28 jun Rigmor – Roskilde Festival 2022
Foto: Simon Zarhtmann
Venue: Rising
Dato: Mandag den 27 juni
Det energiske indiepop band Rigmor varmede de halvkolde festivaldeltagere op til en eksplosiv og følsom koncert på Rising scenen
5/5 stjerner
De grå skyer var begyndt at samle sig over Roskilde, inden Rigmor skulle spille på Rising. Bandet trådte ind på scenen med et seriøst blik, og der var ikke den store nervøsitet at se hos dem. Der blev dog udtrykt en stor taknemmelighed senere i koncerten. De startede ballet ud med en af deres store hit “Træ”, som sendte publikummet hen i en ekstase, som fortsatte under resten af koncerten. Som sangen groede ud over publikummet, blev de lyttende indfanget, og det føltes som om, at de blev en del af bandets univers fra start til slut.
Forsangeren Sarah Wichmann havde en tydelig forbindelse med publikummet igennem hendes stærke øjenkontakt, som fangede de flestes opmærksomhed. De resterende medlemmer af bandet åbnede også op for deres energi, samtidig med at de bibeholdte deres indelukkethed, som nogle af numrene krævede. Når der var små mellemspil imellem Sarah Wichmanns smukke vokal, kunne man tydeligt fornemme, at hun gled sammen med musikken og nød den ligeså meget som publikummet. Der var god plads til udfoldelse af det musikalske billede, hvor forsangeren f.eks. satte sig ned bagerst på scenen under en af bandets instrumentale udfoldelser.
Der var stor inderlighed at mærke hos bandet, som fremførte tekster, der virkede til at resonere hos det meste af publikummet. Det var dog samtidig høj energi i bandet, som gjorde, at man ikke faret vild i deres indelukket univers. De satte derimod en bevægelse i gang – publikummet dansede deres frustrationer ud i takt med musikken.
Bandet har eksisteret siden 2019 og har derfor ikke haft stor mulighed for at optræde på Roskilde før nu. Der var en stor taknemmelighed at føle hos de optrædende, og deres ekstase over at stå på scenen kom især til udtryk efter deres ekstranummer “Vægtløs”. Den sidste melodi som de spillede på scenen, gav det dansende publikum den sidste energi, de havde tilbage. Den lange huen og klappen understøttede fornemmelsen, som der havde været under hele koncerten – Rigmor kan potentielt være en af de næste store stjerner på indiescenen.
Rigmor gav en fantastisk, fortryllende koncert på Roskildes tredje dag. Publikummet var tryllebundet fra start til slut, og der var en vekselvirkning af energi imellem bandet og de fremmødte.