The Avalanches – NorthSide 2022

Foto: Isabell Larsen-Thomsen
Venue: Nova
Dato: fredag den 3. juni

De elektroniske sample-veteraner fra The Avalanches fyldte Nova-teltet med kærlighed under velbalanceret DJ-sæt. Med 2020’s ‘We Will Always Love You’ gik australske The Avalanches mod en endnu mere elektronisk lyd end tidligere – stadig hovedsageligt bygget på samples, men ikke på den velkendte plunderphonics-manér fra de to første plader.

3/5 stjerner

Måske netop derfor var det også et mere eller mindre rent elektronisk set-up, The Avalanches havde med til fredagens koncert i Nova-teltet på NorthSide. Deres performance mindede mest af alt om noget, der lige så godt kunne have hørt hjemme på den fuldt elektroniske Elektra-scene, der lå placeret ikke ret langt fra Nova – faktisk så tæt på, at man kunne høre musikken derfra, når der en sjælden gang imellem blev skruet helt ned for blusset ved denne koncert.

Havde man som tilhænger af duoen forhåbninger om en mere analog musikoplevelse, var man nok blevet pænt skuffet, men det betyder på ingen måde, at der var noget i vejen med DJ-sættet, vi blev præsenteret for i stedet. Overgangene mellem numrene sad lige i skabet og forløbet i sætlisten virkede også velbalanceret – fra en psykedelisk intro over i dansevenlig house med et kort ophold inden for hip-hoppens verden for til sidst at slutte af med nogle af The Avalanches klassiske sange som titelnummeret fra Since I Left You.

Undervejs blev der også sat diverse twists på duoens numre, som da ”We Go On” blev smeltet sammen med Queens ”I Want to Break Free”. Det fungerede, men har man overværet et DJ-sæt før, er det ikke noget, der blæser én omkuld.

En vigtig del af den slags elektroniske optrædener er det visuelle, og her er The Avalanches som altid garant for kvalitet. Scenen blev lyst op i alle regnbuens farver, mens Robbie Chater og Tony Di Blasi tonede frem som to silhuetter foran de flotte visuals, der grundet scenens beskaffenhed dog måtte nøjes med at blive udfoldet på storskærme, der egentlig ikke var så synderligt store alligevel.

Det er ikke ofte man siger dette om den slags DJ-sæt, men koncerten med The Avalanches var mest af alt bare hyggelig. De to australiere på scenen gav med jævne mellemrum hinanden nogle ordentlige krammere, og en sjælden gang imellem fik de også tid til at adressere publikummet, men nogen kæmpe fest blev det aldrig rigtigt.

Simon Rønne
Simonronne@bandsoftomorrow.com