af blæsere over højtalerne og begyndte med deres virvar af forvrængede guitartemaer. Der var gang i bandet, og forsangeren Elias Bender Rønnenfeldt fløj rundt på scenen og messede teksterne, imens hans bandkammerater bakkede ham op med tunge udgaver af deres genregenoplivende punkmusik, og sange som “Vendetta” fik en mere fandenivoldsk klang end på pladen. Iceage skal have ros for at være vildt godt skruet ind på hinanden, og det seks mand høje band, missede stort set ikke et eneste taktslag i den time de spillede. Dette kombineret med førnævnte intensitet i numrene, medførte en komplet oplevelse for ørerne.

Dog var dette også bare det. Der var ikke rigtig meget andet til at få koncerten til at skille sig ud. Det blev tydeligt at udvekslingen af drivkraft mellem band og publikum blev mere og mere svag, hvilket kom til udtryk i den meget begrænsede mængde kommunikation fra scenen. Publikum i sig selv var nok også kun halvt til stede efter en lang dag med et højt intensitetsniveau, og mange stod muligvis også skuffede tilbage efter The Strokes, men det fik desværre en effekt på det introverte band på scenen, der ikke kunne formå at skubbe meget gejst udad.

Altså var det en god koncert fra et musikalsk synspunkt, og det var fedt at opleve et så velspillende band, dog blev bandets introverte udtryk mest af alt et udtryk for at denne koncert bare var endnu en dag på kontoret.