15 jul black midi – Hellfire
Foto: Atiba Jefferson (Pressebillede)
Label: Rough Trade
Udgivelsesdato: Fredag den 15. juli 2022
black midi fortsætter på Hellfire deres unikke blanding af punk-induceret progressiv rock og mørk humor. En cocktail der, som minimum, er yderst opsigtsvækkende.
4/5 Stjerner
Oplevede man black midi på deres tourné-afsluttende koncert i Lille Vega sidste december fik man et godt indtryk af det unge orkesters grundelementer. Et utroligt energiniveau, en ustoppelig trang til humoristiske indslag, en nærmest virtuos beherskelse af deres instrumenter og en enorm musikalsk nysgerrighed hvor det mest højkulturelle frit blandes med det mere umiddelbare.
Køber man ovenstående beskrivelse føles det oplagt, ja nærmest uundgåeligt, at black midi med deres forrige album Cavalcade, og nu også på Hellfire, har fundet deres hjem i de mere ukonventionelle grene af den progressive rock. En genre der historisk har haft som mission at nedbryde grænserne mellem de forskellige traditioner i vestlig musik – særligt grænserne mellem populærmusik, jazz og den klassiske musik.
På Hellfire giver den tilgang os en variant af den progressive rock, som i overvejende grad “taler” (avant-garde) jazzens sprog, leveret med en energi og attitude, der minder en om punken – bredt betegnet. Samtidig er musikken tydeligvis komponeret og ikke jammet. Dermed kan lytteoplevelsen på samme tid føles kompleks og umiddelbar. Der er få signifikante forgængere med lignende varebetegnelse. De kritikerforhadte og musikerelskede unikummer fra bandet Cardiacs er måske et eksempel. Man kommer nærmest til at tænke på den kortvarige punkafart fra slut-70’erne – “no wave”. En slags James Chance & the Contortions hvis de var i bedre humør.
Det bedre humør udmønter sig heldigvis også i bedre humor sammenlignet med no wave bandet fra New York, også selvom det kan tage et par lyt at opfatte de mange gimicks, som er udført i et hæsblæsende tempo.
Forsanger og guitarist Geordie Greep beskriver selv pladens lyriske indhold som passende til en aktionfilm. En god beskrivelse af hastigheden hvormed narrativet på Hellfire leveres. Historier præget af sætninger som både er episke og en smule cheesy, men samtidig absurde og fortalt med et glimt i øjet.
// One more night in Absalom // Help yourselves men to whiskey, onions, and chilis!// Eat, men, eat! Eat, men, eat! Eat, men, eat! //
Det er svært ikke at blive påvirket af at drikke den helvedesbryg, som det britiske band serverer på Hellfire. Dog er det også en plade til en bestemt sindstilstand. Et kunstværk som taler til dine maniske, ironiske og kaotiske sider – og det er måske ikke hver dag at man har lyst til at indtage whiskey, løg og chili samtidig. Hellfire er også i et højere og mere konstant tempo end Cavalcade og indeholder ikke den samme mængde af atmosfæriske passager som forgængeren.
Er man dog i det rette humør og har man en tendens til at nyde musik som både er kompleks, højenergisk og humoristisk – så er man kommet til det rette sted.
Hellfire er enormt veludført både spillemæssigt og lydteknisk. Hvilket, når man tager pladens kompleksitet i mente, er lidt af en kraftpræstation.
Greep, bassist og vokalist Cameron Picton og det rytmiske vidunder af en trommeslager, Morgan Simpson, er simpelthen i topform. Ligeledes er de to medlemmer af Black Midis liveband, saxofonist Kaidi Akinnibi og keyboardist Seth Evans, der utvivlsomt nyder godt af den kemi de har opbygget med bandet over den lange Cavalcade-tourné. Producer Marta Salogni balancerer det hele på brillant vis, selvom det for mig er lidt af et mysterium hvordan hun formår dette.
Hvem der ellers optræder på pladen er umuligt at finde ud af da den sorte humor, som er så kendetegnende for black midis musik, endda flyder over i den “faktuelle” information man som anmelder modtager. Det er på en eller anden måde en passende anekdote til at beskrive bandets ånd.
For de tre unge briter i black midi er ligeså konstant gakkede og ironiske, som de er kompetente på deres instrumenter – og det siger ikke så lidt. Dette faktum er både deres største styrke og svaghed. Dog er deres bidrag til rockhistorien så originalt, modigt og veludført at det gør det svært ikke at holde af dem og umuligt ikke at respektere dem.
– Skrevet af Emil Weis Brix
