Spellling – Heartland Festival 2022

Foto: Malthe Roland (Pressebillede)
Scene: Highland Scenen
Dato: Torsdag den 2. juni 2022

Spellling havde problemer med stemmen, men viste alligevel musikalsk overskud ved første koncert på dansk jord.

4/5 Stjerner

Californiske Spellling bad allerede publikum om – få minutter inde i torsdagens koncert på Highland-scene, at bære over med hendes stemme, der efter sangerindens eget udsagn var ved at forsvinde. Det var da også tydeligt at høre fra begyndelsen, at hendes normalt så eventyrlige og klare vokal havde fået tilføjet en uvant kant af hæshed. De ærgerlige begrænsninger, der fra naturens side var blevet lagt på Spelllings optræden, truede med at ødelægge den koncert, som undertegnede anmelder ellers havde set allermest frem til på årets festival. 

Den smukke have ved Egeskov Slot syntes på papiret som det perfekte bagtæppe til Spelllings magiske klang og hang til finurlige melodier og eksperimenterende pop-produktioner. Grobunden for en fuldstændig tryllebindende oplevelse var der, og heldigvis formåede det 31-årige multitalent at holde fast i størstedelen af koncertens potentiale på trods af, at stemmen kæmpede imod hende.

Med en helende hånd på stemmebåndene og et velspillende band i ryggen sang hun sig selv varm, og det fremmødte publikum virkede til at nyde det høje musikalske niveau, som de var vidner til – selvom energiniveauet aldrig rigtigt kom helt op at ringe. 

Spellling virkede naturligt tilpas i de smukke numre fra sidste års The Turning Wheel som hun da også selv har skrevet, orkestreret og produceret – et album, der med dets brug af liveinstrumentering fra en lang række af gæstemusikere virker som om, det blev designet specifikt til at blive spillet foran et levende publikum. 

De fire akkompagnerende bandmedlemmer gjorde også særdeles god figur og alternerede uden videre mellem jazz-tendenser, dansable rytmer og tunge synths, mens highlights som ”Little Deer” og ”Boys at School” fungerede upåklageligt live. 

Synergien mellem de utroligt dygtige musikere og koncertens hovedperson slog gnister fra første til sidste takt, og glæden for musikken var aldrig til at tage fejl af – den lyste tværtimod ud af hver enkelt aktør på scenen og gav genklang på koncertpladsen. Den grå og smådryppende himmel synes derfor også helt uvæsentlig.

Det blev ganske vist aldrig så magisk, som man kunne have drømt om – hovedsageligt fordi Spellling trods brav kamp imod hæsheden tydeligt ikke var helt på toppen – men når sætlisten hovedsageligt består af numre fra et så vidunderligt album som The Turning Wheel, kan det næsten ikke gå galt.

Det siger en del om den eventyrlige amerikaners tårnhøje bundniveau, når hun, på trods af at have en af de vel nok mest legitime undskyldninger, der findes indenfor hendes profession, går ud og leverer en præstation af så høj musikalsk klasse.

Det varer forhåbentligt ikke alt for længe, før Spellling igen betræder dansk jord – og denne gang helst uden en tudse i halsen. Jeg vil i hvert fald se frem til at høre hende i topform.

Simon Rønne
Simonronne@bandsoftomorrow.com