05 jun Saveus – NorthSide 2022

Foto: Isabell Larsen-Thomsen
Venue: Astra
Dato: Lørdag den 4. juni

Saveus kunne nærmest ikke drømme om at skrive et nummer, der ikke var storslået, euforisk, nærmest religiøst og med omkvæd der volume-mæssigt river dig midt over. Derfor var det også passende, at deres koncert var derefter på NorthSide, da de på festivalens første sommerdag blæste deres enorme publikum i smadder med en berusende koncert, der blev holdt i samme tårnhøje lydniveau hele vejen igennem.

4,5/5 stjerner

Altså, jeg tror ikke, at det her blev den store overraskelse for mig. Men Saveus havde dog nogle forhold imod sig, der trods alt fik mig til at tænke over, hvor vidt det famøse liveband ville levere varen på NorthSides Astra-scene. De var nemlig blevet booket til en dagskoncert – hvilket både betød, at det netop ankomne publikum først skulle varmes op til koncertstemning, at bandets store scene- og lysshow ikke på samme måde kunne komme til sin ret og så foregik koncerten desuden under en bagende sol på det store publikum – i sådan en grad at de fremmødte gæster kunne have svært ved at slå sig helt løs. Men det blev ikke noget problem for det velspillende band, der med Martin Hoberg Hedegaard i spidsen, lagde hele pladsen ned i en intet mindre end euforisk koncert på fem kvarter.

Martin kom først på scenen, med sit seriøse game-face på, satte sig ved klaveret og startede koncerten med “Church Full of Bad Men”. En fin lille intro, der lige varmede publikum op til det, der nu skulle ske. Først da hele bandet kom på scenen, i selskab med to kvindelige kor-sangere, fik publikum at opleve hvordan det føles når en koncert lægger ud med at spille hit ovenpå hit i en pærevælling. Ikke fordi, Saveus brændte de gode numre af til at starte med. Men fordi, de har så mange gode numre, at de jo ikke kan fylde koncerten ud med andet. Efter intronummeret, kom “Will Somebody Save Us”, “Time Can Heal a Man”, “Everchanging” og “Ready to Die” lige i rap af hinanden, og den enorme folkemængde gik intet mindre end amok, hver eneste gang, bare de første toner blev sat an.

Det er svært at sætte ord på, hvad det præcist var, der gjorde den her koncert så vanvittig god. Mest af alt, så handlede det bare om at at bandet leverede deres numre til fulde og at Martins stemme kunne bære at nå helt ud over scenekanten og helt ned til de bagerste i publikum. Der var små svipsere hist og her – Martin der for eksempel kom til at starte “Dark Vibrations” i en forkert toneart i forhold til resten af bandet – men skal de ikke dømmes hårdt på herfra.

Der hvor det blev lidt mere vanskeligt at opretholde energien, var i den lange og svære koncertmidte, hvor bandet publikumsenergien simpelthen faldt for en stund. Men man kunne skære tykke skiver af det her skoleeksempel på den svære midterdel af en koncert. Sådan sker det jo bare ofte.

Efter at have været bæst bagover af helteguitarsolo, gudinde-lydende gospelkorsang, rave-drops og Martin der stjæler en synthesizer for at spille en solo – langede koncerten mod sin ende med de sidste “Levitate Me” og “Himalaya”. Og jeg kunne personligt ikke holde til mere. Det havde været så stort og intenst hele vejen igennem. De mennesker, der har billetter til deres kommende koncerter i Aarhus Congress Center eller i Royal Arena, ja, de har bare at glæde sig. For næste gang, jeg skal høre dem, så skal det enten foregå indenfor eller om aftenen. Det var den prik over i’et, vi lige manglede her.