Big Thief – Roskilde Festival 2022

Foto: PR
Venue: Arena
Dato: Lørdag den 2. juli 2022

Big Thiefs koncert var fængende og fyldt med overraskelser. Der var teknikproblemer, tekster blev glemt og mikrofonen blev skreget ned i.

4.5/5 Stjerner

Vejret havde skiftet det meste af Roskildes sidste dag. Solen bragede nogle gange ned og gav folk den sidste Roskildefarve, som bliver tydelig, når de træder ud af badet i morgen. Andre gange var det køligt med den friske vind, der kan hjælpe en med at glemme den kommende solskoldning. Arena var godt fyldt få minutter, inden Big Thief gik på. Det var varmt i teltet, og flere gik ud for at hente is for at køle sig ned.

Bandet trådte ind på scenen med stor selvsikkerhed. Publikummet huede, og der var lagt i kakkelovnen til en følsom og intens koncert. Forsangeren og sangskriveren, Adrienne Lenker, takkede publikummet for at møde op og begyndte at synge teksten til Change, som var en af deres mere stille sange. Selvom bandet startede umiddelbart roligt ud, var det langt fra en beskrivelse af deres koncert. Adrienne Lenker havde en ekstrem smuk vokal med en helt særlig råhed over sig. Hun skreg og råbte flere gange i løbet af koncerten, hvilket fik alle udenfor teltet til at undre sig – hvad foregik der derinde? Hvis de stak hoved ind, ville de se en gruppe musikere, som lignede punkmusikere med en androgyn forsanger. Musikken ville tendere mellem countrylignende toner og vildskaben fra punken med hurtige guitar-riffs.

De spillede en del sange fra deres nye album, hvor tempoet var en del hurtigere. Det hurtige tempo fungerede tit rigtig godt på festivalen.  Folk følte musikken samtidig med, at de kunne bevæge deres overkroppe og mærke bandets nærhed. Det var tydeligt at mærke, at publikummet var fuldstændig opslugt af koncerten, selvom en del havde forladt teltet i slutningen af koncerten. Det kunne dog skyldes, at St. Vincent skulle spille på Orange bagefter, og der var nok et overlap mellem Big Thief og St. Vincent fans.

Koncerten var udover at være energisk, nærværende og følende, også en smule dramatisk. Der var store problemer med noget af deres udstyr, hvor der blev fortalt, at der var kommet vand ind i deres vogn aftenen før, så noget af deres udstyr havde lidt skade. Bandet er desuden kendt for, at de nogle gange laver fejl i melodien eller teksten, hvorefter de bliver rettet af de dedikerede fans. Det skete også her, hvor nogle af teksterne blev glemt. Det blev dog rettet med gode smil og charme.

Normalt er det forsangeren, som kommunikerer med publikummet. Det var dog ikke tilfældet i Big Thief. Hun virkede derimod genert, når hun ikke spillede.  Det sekund hun tog guitaren op, udstrålede hun dog en ekstremt fascinerende energi.

Big Thief havde smukke tekster sammen med deres fascinerende lydbillede.  De gav god plads til soloer, som viste, hvorfor de er geniale musikere. Bandet leverede en fænomenal koncert, hvor publikummet var med hele vejen.

Isabell Larsen-Thomsen
26675@dmjx.dk