Slowdive – SYD FOR SOLEN 2022

Foto: Laura Ioana V
Scene: Under Kronen
Dato: Lørdag den 11. juni 2022

Shoegaze-legenderne medbragte deres nostalgiske 90’er lyd til et brag af et show på SYD FOR SOLEN. I intense rammer opslugte Slowdive det fremmødte publikum med deres overvældende lydmure lørdag aften på den store scene Under Kronen.

4/5 Stjerner

Solen stod stadig højt på himlen over Søndermarken, da britiske Slowdive indtog Under Kronen på SYD PÅ SOLEN. Deres tilstedeværelse blev mødt af bifald fra publikum, der var kommet for at høre gruppen, som efter næsten 20 års pause genforenede sig tilbage i 2014. Selvom Slowdive var på plakaten som et af de store navne på lørdagens musikprogram, overraskede det mig hvor mange tilskuere, der tilsyneladende var bekendte med shoegaze-kvintetten. Deres musikalske udtryk skiller sig nemlig umiddelbart meget ud fra de populære indierock navne, der ellers var at opleve på festivalen denne solrige lørdag.

Slowdive åbnede koncerten med et par af deres nyere numre fra det selvbetitlede comeback-album fra 2017. Her fik vi at høre, hvordan deres særegne udtryk af distortion, rumklang og ekko tolkes i et moderne lydbillede. Stadig larmende og smukt omsluttede lyden vores øregange, hvor vokalharmonierne fra gruppens frontfigurer Rachel Goswell og Neil Halstead smeltede sammen og fyldte lydbilledet endnu mere ud.

Snart herefter blev der spillet flere af de gamle kendere, blandt andet “Catch The Breeze” og “Crazy For You”, der tilføjede svævende melodilinjer og nærmest hypnotiserende tekstuniverser til den i forvejen drømmende atmosfære. Det er lige præcis her, at Slowdive har sin force – nemlig i det altomsluttende og drømmende udtryk, hvor guitarpedalerne ligger uendelige støjlag ovenpå hinanden, mens kaotiske trommer følger trop og vokalerne ligger og ulmer i baggrunden.

Gruppens mest populære numre “Souvlaki Space Station”, “Alison” og “When The Sun Hits” fik uden tvivl de største publikumsreaktioner, og det var særligt her, at vi oplevede Goswells konstante, taknemmelige smil ud til publikum. Hun fik endda løsrevet sig fra sin synth undervejs i koncerten for at signere en plade for en fan blandt publikum.

Slowdives overvældende lydmure og smukke lysshow havde fungeret endnu bedre senere på aftenen, når mørket havde nået sit frembrud. Det havde sat prikken over i’et på den oplevelse, det var, at blive taget ind i deres legende lydunivers. Ikke desto mindre leverede Slowdive endnu engang en eminent og nostalgisk koncertoplevelse, som virkelig gør mig lykkelig for, at gruppen valgte at genforene og bringe genren tilbage til det 21. århundrede.

Kira Buur
kirapost@bandsoftomorrow.com